Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ultramobil farvetrold

Det er lynhurtigt at tage fotos med sin funklende nye
mobiltelefon. Hvis man gerne vil printe direkte fra telefonen, er denne lille
charmerende printer et bud.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er måske ikke verdens bedste fotoprinter, men det er heller ikke det, der er HP Photosmart A646 allerstærkeste side. Det skal ikke misforstås, for de print, der kommer ud af denne lille printer er ganske anseelige og brugbare. Det er dog snarere printerens anvendelighed i forbindelse med udflugter, ferie og lignende, der er det virkeligt smarte ved denne lille farve-inkjetprinter.

Det hele kan føres tilbage til den kompakte formfaktor, der med dimensionerne 252x117x134 mm og en beskeden egenvægt på 1,35 kilogram gør, at der er plads til at have denne lille printer med overalt. HP Photosmart A646 har desuden et lille håndtag, så man kan rende rundt med den som en lille retro transistorradio, hvilket den også godt kunne minde om.

En-to-tre print

Ud over at være let at håndtere, bringer Photosmart A646 også simplicitet og hurtige løsninger til udskrivning med sig. Det er uhyrligt let at sætte printeren op, efter at have sat printeren til strømstikket, som den dog behøver - alt mobiliteten til trods. Så er det bare at følge anvisningerne på den store 3,45" berøringsfølsomme skærm. Man kan her eksempelvis indstille menusproget, dog er dansk ikke iblandt mulighederne.

Efter det, er det bare at installere den ene kombinerede cyan, magenta og gule farvepatron, som A646 anvender. Herefter er man i princippet klar til at bruge printeren. Photosmart A646 har PictBridge certificeret usb 2.0 port, SD, MS, MS Pro, MMC og xD kortlæser og tilbyder ikke mindst at udskrive dine fotos via Bluetooth fra din mobiltelefon eller digitalkamera, hvis denne deslige har Bluetooth.

Der medfølger, som det ofte er tilfældet ved printere, intet usb-kabel med denne enhed. Det er dog ikke det store problem her, for de primære input til printning vil sikkert være kortlæseren og måske i endnu højere grad via Bluetooth i forbindelse med et lejlighedsvist print.

De nærmere detaljer

Printeren råder over 64MB ram og kan udskrive 10x15 cm samt 13x18 cm fotos helt til kant og endvidere 10x30 cm dog ikke til kant. Der kan anvendes papir med en kvalitet på op til 280g/m2 og af papirtyper understøttes fotopapir og kartotekskort.

Funktionen med at udskrive via Bluetooth fungerer i øvrigt upåklageligt. Overførslen og igangsætningen af printningen er ikke noget, man skal sidde og vente længe på. Fra det øjeblik printeren går i gang, tager det cirka halvandet minut at udskrive et 10x15 cm foto til kant i højeste kvalitet.

Det sætter selvfølgelig ingen hastighedsrekord, og det går ikke meget hurtigere, selv om man vælger kvalitetsindstillingen »Fast normal«. Som sagt tidligere, er fotoprintene af en ganske udmærket kvalitet, om end der er et stykke vej op til de bedste fotoprintere.

Indstillingsmuligheder

Selv om Photosmart A646 ikke er verdens mest komplicerede printer, er den alligevel ikke helt uden muligheder for, at brugeren kan ændre på indstillinger og udføre diverse operationer. Blandt andet kan man ved sætte et hukommelseskort i kortlæseren få vist et slideshow bestående af de fotos, der måtte være på hukommelseskortet.

Anvender man kortlæseren som kilde, giver det i det hele taget adgang til en række bearbejdningsfunktioner. Du kan lave albums ud fra dine fotos, lave lykønskningskort, pasfoto, panoramaprint med mere. Det er også muligt at vælge hvilket farverum, der skal anvendes samt at slå de indbyggede automatiske fotoredigeringsmuligheder, såsom »Photo Fix« og bortskaffelse af røde øjne, til og fra.