Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tv-sæsonen er over os

Det vælter frem med nye flad-tv’er, som bejler til din sofastue i kraft af enten deres tekniske overlegenhed eller enorme størrelse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I denne evigt foranderlige techverden er der altid en ting, du kan være helt sikker på: Dit tv vil aldrig være det nyeste nye mere end en enkelt sæson. Der kommer altid noget nyt, der er lidt bedre, lidt smartere og ikke mindst lidt større. I år er ingen undtagelse, hvor tv-sæsonen allerede er skudt godt i gang ...

Gigant-tv med 4K-opløsning

Vi skal ikke mange år tilbage, før hd var det nye og hotte. Sådan er det ikke længere. Fuld hd er nu standard, og i den eksklusive klasse er det allerede blevet tid til at tage næste skridt. Efterårets dominerende tv-nyhed er således 4K eller Ultra Definition, som det også kaldes. Her er tale om en opløsning, der er fire gange højere end fuld hd, altså 3.840×2.160 pixels. Det betyder en billedkvalitet, der er så høj, at det er umuligt for det menneskelige øje at skelne mellem de forskellige pixels fra normal betragtningsafstand.

Mange af de store producenter er klar med 4K-fjernsyn, ikke mindst LG, som har skabt verdens største af slagsen. LG 84LM960V måler 84", men takket være den høje opløsning skal billedet alligevel være helt jævnt. LG’s egen Triple XD Engine og Resolution Upscaler Plus sørger desuden for, at billeder fra eksterne kilder, såsom harddisk, mobile enheder eller hjemmesider, også vises flot.

Tv’et kan selvfølgelig også vise 3D-film i fuld hd 1.080p-opløsning og er et ægte smart-tv. Der findes nu over 1.000 apps, som kun er et enkelt tryk væk, og Smart Share 2.0 hjælper brugeren til nemt at finde filer, billeder og video på hele hjemmenetværket – blot ved hjælp af tv’et. Den særlige Magic Remote gør det let at navigere blandt smart-tv-funktionerne, og med fjernbetjening-ens tale til tekst-funktion er det let at indsætte tekst, når man for eksempel vil surfe på nettet.

Med funktionen 2nd TV er det endda let at tage tv-billedet med sig på sin smartphone eller tablet, hvis man går væk fra tv’et. Hvis man omvendt vil vise billedet fra telefonen på tv’et, kan dette også gøres enkelt og trådløst. Med mhl (mobile high definition link) kan du uden problemer styre smartphonen med tv’ets fjernbetjening, når de begge er tilkoblet.

LG 84LM960V er ude i butikkerne nu til den nette sum af 130.000 kroner.

Bedre Bravia-tv fra Sony

Sony er også med på 4K-bølgen med Bravia KD-84X9005, men sørger også for, at der er lidt til de kunder, som ikke er klar til at rippe hele opsparingen for et tv. Sony Bravia HX955 bevarer en mere beskeden opløsning i fuld hd, men byder på forbedret X-Reality Pro-processor, der skal tage billedkvaliteten til et nyt niveau. X-Reality PRO-teknologien i dit tv ved således, hvad du ser, før du selv ved det. Teknologien identificerer, hvornår et ansigt på skærmen eller en baggrundsindstilling kræver flere detaljer og justerer lynhurtigt billed-et derefter. Derfor sikrer X-Reality PRO-teknologien virkelighedstro billeder af blandt andet sports- og actionscener.

Sony Bravia HX955 leveres med 4× højhastigheds-3D-skærm, der giver skarpere billeder og en mere jævn afspilning af scener i 3D. Takket være led-skærmens baggrundslys øges og sænkes lysstyrken i tv’et automatisk, lige præcis der hvor der er behov for det. Det betyder, at de lyse billedområder bliver mere belyste, og de mørke områder bliver mere mørke. Det sparer energi og sikrer ifølge Sony højere kontrast end på et tradi- tionelt led-tv.

Smart-tv-funktioner mangler der heller ikke. Sony Bravia HX955 giver direkte adgang til Sony Entertainment Network ved hjælp af indbygget WiFi. Du kan streame hd-film, høre millioner af sange, hente de seneste tv-serier, browse på internettet eller gå på Twitter, Facebook, YouTube, Skype og så videre.

Sony BRAVIA HX955 er tilgængelig fra december til en vejledende pris på 25.000 danske kroner for 55"-udgaven og 41.500 kroner for 65"-udgaven.