Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Udskriv uden kabler

De nye printere dropper de gammeldags kabler og tilkobles via WiFi, så du kan printe direkte fra din pc, din tablet, din mobil eller via internettet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi er endnu ikke helt nået det papirløse samfund, men til gengæld nærmer vi os hastigt det kabelløse. For nu smider printerne også i stor stil de gammeldags kabler, som tillader kun et enkelt apparat at være tilsluttet printeren. Såvel på kontoret som i hjemmet skal printerne nu udskrive via WiFi, så vi slipper for kabler og kan tilslutte alle vores apparater nemt og hurtigt.

Nye Pixma-printere med trådløs forbindelse

Den nemme tilslutning via WiFi er en central funktion i Canons nye Pixma-printere. Det sikrer trådløs deling via flere pc’er, tablets og smartphones rundtomkring i hjemmet. MG5450 og MG6350 understøtter også Pixma Cloud Link, der omfatter Google Cloud Print, så vedhæftede filer (jpg eller pdf) til Google Docs og Gmail kan printes lige på stedet fra enhver smartphone, tablet eller laptop.

De nyeste printere er udviklet til endnu lettere betjening. MG6350 har eksempelvis en 8,8 cm stor touchscreen i farver, der i kombination med Canons Intelligent Touch System, som er integreret i printerens overflade, giver let og intuitiv, lysstyret touch-betjening.

De har også Auto Power Off – en funktion, som sparer energi ved automatisk at slukke for Pixma-printeren efter et bestemt tidsrum, hvor den ikke har været benyttet. Og så er printeren så praktisk indrettet, at Auto Power On automatisk tænder for printeren, når der sendes et printjob til den – også ved trådløst print.

Canon Pixma iP7250, Pixma MG5450 og Pixma MG6350 leveres i Europa, Mellemøsten og Afrika fra november.

Se prisen på Canon Pixma iP7250 her.
Se prisen på Pixma MG5450 her.
Se prisen på Pixma MG6350 her.

Fra foto til udskrift på få sekunder

De trådløse printere giver ikke blot mulighed for at printe direkte fra computere, tablets og mobiler, men også fra kameraer, som i stigende grad kommer med indbygget WiFi. Canon er således klar med to produkter, der gør transformationen fra digitalt foto til fysisk udskrift nemmere end nogensinde - WiFi-kameraet PowerShot S110 og fotoprinteren Selphy CP900.

De to produkter er så at sige født til at arbejde sammen. Power-Shot S110 giver ifølge producenten god billedkvalitet, fuld kontrol over hele den fotografiske proces og er endvidere udstyret med WiFi-interface, som gør det muligt øjeblikkeligt at dele billeder online med andre kompatible WiFi-enheder som Selphy CP900.

Printeren gør det lettere end nogensinde at udskrive billeder i, hvad Canon kalder ægte fotolaboratoriekvalitet, og da den er kompakt designet, er den let at have med på farten, så man kan printe sine billeder, uanset hvor man er.

Helt uden brug af computer kan man ved hjælp af Canon Easy-PhotoPrint App printe billeder i fotolaboratoriekvalitet fra kompatible smartphones eller tablets, mens ethvert WiFi-kamera, der er kompatibelt med PictBridge-standarden kan printe trådløst direkte fra kameraets lcd-skærm. Endvidere kan der naturligvis printes via computer, hukommelseskort eller usb-stick.

Se prisen på Selphy CP 900 her.

Trådløse laserprintere til kontoret

De tider er forbi, hvor en sort-hvid-laserprinter var et stort støjende skrummel, der blev anbragt i separate lokaler eller gemt godt af vejen i et hjørne af lokalet. Moderne laserprintere som Brothers nye HL-5400-serie er kompakte, hurtige, prisøkonomiske, miljøvenlige, støjsvage og udstyret med teknologi, der gør det muligt at forbinde smartphones og tablets direkte til laserprinteren.

HL-5400-serien omfatter fire medlemmer, der grundlæggende har samme teknologi og samme specifikationer, men som varierer indbyrdes med hensyn til funktionalitet, papirkapacitet og netværk. Fælles for alle fire Brother-nyheder er en kraftig 400MHz-processor, der sikrer en udskriftshastighed på 38 sider i minuttet.

Med undtagelse af den billigste model kan alle i HL-5400-serien forbindes i netværk og har derfor også adgang til at benytte avancerede nye teknologier som Apple AirPrint eller Google Cloud Print. Sidstnævnte kobler sig op til brugerens Gmail-konto og sikrer, at man kan udskrive på printeren, ligegyldigt hvor man er placeret – via en smartphone, en iPad, en laptop på farten eller en fremmed pc.

Brother tilbyder desuden den gratis iPrint&Scan-app, som fås til smartphones og tablets fra Apple og til Android og Windows Phone 7. App’en gør det muligt at printe for eksempel fotos, pdf’er og webindhold direkte fra ens smartphone eller tablet via netværket.

Prismæssigt placerer de nye Brother-printere sig lunt i økonomiklassen. Se priserne på HL-5400-serien her.