TV-projektor [TEST]: Gør film og sport til en større  oplevelse

TV-projektor [TEST]: Gør film og sport til en større oplevelse

Share

Dette er en duel på format, tv-format. Hvis du vil have dine film- og sportsoplevelser gjort større, skal du have fat i en tv-projektor. Disse to er til at komme i nærheden af økonomisk set

Det er VM-tid, og i skrivende stund vides det ikke, hvordan de rød-hvide klarer sig i Rusland. Men måske synes du, at der i det hele taget mangler lidt format. Altså med hensyn til billedets størrelse. Hvis du drømmer om at se næste store sportsbegivenhed eller blot det næste afsnit af din Netflix-serie på en markant større skærm, så er løsningen en tv-projektor.

Denne tv-løsning er ikke den billigste. Men de senere år har vi set en del tv-projektorer, der økonomisk er inden for rækkevidde. Det gælder også de to ellers ret forskellige modeller, som vi tester her.

Prismæssigt befinder vi os i niveauet omkring de 6000 kroner. Og her får du full HD-opløsning (hvem har egentlig brug for mere?). Billedet kan blæses op i cirka 100”, hvilket er det dobbelte af skærmdiagonalen på et typisk LED-tv i en dansk stue. Det kræver blot, at projektoren befinder sig mindst 3 meter fra den hvide væg (eller lærredet), hvor billedet projiceres op.

Se også:  BenQ LH720 [TEST]: Smæk på farverne

Alt i alt er det til at håndtere for de fleste, og så er alt jo vel. Mnja … ikke helt. Om dagen skal du kunne mørklægge ”hjemmebiografen” nogenlunde, for ellers er billedet blegt eller direkte utydeligt. Heller ikke lyden er værd at skrive hjem om. Det er nærmest som at opleve Roskilde Festivals orange scene på 3 kilometers afstand.

De små projektorer har bittesmå højttalere, så her må du investere i en lydbar eller koble projektoren på et stereoanlæg. Så nogen helt billig fornøjelse er projektorløsningen altså ikke.

Kraftigere lysstyrke

Generelt er tv-projektorer blevet mere lysstærke, så tætte mørkelægningsgardiner a la besættelsen 1940-1945 er ikke længere et must. Heller ikke i den prismæssigt mere venlige ende af markedet, hvor vi befinder os i denne test. De to testdeltagere, Optoma HD39Darbee og BenQ W1050, leverer henholdsvis 3500 og 2200 ANSI-lumen. Ikke dårligt, og slet ikke prislaget taget i betragtning.

Optoma HD39Darbee angiver et kontrastforhold på 32000:1. Det er som forventet til prisen. Vi glæder os dog over en fin gengivelse af sort, et klart kvalitetstegn, og vi er virkelig imponerede over, hvor skarpt billedet er fra denne projektor.

Projektoren er særlig velegnet til sport, for gengivelsen af bevægelser er glidende. Og gengivelsen af spilledragternes farver nærmest gnistrer.

Se også:  BenQ W1700 [TEST]: Prisvenlig projektor med det hele

BenQ W1050 kan ikke helt følge med testkonkurrenten. Men her er vi jo også sprunget et trin ned prismæssigt, og det skal jo slå igennem. Gengivelsen af bevægelser er ret god, og en særlig “Sport”-tilstand giver et markant og effektivt boost af farverne. Kontrastforholdet angives til 15:000:1, og selvfølgelig oplever du det, hvis de to testede projektorer stilles op ved siden af hinanden.

Lumen betyder alt til sport

Projektorers lysstyrke måles i lumen. En typisk tv-projektor leverer i dag 2000-3000 lumen. I et lettere mørklagt rum er dette niveau tilstrækkelig til at levere en naturlig kiggeoplevelse. Men til sport og gaming, hvor oplevelsen forstærkes af omgivende lys, kan du overveje en projekter, som kan levere op til 3000 lumen.

En faktor, som ofte overses, når man skaber et projektorrum i sit hjem, er farven på de øvrige vægge. Hvis væggene er overvejende hvide (og det er jo ganske populært), er det godt med en projekter med stor lysstyrke. Lys reflekteret fra væggene reducerer nemlig billedets kontrast, og det skal der kompenseres for.

Del denne