Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Udgiv et dynamisk website gratis

Lav databasestyrede websites ved hjælp af gratis onlinetjenester og med al den kompleksitet, du drømmer om.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kunne du tænke dig gratis databasestyret webhosting? Vi har fundet en række anvendelige muligheder og har arrangeret dem i kategorier, således at du med et enkelt blik kan se, hvad der er til rådighed online, og selv træffe beslutningen.

Først er der nogle gratis php-baserede hostingtjenester, men deres pålidelighed og levetid er tvivlsom. Dernæst har vi værktøjer til oprettelse af onlinesites såsom Yola og Weebly, der kan levere skabelonbaseret webbyggeri og onlinehosting. En fordel ved den form for tjenester er, at de næppe forsvinder fra den ene dag til den anden.

Den tredje løsning består i at bruge en blogtjeneste som Wordpress eller Blogger. De tilbyder begge værktøjer til siteopbygning, en database til sider, plugin-funktioner og layout, der kan tilpasses. Vi ser nærmere på alle tre kategorier, fremhæver fordele og ulemper og viser, hvordan du kommer i gang med dem.

HelioHost

Man får sjældent en gratis frokost, og hvis den er gratis, smager den næppe særlig godt. Det samme gælder for webhosting. Før i tiden var der masser af foretagender, der lokkede med gratis webplads. De fleste af dem er væk nu, også Geocities, den berømteste af dem alle.

Der findes dog stadig et par muligheder, man kan overveje. Her fokuserer vi på en lille, men funktionsspækket sag fra HelioHost. Det tager kun få sekunder at tilmelde sig tjenesten, og vi blev ikke afkrævet personlige oplysninger som adresse eller telefonnummer.

Men så snart vi havde valgt underdomæne, brugernavn og kodeord, skulle vi vente lidt, før kontoen blev oprettet. Ifølge HelioHost kan det tage op til 48 timer.

Brug CPanel

En vigtig fordel for kvikke webudviklere er, at HelioHost omfatter de samme værktøjer, som man ville forvente hos en kommerciel Linux-baseret hostingkonto, herunder CPanel, der er branchens standardværktøj til hostinghåndtering.

Først skal du kunne oprette, befolke og vedligeholde din egen MySQL-database. Efter at have meldt dig til venter du de krævede 24 timer, hvorefter du går til url’en http://<dit brugernavn>.heliohost.org.

Du bliver bragt til CPanel. Nu skal du blade ned, indtil du finder sektionen ’Databases’. Du opretter en ny database ved at klikke ’MySQL database wizard’. Du bliver nu trin for trin ført igennem oprettelsen.

Når det er overstået, er du klar til at uploade scripts, der kræver MySQL-adgang, for eksempel WordPress eller Movable Type. Så snart din database er blevet oprettet, kan du styre den med et browserbaseret værktøj som PHPMyAdmin, der også er tilgængeligt via CPanel-siden.

Kortlæg dit domæne

Hvis du i forvejen ejer et domænenavn, kan HelioHost kortlægge det til din gratis konto. Det første skridt består i at logge på din registrators site og ændre dns-navneserveren, så den peger på HelioHost – ”ns1.heliohost.org” og ”ns2.heliohost.org”.

Nu skal du logge tilbage til HelioHost CPanel. Rul ned til ’Domains’, og vælg ’Add on domains’. Du bliver bedt om at skrive domænenavnet, oprette et ftp-kodeord og specificere en mappe i din kontos dokumenthierarki.

Når du er færdig med det, venter du 24 timer, så den nye dns-post kan brede sig, før du prøver dit nyligt konfigurerede domæne. På trods af alle de fantastiske gratis funktioner er HelioHost lidt ufærdig.

Det skulle for eksempel være muligt at installere populære php-værktøjer ved hjælp af Fantastico, der er et automatiseret værktøj til scriptinstallation. Da vi prøvede det på HelioHost, virkede det ikke, viste et tjek på vores serverstatus.

Det er HelioHost ikke alene om. En lignende tjeneste, vi har fundet, UnlimitedTree, har nogle glimrende funktioner på professionelt niveau, men når det gælder support, skal man skrive en forespørgsel på dets fora og vente, til en håndfuld mennesker interesserer sig for emnet. Ikke ideelt.

Det siger sig selv, at disse tjenester kører på et beskedent niveau, og man får virkelig, hvad man betaler for. Men de er glimrende, hvis man vil oprette stagingservere eller lære at bruge php. Hvis du har et personligt site liggende hos en gratis udbyder, bør du tage regelmæssig backup.

Skabelonværktøjer

Der findes stadig tjenester, der minder om Geocities, og som henvender sig til nye webudviklere. I stedet for at opfordre brugerne til at uploade deres egne statiske html-sider findes der nu masser af værktøjer, der gør det muligt at lave skabelonbaserede sites online. Disse løsninger er meget hurtige.

Meld dig til DoodleKit eller uCoz, så har du en webadresse, en sitearkitektur og et komplet onlinelayout inden for 20 minutter. Det kan naturligvis tage væsentlig længere tid at vride sitet i facon.

Det er heller ikke helt det samme som at have en MySQL-database, som man selv kan konfigurere og få adgang til. Siderne bliver leveret dynamisk ved hjælp af et databasestyret cms-system, og man får derfor nogle af fordelene ved databasestyret webhosting, men ikke dem alle.

DoodleKit

Inden for denne voksende kategori er DoodleKit en af vores foretrukne tjenester. Den balancerer mellem begyndervenlige funktioner og mere avancerede muligheder. Vi viser, hvordan man opretter et site med denne tjeneste.

Det går hurtigt at blive registreret. Man bliver afkrævet et brugernavn, sitenavn, kodeord og en e-mail-adresse. Når man klikker på ’Continue’, kommer man direkte til sit website. Man skal ikke bekræfte e-mail-detaljer, og så er man i gang på få sekunder.

Du vil utvivlsomt ændre standardlayoutet med det samme, og det er ikke noget problem. Klik på ’Edit headers/layout’, så kommer du videre til DoddleKits Website Admin-værktøj.

Du kan vælge mellem seks layouts, og hvert af dem har over to forskellige farvetemaer. Hvis du vil have større indflydelse, klikker du ’Advanced’ og vælger ’Edit Custom Stylesheet’. Så får du et tomt vindue, hvor du kan skrive css-regler, der erstatter de eksisterende indstillinger.

Chrome-værktøjer

Hvis du bruger Google Chrome, kan du åbne css-editoren med en knap, mens din primære DoodleKit-side bliver åbnet i den anden. Tryk [Ctrl]+[Shift]+[I] for at åbne Developer Tools. Vælg dernæst ’StyleSheets’. Nu kan du se alle de formateringsregler, der gælder for siden. Dem kan du ændre ved at tilføje din egen redigerede version.

Du kan også redigere sider, navigation og tilføje billedheadere direkte med DoodleKit. Men listen over ting, du ikke kan, er lige så lang. Der er for eksempel ingen direkte adgang til sidedatabasen, og du skal betale for en opgradering, hvis du vil knytte dit eget domæne til sitet.

uCoz

Selvom DoodleKit er meget hurtigt, har rivalen uCoz bedre funktioner til designere, der gerne vil virke professionelle. Det tager dog meget længere at blive registreret, og det er mere indviklet. Der er talrige sikkerhedstjek (krav om din e-mail-adresse, to captchas og to kodeord), men du ved da i det mindste, at programmet tager dine datas sikkerhed alvorligt.

Umiddelbart efter registrering og log-in på uNet Webtop (en cloud-baseret desktop, der håndterer din konto) kan du oprette dit første site. Skriv et underdomæne efter eget valg, og udfyld dit log-ins tredje captcha. Når du har bekræftet sitedomænet, bliver du ført til et kontrolpanel, hvor du kan vælge en skabelon og give sitet et navn.

Et tilbagevendende problem med skabelonbaserede webbyggere er designets ringe kvalitet, men det gælder ikke for uCoz. I skrivende stund kan man vælge mellem hundreder af forskellige layout, og mange af dem er udviklet til en høj standard.

Når du er færdig med det grundlæggende, fører kontrolpanelet dig til et skærmbillede, hvor du kan føje moduler til dit site. Du skal bruge Page Editor, men du kan også tilføje webformularer, et rudimentært cms, blogværktøjer og andet. Du skal ikke bekymre dig, hvis du vil tilføje et ekstra modul senere – på Control Panel-siden klikker du ’Inactive’, så får du en liste over add-ons.

Siteredigering

I modsætning til visse tjenester giver uCoz dig en forrygende mængde kontrol med dit sites udseende. Det er bedre end mange cms-applikationer, som man selv hoster, og det har den fordel, at databasen og app-scriptet bliver installeret og vedligeholdt for dig.

Har du brug for at redigere sitets css? Du kan gå direkte ind og ændre formateringsreglerne. Klik på ’Customize design’, og gå til ’Style sheet (CSS)’. Du kan endda lave et komplet layout fra bunden ved hjælp af php-placeholders. Klik på ’Template builder’, og brug så ’Skeletons of standard designs’ til at indlæse det layout, du bruger i øjeblikket.

Du kan bruge basekoden sammen med teksten på siden til at indstille eller sågar helt rekonstruere skabeloner og derefter knytte dem til dine egne sider. For at komme tilbage til Control Panel klikker du ’General’ i menubjælken og klikker på linket ’Main page’.

Hvis du vil redigere dit sitelayout hurtigere, skal du gå til http://<brugernavn>.ucoz.com og derfra til ’Builder | Enable Builder’. Nu kan du manuelt konfigurere navigationselementerne og indholdsmodulerne på din side, og du kan flytte og fjerne dem direkte i sitets vindue.

Selvom uCoz er en glimrende gratis tjeneste, er der et par ulemper. Man kan ikke installere sit eget script, som man kan med HelioHost, og der hersker en vis forvirring om, hvor megen diskplads man faktisk har.

Ifølge registreringen er den ubegrænset, men så snart man kommer ind i cms’et, er der øjensynlig et loft på 400MB. Grænsefladen er effektiv, men ret labyrintisk, og man skal bruge tid på at vænne sig til dens særheder. Det fremmedartede skabelonsystem og de rene tekstværktøjer kræver også indlæring.

Hvilket værktøj man vælger, afhænger af ens krav. Hvis fleksibilitet, styring og direkte databaseadgang er det, du har mest brug for, kan du få disse ting med HelioHost og UnlimitedTree. Men du skal ikke forvente strålende ydelse eller support på professionelt niveau. Vi kan heller ikke anbefale den slags tjenester til virksomheder.

Hvis du har brug for en forretningsløsning, anbefaler vi, at du vælger en kommerciel, delt hostingtjeneste fra et velrennomeret foretagende, for eksempel 123-Reg eller Fasthosts.

Hvis du ikke går så meget op i at lave dit eget design og blot skal bruge et hurtigt site uden for meget vrøvl, skal du vælge uCoz eller en af dets rivaler. Nægter du at betale, men ønsker du en tredje mulighed? Så sats på den hostede udgave af Wordpress. Det må være det ideelle kompromis.

Gratis php-hosts giver dig fleksibilitet, så du kan gøre, hvad du vil, men de mangler lang levetid og stærk support. Gratis webbyggetjenester er hurtige og nemme at bruge, men de hører til letvægtsklassen.

I midten har vi tjenester, som man kan bruge til at styre sit website: online-blogværktøjer. De er hurtige at få i gang, de har de skabeloner, der gør webbyggetjenester så tiltrækkende, men der findes også værktøjer til mere avancerede brugere, der vil tilpasse sitet, så det ser helt professionelt ud.

De to store er Wordpress og Blogger. Wordpress har den fordel, at det kører på velkendt software. Det er den samme applikation, man kan installere på sin server, bortset fra at man får den hostet.

Opdateringerne sker automatisk, databasen bliver konfigureret og hostet på afstand, og tjenesten er hurtig og pålidelig. Man har ikke direkte adgang til layoutkoden bag temaerne, men det gør ikke så meget, for fra Wordpress 3 og fremefter kan man få adgang til at redigere css, widgets og menuer. Man skal betale 12 dollars for at tilføje sit eget domæne, og hvis man vil have reklamerne fjernet, koster det 29,97 dollars om året.

Google Sites er en hostet sitetjeneste, der nok også skal være blandt os om et års tid. Vi har fundet en metode, som britiske virksomheder kan bruge til at hoste et databasebaseret dynamisk website og få et gratis domænenavn oveni.

Gå til Getting British Business Online. Når man lader sig registrere hos tjenesten, får man et gratis ”.co.uk”-domænenavn i to år. Det er konfigureret, så det peger mod Google Sites.

Processen er lidt kringlet, og man skal oplyse et telefonnummer til bekræftelse, men så snart man er oppe at køre, kan man bruge Googles enkle værktøjer til sitebyggeri og køre et professionelt udseende website med scriptsupport, drag-and-drop-layoutværktøjer og sideoprettelse i Wiki-stil.

DoodleKit og uCoz er ikke de eneste skabelonbaserede dynamiske sitebyggere. Der findes faktisk så mange tjenester i dag, at det er svært at vælge imellem dem. Vi vil som hovedregel anbefale de tjenester, der har eksisteret længst.

Yola har været her længe. Det har skiftet navn (du kender det måske under navnet SynthaSite), men det leverer en fin tjeneste til virksomheder, og det ser ud til, at det er kommet for at blive.

Selvom dets sites er skabelonstyrede, er der stor fleksibilitet i valget af layout, og der er god integration med en række nyttige værktøjer som Flickr, PayPal og Google AdSense.

Yolas vigtigste konkurrent på det brede marked er Weebly. Det tilbyder noget tilsvarende med over 70 skabeloner og integration med sociale medier. Blandt de imponerende funktioner finder man gratis kortlægning over domænenavne, værktøjer til html- og css-tilpasning og tilsyneladende ubegrænset båndbredde.