Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Turbo-gearet Opera browser

Internet Explorer, Firefox og Googles Chrome-browser får masser omtale. Men er de i virkeligheden de bedste browsere? Med sin nye opdatering giver Opera dem kamp til stregen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad end det handler om nye opfindsomme metoder til at spænde ben for hinanden eller hidtidige rekorder for software-downloads, er der rigeligt med snak omkring de tre førende web-browsere Internet Explorer, Firefox og Google Chrome.

Det er dog langt fra altid kvaliteten der er i fokus, når der tales om de tre, og måske er der i virkeligheden andre der er bedre? Opera 10 er i hvert fald et rigtig godt bud på en browser, der giver stor fleksibilitet og høj hastighed.

En af de væsentligste features i version 10 er således en ny Turbo-tilstand. En funktion som er udviklet til at give glidende og problemfri surfing, selvom du måtte være strandet på en sløv wi-fi forbindelse eller på tunge sider som eksempelvis Googles Gmail.

Tilstanden slås til ved at klikke på det lille ur-ikon nederst til venstre i browseren. Ved at optimere datastrømmen og komprimere indholdet reducerer Turbo-tilstanden datamængden med op til 80 %. Dermed er siden hurtigere fremme på skærmen (op til 40 % hurtigere, fortæller Opera).

Og det virker. Ikke at browseren i forvejen er langsom - det er den faktisk langt fra. Men man mærker klart en forbedring, når Turbo-tilstanden er slået til.

Dog ikke helt uden omkostninger. Billederne komprimeres nemlig synligt, især på tunge sider. Det er dog i de fleste tilfælde en fornuftig pris at betale, da de grynede billeder sjældent genere det helt store.

Kun på en enkelt webside oplevede vi at billeder og andet indhold slet ikke kom igennem. Men måske er det en bug, som Opera hurtigt får fikset.

En af de øvrige forbedringer i browseren er et mere strømlinet interface, som i sin enkelhed kan minde lidt om Chrome, hvilket dog ikke gør det værre af den grund. Brugerfladen er imødekommende, overskuelig og behagelig at arbejde med.

Fleksibiliteten er ligeledes optimeret betragteligt. Særligt i forhold til tabs (det var faktisk Opera, der opfandt browser-tabs, som nu efterhånden er at finde i alle andre browsere).

De åbne tabs er nu udstyret med fuldt thumbnail-billede af den side man er inde på, og giver mulighed for at hive billedet større ved at trække ned i den underliggende bjælke. Fanebjælken kan desuden flyttes ned i bunden af siden eller ud i højre eller venstre side, som man lyster.

Det kan måske virke lidt overflødigt, men er faktisk meget smart, da man på den måde kan tilpasse opsætningen til sin skærm. Sidder man på en widescreen er det egentligt meget rart at have bjælken ude i siden, hvorimod den nok ville fylde lidt for meget dér på en almindelig skærm.

Som en sidste ny feature, kan vi nævne en indbygget email-klient. Den gør det muligt for brugeren at tjekke mails uden at skulle skifte til at andet program. Måske heller ikke ligefrem en banebrydende egenskab, der ikke er set i andre browsere, men ikke desto mindre noget, der kan gøre det lettere for folk at skifte fuldtstændigt til Opera, hvis de ønsker.

I alt i alt må man sige, at Opera er et særdeles værdigt alternativ til sine lidt større konkurrenter. I version 10 finder du nok den hurtigste browser til dato - i hvert fald når turbo-tilstanden er slået til - og så er brugerfladen en sand fornøjelse at have med at gøre.