Af Lars Bennetzen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Sikkerhedskameraer til private er ved at blive en metervare, der findes snart ikke den netværksproducent med respekt for sig selv, der ikke har en eller anden form for overvågningskamera i deres produktlinje.
Således også for Sitecom, hvis produkter vi her på redaktionen har testet adskillige af, normalt med gode bedømmelser. Men deres nyeste internetovervågningskamera, Wireless Internet Security Camera, skuffer på mange områder.
Det første, vi kan sige om produktet, er, at det virkelig er et plastik-produkt, og ikke på nogen god måde. Det virker utrolig skrøbeligt og ustabilt, hvilket ikke er godt for et sikkerhedskamera.
Stationært og dog ikke helt
Det første, vi skulle gøre, da vi pakkede kameraet ud, var at montere det på basen, men den skrueanordning og efterfølgende fikseringsordning gjorde, at det var utrolig let at rykke rundt på linsen og dermed på, hvad kameraet filmede.
Dermed har vi taget hul på næste problem, nemlig at det ikke kan panorere. På godt og ondt er det et stationært kamera, der filmer i præcis den retning, du har rettet det. Hånden på hjertet – det er altså ikke specielt smart, faktisk virker det lidt som om, Sitecom har taget et almindeligt webkamera og kaldt det for et overvågningskamera.
Nu gik vi så i gang med at kigge nærmere på selve kameraet og den software, der fulgte med. Installationen var ikke den letteste i verden – i hvert fald ikke, fordi vi ønskede at koble det til det trådløse netværk i huset. Vi fik relativ hurtigt fat i kameraet via det kablede netværk, og ganske som med så mange andre sikkerhedskameraer, vi har haft fat i, så er det begrænset, hvad der kan indstilles via den medfølgende software. Det er nødvendigt at logge ind på kameraet via dets webinterface.
Det gjorde vi så og fandt fanen ”Network” og ville der koble det til det trådløse netværk. Det kunne vi nu også godt – hvis vi altså kunne huske både SSID og netværkskodeordet, og vær lige opmærksom på, at et SSID er følsomt over for store og små bogstaver. Hvorfor pokker det ikke er lavet sådan, at kameraet selv går ud og scanner efter tilgængelige netværk, fatter vi virkelig ikke. Vi manglede også muligheden for at bruge WPS for at tilslutte kameraet til vores trådløse netværk. Men altså – vi måtte selv tampe SSID og kodeord ind.
Nu så vi så, at det var muligt at sætte zoner ind på det billede, som kameraet så, og dér få det til at reagere, hvis der var bevægelser i de zoner. Se, det var smart, og det ville vi med det samme få sat op.
Men ikke om vi kunne få det rigtige skærmbillede frem. Altså ikke før vi blev ramt af inspirationen og prøvede at logge ind på kameraet med Internet Explorer. Nu virkede det, men i vores FireFox var det ikke muligt at bruge alle faciliteterne i kameraet.
Ikke noget specielt
Resten af opsætningen i kameraet var de funktioner, vi havde forventet at finde. Det er muligt at overvåge kameraet fra andre steder så som arbejde, hvilket som sådan er smart nok. Men, og dette men er vigtigt, hvis du har en router med firewall installeret, så får du bare ikke lov til at gøre det – med mindre du selv borer et hul i din firewall, og det kræver viden om, hvordan du giver rettigheder og laver port forwarding. Nå ja – så kræver denne funktion også, at du enten har fast ip-nummer, eller at du abonnerer på en DDNS-tjeneste. Førstenævnte står der intet om i manualen, mens der dog er beskrevet, hvordan du kan bruge DDNS.
Disse to punkter er nu ikke særegne for dette kamera, men det er frustrerende, at der ikke bliver gjort mere ud af at gøre den del intuitiv og nem at arbejde med, for det er kun folk, der virkelig har styr på deres firewall, der umiddelbart kan åbne op for at bruge et overvågningskamera, altså uden at sætte hele netværkssikkerheden over styr.