Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Trust Iris: Skarpt videokonferencesystem til skarp pris

Når et par laptops med indbyggede kameraer og mikrofoner ikke rækker til en meningsfuld videodialog, er det på tide at opgradere til bedre værktøj. Et bud er Iris fra Trust.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hollandske Trust kender nogle af os som en konkurrencedygtig udbyder af et bredt it-tilbehørsprogram. Her på AOD har vi i 2020 testet to af firmaets webkameraer, hvoraf det dyreste – til 449 kroner – scorede en AOD Bedste Køb-Award.

Sådan et webkamera vil være en opgradering i forhold til næsten enhver laptops standardudstyr, men mere vil jo altid have mere, og især hvis man vil sælge produkter, visioner eller løsninger via en videoforbindelse, bør man endelig ikke gå ned på værktøj.

Professionelt grej

Med Iris er Trust kommet op i et – for os – uvant prislag lige under 5000 kroner ekskl. moms. Det er nok mange penge, men i forhold til lignende løsninger fra mere etablerede udbydere virker prisen faktisk attraktiv.

Med en bredde på 601 mm fylder Iris godt i landskabet, og det diskrete frontgitter domineres af et stort 4K-videokamera, som er fjedrende ophængt for ikke at gøre folk søsyge, når der lukkes op for de indbyggede højttalere.

Objektivet har motoriseret pan og tilt samt digital zoom. Man kan styre det manuelt med en handy fjernbetjening, men når man er blevet fortrolig med den grundlæggende teknik, kan man normalt overlade denne del af kontrollen til automatikken.

Iris er konstrueret til mødelokaler med op til otte deltagere, og såvel kameraet som mikrofonsystemet med fire beam-enheder kan låse sig fast på den aktive person og følge vedkommende. En overbevisende demo består i at køre ud af kameraets synsfelt og vente et øjeblik. Så retter Iris ind, placerer den talende midt i billedet og zoomer, så personens hoved og overkrop fylder mest muligt – uden at blive beskåret i top eller bund. Det er smart, for en præsentation kan blive mere levende og overbevisende, når budskabsleverandøren kan bevæge sig rundt i lokalet.

4K/UHD-videokameraet i Trust Iris registrerer AODs testkort praktisk talt perfekt og er hurtigt nok til naturlige bevægelser.

Det nødvendige

Trust er kendt for at udstyre sine produkter med de features, som brugerne virkelig lægger vægt på – og ikke så meget mere. Sådan har man også gjort med Iris. Sæt det 3 meter lange kabel i systemet, og skru USB-stikket fast, find en USB-port på en computer, tilslut strømforsyningen, og start for eksempel Zoom. Det hele tager ikke meget længere tid end at læse denne sætning.

Iris’ størrelse og vægt taler for en permanent installation. Et oversolidt vægbeslag er med i prisen, og man kan tilkøbe et forlængerkabel, en ekstra mikrofon og en tv-holder. En form for objektivdæksel havde været rar at have som privacy-filter, men i det mindste lyser en LED-ring omkring objektivet, når systemet er aktivt.

Heldigvis er der ikke noget skrabet over billed- og lydkvaliteten. Videokameraets 4K-opløsning er ægte, og vores testkort optages med naturlige farver og absolut ingen fortegning. Trust har udnyttet det forholdsvis store plastkabinet til at levere en fyldig klang, der stadig har en god taleforståelighed – ingen Anders And-skratten som fra mange laptops med højttalere på størrelse med enkroner.