Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trådløs tysk net-wunderkind

Lad det være sagt med det samme: FRITZ!Box Fon WLAN 7390 er ikke for alle. Dertil er den for omfavnende – mulighederne overstiger det, mange brugere søger.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

FRITZ!Box Fon WLAN 7390 er en svær størrelse at beskrive helt fyldestgørende med et enkelt navneord. Det er nemlig en trådløs 802.11b/g/n-vdsl-modem og dual band-router i et. Der er endvidere pbx-telefoncentral, dect-basestation, og der er indbygget 500MB hukommelse til brug som en slags mini-nas-server.

Det stopper ikke her, for der er ikke mindre end to usb 2.0-porte i routeren. Her kan der blandt andet tilsluttes usb-nøgler, eksterne harddiske eller en printer, for der er printerserver i routeren.

Har man et FRITZ!WLAN-usb-netværkskort, kan man via AVM-stick og surfteknologi automatisk overføre sikkerhedsindstillinger fra FRITX!Box og isætte FRITZ!WLAN i en computer og være klar til trådløs drift med indbygget sikkerhed. Wps-teknologien kan også anvendes, hvis den understøttes af netværks-adapteren i de andre enheder.

Omfattende, men overskuelig

FRITZ!Box Fon WLAN 7390 er ret så omfattende at beskue. På bagsiden er der dsl-stik, tre stik til tilslutning af telefoner: to analoge og et til isdn/pbx-tilslutninger. Det er muligt at tilslutte otte isdn-enheder. Men som sagt fungerer routeren også som dect-basestation og det for op til seks dect-telefoner.

Yderligere kan man tilslutte ip-telefoner til de fire 1Gbit/s-lanstik. Her er det muligt at styre op til ti VoIP-konti samtidigt. Det er muligt at illudere en fax ved at angive en af de tilknyttede telefonnumre til at være fax.

Derved sender routeren indkomne fax videre til en valgt computer i form af e-mail. Det kunne godt få en til at frygte, at alle de forskellige anvendelsestyper, som FRITZ!Box Fon WLAN 7390 understøtter, gør brugerinterfacet uoverskueligt.

Det var derfor en kærkommen nyhed, at der var kommet en ny firmwareopdatering i forhold til den, der lå på routeren, hvilket størstedels gjorde bekymringerne til skamme.

Brugerinterfacet var fornuftigt inddelt i grupper med brug af faneblade, hvor der skulle præsenteres flere informationer fra forskellige underindstillinger. Endvidere er de mest avancerede indstillinger skjult for brugeren som standard, men bringes hurtigt frem ved et enkelt tast på en knap.

Testen, forløb og erfaringer

Ud over at understøtte alskens forskellige anvendelsesformål må det siges, at en af denne routers absolutte force er informationsflowet. FRITZ!Box Fon WLAN 7390 er en statistikers eller analytikers drøm. Der er overordnede informationer om alle elementer, angivelse af nøjagtig oppetid og tidsforbrug med videre.

Der er angivelse af download/upload-belastning med angivelse af involverede datatyper, informationer om tilknyttet telefonanvendelse, detaljeret oversigt over routerens energiforbrug over tid med videre. Ofte er det i form af grafer eller tabelform.

Routeren har en avanceret energiadministration. Således lukkes der ned for strømmen til ubenyttede funktioner. Energiforbruget blev således i vores begrænsede test målt til 5,6 watt i brug.

Det er muligt at anvende FRITZ!Box Fon WLAN 7390 i forbindelse med andre vdsl- eller kabelmodem eller blot som bestanddel i et netværk. Vi anvendte eksempelvis en af routerens lan-porte og omkonfigurerede den i routeren, og med et var den en wan-port.

Routerdelen har alle de nødvendige indstillinger, understøttelse af wep-, wpa- og wpa2-kryptering, portforwarding, QoS, dynamisk dns med mere.

Man kan ligeledes oprette en gæstekonto, hvor gæster kan få adgang til internettet, men ikke hjemmenetværket. Hastigheden for den trådløse forbindelse blev målt til cirka 24 til 26Mbit/s mellem en bærbar og en computer forbundet til routeren over en afstand af 7 meter. Da der ikke blev anvendt et gunstigt anbragt usb-netværkskort, er det godkendt.