Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trådklædt minicomputer

Passivt kølet desktop-computer er ultrastille, diskret og god til de små opgaver.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Helt i tråd med Shuttles baggrund inden for barebones, kan denne lille nettop-desktopcomputer også fås i en barebone-udgave. Her hedder den blot XS35GT og koster i omegnen af 1.500 kroner for kabinet med integreret processor og grafik. Hvis man eksempelvis vælger barebone-løsningen, kan man vælge det optiske drev fra og installere en ekstra 2,5”-harddisk i stedet.

De fleste vil nok synes, det er for omstændeligt. Når vi taler nettops vil langt de fleste med garanti have noget, der fra fabrikkens side er tilpasset til at udfylde rollen perfekt.

Den tavse computer

Shuttle XS35GT-804 har en fremtoning, der godt kunne forveksles med et forvokset optisk drev, især når man har set enheden forfra. Ganske vist hviler enheden på en solid ret tung fod, og det sorte kabinet er karakteriseret ved at være hullet som en si. En sætning, der sjældent borger godt, men i denne desktopcomputer er det en essentiel feature.

Der advares mod ikke at montere foden samt at lægge computeren ned. Grunden til at dette er, at XS35GT-804 er fuldstændig passivt kølet, så den ikke siger et kuk, ikke blæserrelateret i hvert fald. Helt tæt på kan der anes en smule støj fra harddisken, lejlighedsvis kan der høres svage klikkende lyde fra enheden. Men det generelle indtryk var tavshed.

Begge sider af kabinettet er perforeret af mange kvadratiske huller. Sammen med den perforerede top garanterer de, at varmen ikke bygges op inde i kabinettet.

På indersiden af siden er kabinettet foret med et si-lignende metallisk trådnet. Foruden at virke som dekorativt indslag, der skaber kontrast til det sorte plast, kan det ikke fornægtes, at metallet har bedre varmeledende egenskaber end plastmaterialet. Det kører stabilt, og XS35GT-804 bliver heller ikke påfaldende varm på overfladen.

Næste stop, next generation

Det er en velkonstrueret nettop, der giver løfter om at kunne bruges til lette opgaver. Surfing, almindelige 2D-programmer i hverdagsøjemed og afspilning af hd-film står på programmet. Mindre krævende spil som WoW skulle dog være inden for rækkevidde.

Alt undtagen det sidste blev prøvet, og hd-film i 1.080-pixels opløsning var således ikke noget problem for denne Shuttle, og således oplevedes ingen hakkeri eller ghosting.

Shuttle XS35GT-804 har et noget større kraftoverskud end første generation af atombaserede nettops. Grunden til den bedre ydelse er, at den baserer sig på Intels Atom D510 dual core-cpu på 1,66GHz samt Nvidias grafiske løsning Next Generation ION.

I forhold til første generation grafikløsning med samme navn er forskellen blandt andet, at der ikke længere deles hukommelse med systemet, og desuden er hastigheden sat op på grafikkernen og shadere. I dette tilfælde er der implementeret 512MB dedikeret ddr3-ram. System-ram er der implementeret 2GB ddr2-ram af, og harddisken er på 500GB.

Sikkert nettop-valg

Vi foretog flere målinger på XS35GT-804, der for øvrigt anvender Windows 7 Home Premium 32bit. Det er, som nævnt, ingen raket, men den har ekstra overskud i forhold til mange andre nettops.

En samlet score på 1.998 PCMarks i PCMark Vantage er i den beskedne ende af, hvad der må forventes. I SiSoftware Sandra scoredes en aggregeret aritmetisk score på 7,5GOPS. Det er cirka det dobbelte i forhold til førstegenerations-atomprocessorer.

Ydelsen er altså tilstrækkelig og føles relativt glidende, så længe det er lettere opgaver, der arbejdes med. Det hele rundes af med en usb 2.0-port og en 4 i 1-kortlæser på fronten sammen med det optiske dvd-rw-drev.

Bagpå er der yderligere 4 usb 2.0-porte, en hdmi 1,3-port, et vga-stik samt rj45-stik. Netværk består af 10/100Mbit/s lan samt 802.11n trådløst netværk.

En af de allerstørste forcer er, at energiforbruget i testen aldrig nåede over 23,5 watt ved visning af hd-film.