Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Den trådløse lyd skal kastes rundt

Det er en klar trend lige nu, at enkeltstående, trådløse højttalere enten er runde eller på anden vis er indrettet til at kast trådløs lyd ud hele vejen rundt om kabinettet. Det dokumenterer denne kæmpetest af otte streaminghøjttalere i forskellige udformninger og prisklasser.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De første trådløse højttalere lignede traditionelle højttalere. De var kvadratisk designede, og enhederne sendte musikken ud i samme retning, ligesom det er tilfældet med traditionelle hi-fi-højttalere. Det er nærmest, ligesom dengang de første spillefilm dukkede op i begyndelsen af 1900-tallet: Alt foregik i en teaterkulisse, for film blev i starten opfattet som affotograferet teater. Filmfolkene blev klogere, og det er højttalerproducenterne også.

Læs også: 7 gode råd før du køber trådløs højttaler

Går du i dag ind i din lokale elektronikforretning og spotter de trådløs højttalere – som der er mange af – er det påfaldende så mange af dem, der er runde eller er formet, så lyden bliver spredt i mere end én retning. Modsat det traditionelle hi-fi-stereosæt, hvor vi benytter to højttalere til at opnå god spredning i rummet, sælges trådløse højttalere sjældent i sæt. De afsættes som enkelthøjttalere, og derfor skal de selvfølgelig formes, så de spreder lyden ud til alle sider. Den trådløse lyd skal kastes ud hele vejen rundt.

Smart ser det jo også ud med en rund højttaler. Når den så også er kompakt, er den jo mere møbleringsvenlig end de traditionelle lydkasser. Dertil kommer, at den lille trådløse højttaler sjældent er højere end et A5-ark, så den er nem at tage med overalt i boligen og endda ud i haven, hvis man er så heldig at have sådan en.

God og rund lyd
Det runde design har yderligere en fordel. Konstruktionen bliver automatisk mere stiv end i et firkantet kabinet. Det sikrer et mere vridningsstabilt produkt, der kan tåle slag og stød, og det er godt for lyden. For når kabinettet er en cylinder eller noget, der ligner, kan der ikke opnås såkaldte stående lydbølger (resonanser) inde i kabinettet.

Vi tester her otte vidt forskellige, trådløse højttalere. For at give dig et overblik over markedet har vi valgt at lade alle priskategorier være repræsenteret. De fleste runde, trådløse højttalere befinder sig i dag i prislaget omkring de 1000 kroner. Det afspejler testen også.