Alle, der ikke er dødtrætte af ordene “blockchain” ,“krypto” og “NFT” (for ikke at tale om omtale af kvantecomputere) vil måske finde det interessant, at alle fænomenerne måske er væk om nogle få år.
De bliver formentlig erstattet af noget andet, men diskussionen om dette emne er interessant. Kan en tilstrækkelig stærk kvantecomputer, som endnu ikke er blevet opfundet, få hele blokkæde-netværket til at bryde sammen?
Det er sjovt at forestille sig, at fremtidens opfindelser har superkræfter. Vi kan måske forestille os, at virtual reality bliver forbundet med vores hjernebark. Men det gør ikke tanken til en realitet.
Kvantecomputere eksisterer på samme måde som VR-hjelme: De enheder, vi kender til, er alle meget tidlige modeller, som ville have godt af nogle forbedringer. Og dem, vi ikke kender til? Tja, hvem ved, hvad denne verdens myndigheder har planer om?
Hvis vi ser bort fra vilde spekulationer, er problemet i denne forbindelse asymmetrisk kryptografi. Der bliver dannet to nøgler, og de har et matematisk forhold – den offentlige nøgle kan være afledt af den private nøgle, men ikke omvendt.
Den offentlige nøgle er, som det fremgår af begrebet, offentlig. Den bliver brugt af alle, der vil kryptere information, som kun du kan læse. Den asymmetriske del betyder, at det at køre de krypterede data gennem den offentlige nøgle bagfra (som man ville gøre med noget i retning af Enigma for eksempel) ikke dekrypterer dem.
Til det formål skal man bruge den private nøgle, som man ikke fortæller om til nogen levende sjæl. Ud fra dette system blev blockchain, bitcoin, NFT’er (non-fungible token, dvs. dataenhed i blokkæde) og et marked, der er mere end 100 milliarder dollar værd, skabt.
Vi forestiller os naturligvis ikke et system, hvor digitale minearbejdere kan ødelægge miljøet og udbuddet af gpu’er til gamerne. Det ville også virke temmelig fjollet, hvis systemet betød, at en enkelt grå pixel blev solgt for 8,5 millioner kroner hos Bruun Rasmussen.
Vi nævner blot, at dette magasin koster blot 79,50, men det rummer langt flere pixel, og nogle af dem er ikke grå. Der skulle være nok til mere end én pr. læser.