Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Udnyt pauserne

Giv sjælen en slapper, når computeren ikke benyttes.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

SE-ScreenSavers 1.8.1

Du kender det - hverdagen er travl og forhastet. Der er meget der skal nås, og det hvad enten du sidder hjemme eller er på arbejdet. Tempoet i hverdagen er opskruet og fyldt med arrangementer, engagementer og en masse gøremål, der ikke kan udelades. Det gælder derfor om at benytte enhver mulighed for at give sjælen en tiltrængt slapper.

SE-ScreenSavers giver nok ikke dybfølt sjælefred i sig selv. Det er en samling af pauseskærme, der kvit og frit giver øjet noget behageligt at beskue, mens hjernen populært sagt sættes i frigear.

Om det kan konkurrere med en powernap skal ikke kunne siges. SE-ScreenSavers tilbyder et bredt udvalg af pauseskærme, der, når arbejdet ved computeren står stille, forsøder hverdagen for dig og eventuelle kollegaer, som måtte være i nærheden til at beskue udfoldelserne på computerskærmen.

Programmet kan hentes på producentens webside i form af en eksekverbar installationsfil, eller i en zip-pakket udgave. SE-ScreenSavers 1.8.1 kan installeres på computere, der anvender Windows 2000/2003/XP samt Vista.

Det er ganske ligetil at installere programmet, og når det er færdigbragt, kan du gå ind i Windows under ”Egenskaber for skærm” og her vælge ”pauseskærm”. Her klikker du på Se-screensavers i listen.

Ved at klikke på “Indstillinger” får du en liste over de pauseskærme, som SE-ScreenSavers indeholder. Og lad det med samme være sagt, at der er en del at vælge mellem. Der er forskellige ure såsom analog med kalender, digitalt ur og et ud, der simulerer et ur hvor en lap vendes hver gang tiden skrider frem.

Men der er også snefald, stjernehimmel samt farvestrålende simulering af forskellige amøbers dans, om man vil. Fraktaler kan man se vokse sig store i skiftende farver - også en meget flot én, hvor man ser træer vokse op og ændre struktur. Det er meget beroligende at beskue.

Eller man er måske mere til de forskellige matrix-lignende pauseskærme. Skulle man foretrække det mere vilde, er der desuden en kalaidoskopisk pausekærm.