Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trådløs lyd i hele hytten

Spil din digitale musik i hele hjemmet via dit trådløse netværk og en ny serie musikenheder fra Cisco.

Af Søren J. Svendsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mp3-musikken og internettet har givet sorger for musikindustrien og de virkelig audiofile, der hader lyddestruktionen, men for mange af os har der været flere glæder. Vi har fået frigjort musikoplevelsen i en grad med iPods, uendelig musik hos TDC Play, tjenester som Last.fm, netradio og meget andet, der får Walkman-revolutionen til at blegne. Ja, måske er der ligefrem blevet åbnet nogle musikalske døre og udvidet lidt horisont for et par stykker derude, hvis vi altså er rigtig heldige.

Men vi døjer fortsat med filforvirring, formatpjat og uskønne forsøg på at lave ”Home Entertainment Netværk” på en farfar-venlig facon. Selv hvis farfar har en iPod, er han stadig ikke rigtig i stand til at høre sin digitaliserede samling af blues og rock uden bøvl, i hvert fald ikke hvis han vil tillade sig at gøre det i alle husets rum.

Løsning fra Cisco

Hjemmenetværket er der sådan set allerede hos mange af os, men det er problematisk at få sin musik ”placeret” i musikanlægget uden at skulle tænde en pc eller et mediecenter og lave lange ledningstræk gennem det halve hus. Og selv når det er udført, har du så stadig bøvlet med at styre musikken. Skal det gøres fra pc’en – så den skal være tændt? Eller iPod’en? Det er jo håbløst.

Faktisk er det blevet nemmere med Ciscos nye Linksys Wireless Home Audio-serie, for her bygger Cisco bro mellem trådløst netværk, digital musik og dine musikanlæg – også selvom pc’en ikke er tændt. Kernen er naturligvis Ciscos egen netværksteknologi til private forbrugere baseret på 802.11n.

Meningen er, at du blot med en enkelt musikenhed og en router kan få den netbaserede og den fysiske verden til at mødes. Du har alle dine musikfiler i alskens formater på pc’er, harddiske og sågar ude på internettet, men du har et anlæg i stuen, pc’en er dog på køkkenbordet, og du gider ikke koble den til surroundanlægget med en lang ledning.

Trådløst netværk er kernen

For at få gang i Wireless Home Audio skal du have mindst ét trådløst netværk konfigureret i dit hus. Dette skal du så tilslutte din digitale musiksamling og en musikenhed fra Cisco. Det kan eksempelvis være din pc, som har delt sit musikbibliotek til netværket. Men så skal den jo være tændt.

Nej, smartere er det, hvis du har en USB-disk sluttet til bag på Cisco Conductor eller Director, hvor al din musik er på. Du kan også bare bruge iPod’en via dock’en. Har du en netværksrouter med indbygget Universal PnP og medieserverfunktion, kan du slutte harddisken til her.

Pludselig kan du afspille din iPod-musik fra alle enheder på netværket, både pc’en og hvert af Cisco-apparaterne. Lyden får du enten ud gennem f.eks. den store Cisco Conductor, der har integreret højttalere, eller du kan vælge den lidt mindre Cisco Director, der har indbygget forstærker til separate højttalere på op til 2x60 W. Du kan også slutte dit allerede glimrende musikanlæg til den mindste enhed, Cisco Player, som fungerer som netværksmodtager og afspiller, der kan sende lyden ind i anlægget via phono- eller S/PDIF-kobling.

Op at spille

Nu skal du så bare lige have sat netværksrettighederne først, så er Cisco-apparaterne ellers klar til at spille alt for dig, uanset hvor du gemmer musikken (med undtagelse af cd’erne i kasserne nede i kælderen). Til det kan du installere Cisco Media Player og Cisco Media Server. Det er et program, der giver dig et hårdt tiltrængt overblik af dine netværksdimser, for det går hen og bliver en smule kompliceret efterhånden.

Med Cisco Media Center- og Linksys EasyLink Advisor-software kan du både overskue og styre dine afspillere, hvilket er en god hjælp, når du sidder foran pc’en alligevel. Desværre er det ikke muligt at tænde enhederne, der bliver du nødt til at rejse dig op eller bruge den simple fjernbetjening.

I forbindelse med opsætningen i softwaren kan du tegne et prøveabonnement på Audiolounge, som er en betalingstjeneste med streaming af musik, der kan afvikles fra netværket. Det er ret smart, for du kan søge i i musikken på netværket eller på tjenesten direkte, søge på titler, kunstnere, album og genrer.

Last.fm og de andre musiktjenester som TDC PLAY virker ikke. Men ak, digitale værker, rettigheder og landegrænser – som du måske ved – er stadig en ret giftig cocktail.

De små problemer

Desværre oplever jeg en del, små glitches, som ikke ødelægger fornøjelsen, men forstyrrer den. Cisco’erne er lang tid om at starte op, så glem alt om at tænde for musikken med det samme. Vent venligst 30 sekunder. Og vent så lige 15-20 sekunder mere, mens netværket vågner op til kamp. Det kan godt være hårdt for tålmodigheden.

Langsom respons og tilsyneladende fastfrysninger opstår også flere gange og forvirrer, fordi man ikke helt aner, om man bare skal vente, eller om softwaren er styrtet – det er den som regel ikke. Cd-drevet kan nogle gange ikke se, at der er en skive sat i.

Hører du musik via netværket – og det er der jo nok en ret stor sandsynlighed for, nu da det er hele eksistensberettigelsen for Wireless Audio At Home – så vil du opleve, at netradioen holder op med at spille, hvis der kommer netværksbøvl. Med mellemrum dropper Ciscoerne forbindelsen, og så stopper den alt, den var i færd med. Irriterende.

Konklusion

Efter en rum tid med Ciscos Premium opsætning i huset har jeg overordnet set en rar fornemmelse af, at jeg kan afspille min musik, når jeg har lyst til det og hvorfra på matriklen, det måtte behage mig. Jeg smider mig i sofaen og bladrer med Cisco Controller over på Conductor’en, der står på køkkenbordet.

Jeg vælger at afspille en playliste fra musikbiblioteket, der er på min iPod, og efter en halv times tid finder jeg noget netradio frem fra DR. Fra Controlleren kan jeg smide musikken fra min USB-harddisk. Al min musik ligger på en harddisk, der er sluttet til Ciscoen ved siden af min iPod, som jeg nu kan afspille musik fra i hele huset, selv henne fra pc’en. Det fungerer jo.

Jeg er nok mest imponeret og kun lidt irriteret på grund af de skavanker, der er nævnt, men rigtig imponeret af den øvrige udførsel og ikke mindst den ret gode integration, som Cisco har fundet frem til. Cisco Conductor er den perfekte enhed til køkkenbordet, der ikke kun hamler op med en DAB-radio, men slår den så hårdt hjem, at den er røget helt af brættet.

Der sker endelig noget på et marked, der de sidste mange år har været oversvømmet af kedelige, ensartede og fuldstændig overflødige produkter: netværksroutere. Hvem har brug for endnu en flødefarvet ligegyldig netværksdims fra Fjernøsten?

Prisen er en anden snak. Det er rævedyrt at komme i gang med her lige nu, og det påvirker naturligvis bedømmelsen i ”Kvalitet”. Conductor’en ligger under de 5.000 kroner. Altså, fem tusind kroner. Det er der ganske vist folk, der gladeligt kaster efter en iPhone – men det er altså stadig rigtig mange penge, selvom jeg gerne så mit hjem udvidet med en Conductor, når bare den er lidt mere modnet og billigere.

”Så kan den også det hele…”

Den store dirigent i hele Wireless Home Audio-symfoniorkestret er Cisco Conductor, som er en komplet og færdig musikafspiller, der kan alt med undtagelse af rent faktisk at indeholde musikken selv.

Til gengæld kan du få fat i den på alle tænkelige måder:Vvia et stik til iPod, et til USB-harddisk, netstik til EtherNet og indbygget trådløst netværk i verison N Draft 2.0 (den nyeste). Din cd-samling lytter du til via slot-in-drevet, og lyden leveres af et sæt indbyggede stereohøjttalere med subwoofer i bunden.

Via touchdisplayet på fronten eller med en helt simpel, sort fjernbetjening styrer du enheden, og det er nemt. Du kan afspille netradio, f.eks. hele DRs repertoire af digitale kanaler, som ellers kun findes på DAB.

Ellers går det ud på, at du enten browser netværkets enheder for musik eller opretter egne playlister, der holder styr på, hvor musikken gemmer sig henne. Har du også internetadgang, finder Conductor’en selv albumnavne og cover art frem løbende.

Undervejs oplevede jeg en del bøvl med enhedens cd-afspiller og netværksforbindelsen, som det aldrig lykkedes mig helt at identificere. Teknisk personale hos Cisco mente, at cd-drevet var gået i stykket, så det byttede de unit’en for, og han lovede, at det ville blive rettet med en snarlig firmwareopdatering, men det gav altså et par ridser i oplevelsen.

Cisco Conductor er lidt tung, men i princippet handy nok til at du kan flytte den med dig, da der kun skal sættes ét stik til, nemlig strøm. Selvom jeg døjede lidt med cd-drev og netværk, så er jeg meget interesseret i den til at starte mit eget ”Wireless Home Audio”-cirkus op. Men prisen skal altså have et hårdt gok nedad fra de omkring 5.000 kroner, den står til lige nu.

Datatid mener

En komplet og færdig musikafspiller der kan alt med undtagelse af rent faktisk at indeholde musikken selv.

Tekniske specs.

Tilslutning: USB, iPod, N-Draft WiFi, EtherNet, cd-afspiller
Højttaler: Indbygget 2.1
Display: 7 tommer touch
Fjernbetjening: Ja

Til dine egne højttalere

I Cisco Director får du en afspiller, som har et lidt mindre display uden touch og ingen højttaler eller cd-afspiller.

Cisco Director har dog en indbygget forstærker, så det er den, du anskaffer dig, hvis du selv vil vælge et par mindre, reolegnede højttalere (op til 2x60 W) og eventuelt en ekstra subwoofer.

Desværre kan Director nok ikke helt erstatte dit minianlæg i bogreolen, med mindre du helt har skrottet cd’en som medie. Fraværet af cd-afspiller gør nemlig, at du skal have tændt en computer med delt cd-rom-drev eller købe en ekstern cd-afspiller og slutte til via indgangen bagpå med USB-stik. Du kan også bruge phono-indgangen, selvfølgelig, men så er det slut med at kunne styre den med remoten.

Menuen er mindre lækker at betjene med softkeys, og det er en væsentlig nedgang i lækkerheden. Det efterlader desværre Director i en lidt besynderlig mellemposition. Det kan næsten erstatte dit minianlæg, men ikke helt. Og det er ikke nær så lækkert som Conductor at bruge.

Datatid mener

Mangler cd-drevet for at være komplet afløser for minianlægget, men udmærket startenhed til Wireless Audio at Home.

Tekniske specs

Indgange: USB, iPod, N-Draft WiFi, EtherNet, cd-drev, stereo phono-stik,
Udgange: Phono-stik (stereo), ledningsklips (stereo), Phono-stik til subwoober (mono), 3,5mm jack-stick (stereo), S/PDIF.
Højttalere: Nej, men forstærker til 2x60 W, subwoofer, 105W strømforsyning
Display: 3,5 tommer
Fjernbetjening: Ja

DMSPK-50-højttalere til godt 1.100 kr. virker med Director.

Passer lige til din hi-fi

Når du har din gode forstærker og højttalere i forvejen, måske også en god cd-afspiller, så er Player den ekstra enhed, du skal bruge for at få din digitale musik fra hjemmenetværket ud gennem anlægget.

Hvis du er feinschmecker, så vil du måske undre dig over, hvad du skal bruge mp3-musik til – det lyder nemlig ikke altid godt på ordentlige højttalere.

Well, Ciscos løsning understøtter FLAC-formatet, som er det eneste, digitale musikformat ud over cd, hvor man ikke smadrer dynamikken i lyden, når den komprimeres. En cd fylder så flere hundrede megabytes, men den er til gengæld også 100 procent cd-lydkvalitet, hævdes det.
Af selv samme grund er der vel ingen iPod-connector på Player, hvilket dog undrer meget og gør enheden lidt mindre interessant.

Datatid mener

Simpel, men effektiv enhed. Uden display er den dog sværere at bruge, så du er næsten nødt til at købe en Controller.

Tekniske specs

Indgange: N-Draft WiFi, EtherNet, phono-stik (stereo)
Udgange: Phono-stik (stereo), 3,5mm jack-stick (stereo), S/PDIF.
Effekt: Ingen forstærker
Display: Nej
Fjernbetjening: Ja

Til din dovne krop

En fjernbetjening med touchskærm, se det er frækt. Cisco Controller er egentlig blot touch-displayet fra Conductor, som er revet ud og sat i sin egen enhed med et par knapper tilsat.

Og modsat din konventionelle fjernbetjening til tv’et, så virker denne her med WiFi-netværket, så du kan betjene anlægget i stuen inde fra soveværelset.

Du vælger, hvilken Cisco-enhed som Controller’en skal styre (hvis der flere sat op), og nu kan du bladre rundt og lytte til netværkets delte musikfiler, lave playlister og afspille netradio fra den enhed, du vil. Alle funktioner fra Condutor, Player eller Director er kopieret over på Controller’en.

Controlleren kan desværre ikke slukkes, en besynderlig disposition, man her har foretaget, og det er næsten komisk morsomt, at man ikke kan tænde en Cisco-enhed med den. Den er alligevel lidt svær at undvære, hvis man har købt Player’en, men den er ganske for ugennemtænkt og dyr, til at jeg rigtig kan anbefale den.

Datatid mener

Kan ikke slukkes? Den er essentiel, hvis du har flere anlæg sat op eller vælger Cisco Player. Den er dyr.

Din iPod er reddet

En teknisk feature som Cisco er meget glad for og stolt af, er såkaldt ”transcoding on the fly”.

Det betyder på dansk, at Cisco’en sørger for, at din iPods specielle AAC-musik skubbes ud til dine andre mp3-afspillere korrekt oversat, så du ikke oplever problemer med kompatibilitet. Så du kan altså godt have iPod’en sat i dock inde i stuen og stadig suge musikken over på din Cisco Director i arbejdsværelset.
Pris: Kr. 600,-.

Disse formater kan du spille

Cisco Wireless Audio at Home klarer vist alt, så både Windows og Apple-fans kan være med:

WMA
AAC /AAC+
Mp3
FLAC/FLAC Lossless
AIFF
WAV
PCMOgg
MP2
Real