Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trådløse hovedtelefoner [STORTEST]: Din bedste ven på rejsen

Gode hovedtelefoner er uundværlige både i privaten, på kontoret og når du rejser. Så det er med at vælge med omhu. Her tester vi otte over ear-modeller i prisklassen omkring 3000 kroner, hvor der er masser af vellyd at hente.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad enten du streamer serier, foretager telefonmøder på kontoret eller lytter til musik på rejsen, er et sæt kvalitetshovedtelefoner nøglen til en god oplevelse. De er en uundværlig partner i hverdagen derhjemme, på kontoret og på rejse. Valget af model er derfor ikke ligegyldigt.

Hvilken model, der er bedst for dig, afhænger til en vis grad af, hvor du bruger dem. Er du meget på farten, giver det mening at vælge en let model, der kan foldes sammen, så den fylder minimalt i tasken, mens en lidt tungere model i mere lækre materialer kan være at foretrække, hvis du primært bruger hovedtelefonen på kontoret og i hjemmet.

https://www.altomdata.dk/5-staerke-tips-foer-du-koeber-hovedtelefon/

Trådløs forbindelse kan være en fordel uanset brugssituation, og det får du i alle de testede modeller. Det samme gælder støjreduktion, som er særdeles nyttigt, når du rejser i et støjende fly eller tog, men også på kontoret, så du får ro fra de travle omgivelser. Alle på nær en enkelt testdeltager tilbyder denne funktion.

Undersøg aktuelle priser

De testede modeller er alle af en kaliber, hvor man kan forvente kvalitet i både lyd, design og funktioner.
Prismæssigt befinder vi os i omegnen af de 3000 kroner. Det er her, lydkvaliteten bliver rigtig god.

Der er som udgangspunkt tale om det nyeste og bedste, producenterne tilbyder inden for denne kategori af over ear-hovedtelefoner. Markedet for hovedtelefoner rykker dog ikke helt så hurtigt som markedet for eksempelvis mobiltelefoner og bærbare computere. Visse modeller kan derfor godt have et år eller to på bagen uden at være uddaterede.

Det reflekteres som oftest i prisen. Mens den vejledende pris i gennemsnit har været omkring 3000 kroner, er visse modeller nu faldet betydeligt i pris. Nogle gange kan det således betale sig at gå efter en lidt ældre model.

Læs testene på de næste sider ...

Sennheiser PXC 550 II [TEST]: Vellydende rejsemodel

PXC 550 II kan betjenes med touch på ørekopperne.

Den er nem at folde og lyder fremragende, men døjer med et par uheldige designsvipsere

Den er ikke prangende, men PXC 550 II sidder behageligt, vejer næsten intet og er nem at klappe sammen og lægge i en taske. De diskrete plastik-hovedtelefoner er således et glimrende valg til rejsen.

Musikken pauser automatisk, når du tager hovedtelefonerne af ørerne og starter igen, når du tager dem på. Det er smart.

Forældet stik

Betjening foregår generelt nemt via touch på ørekopperne. Knapperne til Bluetooth og støjreduktion er dog små og lige lovlig godt gemt væk.

En diskret indikator med små lysprikker giver status på forbindelse og batteriniveau. Til opladning er der en Micro-USB-indgang – et sjældent syn efterhånden og ærligt ikke noget, der hører hjemme i denne prisklasse. Selv de billigste konkurrenter har USB-C.

Forrygende lydkvalitet

PXC II lyder fremragende. Der er medrivende punch og flot overskud i gengivelsen. Detaljer står klart og med god luft omkring hvert enkelt lydelement.

Også til telefonsamtaler gør PXC II sig rigtig godt takket være tre stråleformende MEMS-mikrofoner. Støjreduktionen, som kan indstilles i forskellige niveauer, er effektiv uden at føles unaturlig. Man har ikke samme fornemmelse af osteklokke som hos eksempelvis Sony.

Usmart powerfunktion

Batterilevetiden er anstændig. Du kan forvente cirka 20 timers trådløs musik med noise cancelling aktiveret.

Hovedtelefonen har dog en uheldig funktion, som kan ende med at sluge hele batteriet, inden du får lyttet til ét minuts musik. Den tænder, når du drejer ørekopperne på plads og slukker, når du vender dem fladt i foldeposition. Vi oplevede dog ofte, at de utilsigtet folder sig ud i tasken, og så ligger de dér og bruger al strømmen.

Bose QuietComfort 45 [TEST]: Effektiv støjdræber

Hvorfor pille ved en opskrift der fungerer? Den nye QC-model ligner forgængerne til forveksling.

Bose kan noget særligt, når det handler om at dræbe støjen, men lydkvaliteten er mere jævn

For få år siden kunne man ikke gå gennem business class på et oversøisk fly uden at se en skov af Bose-”hørebøffer”. Quiet Comfort-serien var synonym med støjreduktion. Sådan er det ikke længere, men når det gælder om at dæmpe støj, er Bose fortsat blandt de bedste.

Praktisk design

Det beviser den nye Quiet Comfort 45 på ganske overbevisende manér. De dæmper ikke bare lavfrekvent rumlen fra en fly- eller togmotor, men blokerer også tale næsten fuldstændig. Der er kun to tilstande at vælge imellem, ”Quiet” og ”Aware”, hvor sidstnævnte, på en blid måde, slipper lyd fra omgivelserne ind.

Man skifter mellem tilstandene med en simpel knap på venstre ørekop. På højre sidder der tre knapper til lydstyring plus en power/Bluetooth-switch på ydersiden.

Ud over et par småjusteringer er designet identisk med tidligere modeller. Ikke prangende, men let, komfortabelt og nemt at pakke sammen, så hovedtelefonen kan være i rejsetasken.

Lydkvaliteten når desværre ikke samme niveau som de bedste konkurrenter. Der er fint med detaljer og en veldoseret bund, men den øvre mellemtone er fremhævet i en grad, så det er tæt på det nasale.

Til gengæld er hovedtelefonen god til telefonsamtaler, hvor netop denne lydprofil, som fremhæver stemmer, kommer til sin ret.

Aiaiai TMA-2 HD Wireless [TEST]: Byg-selv-headset med flot lyd

Du kan udskifte de fleste komponenter på den minimalistiske danske Aiaiai-model.

Skullcandy Crusher ANC [TEST]: Bastung kranieknuser

Skru op for den kranierystende bas med en skydeknap på ørekoppen.

B&O Beoplay HX [TEST]: Gennemført kvalitet til heftig pris

Der er anvendt materialer af høj kvalitet i B&Os designlækre model.

Designkvaliteten kan man ikke sætte en finger på, men HX er hundedyr, og betjeningen halter

Intet headset udstråler helt samme grad af afslappet overskud som B&O’s luksuriøse modeller. Med HX går den danske producent et skridt videre.

Den er en videreudvikling af H9-serien. Med et overfladisk blik ligner den H9i, men har gennemgået et diskret redesign, både i udseende, komfort og betjening. Den sidder behageligt. Betjeningen er dog ikke optimal. Volumen justeres ved at dreje fingeren rundt i en cirkel, markeret med små streger. Det fungerer, men muligheden for fejlbetjening er ret stor.

Krystalklare opkald

Beoplay HX’s evne til at registrere, om du har hovedtelefonen på hovedet eller ej er dog en glimrende feature. Det er sådan noget, der kan betyde meget, hvis du lytter til musik på kontoret, men jævnligt må tage hovedtelefonerne af, når en kollega kommer forbi og vil snakke.

Netop arbejdsbrug er noget, B&O har haft fokus på. Beoplay HX har seks mikrofoner til at fange din stemme, så du kan foretage telefon- og videosamtaler i høj kvalitet.

At lytte til musik er også en fornøjelse. Der er flot tilstedeværelse, stram bund og høj definition i detaljerne. ANC’en er også god, og med 40 timers batteri klarer hovedtelefonen den længste flyvetur.

Philips Fidelio L3 [TEST]: Ægte hi-fi på farten

Der er ikke sparet på materialerne, selvom prisen er ganske fornuftig.

Hos Fidelio L3 er der ikke skåret nogen hjørner i det gennemført lækre design

Her står den på aluminium og læder i et særdeles velkonstrueret design, der både er flot og komfortabelt, omend en anelse tungt og ikke så mobilt som nogle af konkurrenterne.

Der er touchstyring på ørekopperne til musikkontrol og stemmestyring samt solide fysiske knapper til ANC-funktioner, mikrofon og power. Inde i ørekopperne er der desuden sensorer, som sørger for, at musikken pauser, når du tager hovedtelefonen af.

God luft i lydbillede

På funktionalitet er der således ikke en finger at sætte på L3, og det er der heller ikke på lydkvaliteten.
Der er god bund og fin luft til detaljer i toppen af lydbilledet, dog kan man savne lidt punch og dynamik.

Høj kvalitet - fin pris

De tætsiddende ørekopper og den stærke ANC-teknologi sørger for effektiv støjreduktion. Selv med denne slået til, er batteritiden ret imponerende på op til 30 timers spilletid. Uden er den helt op til 35 timer.

Til en pris på 2499 kroner er det ikke engang, fordi Fidelio L3 er voldsomt dyr. Det er svært at finde højere kvalitet til den pris, i hvert fald når det gælder design og materialer.

Sony WH-1000XM4 [TEST]: Topsmarte, men lydmagien mangler

De strømlinede hovedtelefoner har særledes effektiv støjreduktion.

På støjreduktion og smarte features er der ingen, der slår Sony, men bassen er overeksponeret

Med WH-1000XM-serien af headsets er det lykkedes Sony at vælte Bose af tronen som markedets stærkeste støjdræber.

Det er lige, før det er for meget. At slå støjreduktion til på WH-1000XM4, er lidt som at bevæge sig ind i et trykkammer. Hver gang, der åbner sig en sprække, føler man et sug i øret. Der findes hovedtelefoner, som dæmper støjen mere naturligt, omend ikke så effektivt.

Propfyldt med teknologi

Vi er ikke så meget til bronzedetaljerne, men ellers er designet så diskret, praktisk og komfortabelt, som det vel nærmest kan blive. Headsettet kan foldes og passer nemt ned i tasken.

Der er touchbetjening på ørekopperne, og headsettet er proppet med smart teknologi. Det anmoder selv om parring, når du tænder det, og der er mulighed for stemmestyring med diverse assistenter.

Ryd op i basbulderet

Det er også i stand til at afpasse lyden til de steder, du kommer. Ganske smart, hvis du føler behov for at åbne op for omverdenen efter at have siddet med ANC i bussen, eller hvis du konsekvent ønsker ANC aktiveret på jobbet.

En ny funktion pauser musikken og åbner for omverdenens lyde, når du taler. Den fungerer overraskende godt, men tag nu de ”hørebøffer” af i kiosken. Det er almindelig høflighed.

Batteritiden er god, og headsettet lader relativt hurtigt. Det eneste, vi har at komme efter, er lyden. Der er skruet op for bassen i en grad, så detaljerne drukner.

Du kan selv gøre meget for at rette dette med EQ’en i mobil-appen. Og har du abonnement på Tidal eller en anden streamingtjeneste, der understøtter det, kan du bruge 360 Reality Audio. Her kalibreres lyden til dine ører, og det gør altså en forskel.

Teknologien skaber en fin surround-effekt, men måske vigtigst af alt, så rydder den op i headsettets basbulder og sikrer et veldefineret lydbillede, hvor detaljerne står flot og skarpt.

Selvom der findes støjreducerende hovedtelefoner, der grundlæggende lyder bedre (eksempelvis de nye Shure Aonic 50), er der ingen, der slår Sony WH-1000XM4 på bekvemmelighed, støjreduktion og smarte funktioner.

Shure Aonic 50 [TEST]: Lyd og design af højeste klasse

Det brune læder og blanke aluminum udstråler klassisk hi-fi.

Lyden er himmelsk, designet drønlækkert, og du får nogle rigtig gode features

Shure har mere end 100 års erfaring fra den professionelle lydverden og står blandt andet bag nogle af markedets mest populære mikrofoner nogensinde.

Men Aonic er de første trådløse hovedtelefoner med noise cancelling fra producenten. Og man må sige, at Shure går ind på markedet med stil.

Raffineret design

Hovedtelefonen har et klassisk hi-fi-look med læder og aluminium som de bærende materialer.
Den simple plast på siden af ørekopperne virker lidt uambitiøst i forhold til resten, men i vores brune testeksemplar matchede den ikke desto mindre læderet ganske, så det er til at leve med.

Der er tale om et over ear-headset af lidt større format. Pasformen justeres nemt, og de bløde ørepuder sidder behageligt.

Ørekopperne kan klappes fladt ned, så headsettet er nemmere at tage med. Aonic 50 kan dog ikke foldes som eksempelvis Sonys og Sennheisers modeller, så den fylder lidt mere i tasken.

Der er fysiske knapper til betjening på siden af ørekopperne. I den tilhørende ShurePlay-app er der mulighed for at foretage yderligere indstillinger. I æsken medfølger minijack-kabel med TRRS til smartphones samt et USB-kabel til opladning.

Sug i øret

Der to niveauer af støjreduktionen. ”Max” er effektiv, men har den vakuum-effekt, vi også oplever i Sony WH-1000M4. Det bevirker, at der kan komme sug i øret, hvis der momentvis slipper luft ind, når du sidder i et tog eller fly.

Men så er det fint, at man kan skifte til den mere diskrete ”Normal”, som ikke har denne bieffekt. Der er også ”Enviromental mode”, som lukker lyd fra omgivelserne ind. Det sker på en naturlig og behagelig måde.

Fremragende lydkvalitet

Lyden er intet mindre end fabelagtig. Der er en rumlighed i lydbilledet, et overskud i gengivelsen og en præcision i stereoperspektivet, som ikke matches af nogen andre i testen. Bassen er fyldig og varm, men dominerer ikke. Der er rigelig plads til de andre elementer, og det resulterer i en uhørt balance i lydbilledet.

Et bredt udvalg af codecs sikrer, at du får det optimale ud af musikken, når du lytter trådløst. Headsettet kan også tilsluttes via USB. Især når du lytter til musik musik i høj kvalitet, eksempelvis via Tidal, er der noget at hente ved at lytte kablet.

Der er mere overskud, flottere gengivelse, især i de ydre dele af spektret, og større dynamik. Batteritiden er fin uden at være overældende. Du får 20 timer med ANC. Opladningen er dog lidt langsom.