Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: TP-Link Tapo C200: Dette kamera har øjne i nakken

Et af markedets absolut billigste indendørs overvågningskameraer kan dække et helt rum og fungerer også fint i bælgmørke. Hemmeligheden er motorstyret vip/tilt kombineret med en stærk app.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vil man overvåge et helt rum med et enkelt ”tryghedskamera”, kan man vælge en model med et ultra-vidvinkelobjektiv og et synsfelt på 180 grader eller deromkring. Alternativt kan man investere i en løsning med et motorstyret objektiv, der både kan dreje og vippe/tilte, så man kan styre det hen på det ønskede motiv, zoome ind og tage billeder i normal rumbelysning eller totalt mørke. Så får det nærmest øjne i nakken.

Sådan en løsning kan være det forholdsvis nye TP-Link Tapo C200 overvågningskamera, som ikke optager mere plads end en coladåse, og som nogle steder kan købes online for under 300 kroner.

Det er nemt at finde en diskret placering til det, og desuden er et beslag til loftsmontering med i pakken.

Uden fiskeøjeeffekt

For en dimsoman som denne signatur, der er vild med næsten hvad som helst, der kan dytte, båtte, blinke og/eller punktsvejse under vand, er Tapo C200 et pragtfuldt legetøj. Fra Tapo-appen kan man styre ”globussen” på toppen af kameraet, dreje den hele horisonten – 360 grader – rundt og tilte den over et område på 114 grader i det lodrette plan.

Objektivet er forholdsvis vidvinklet. Præcis hvor meget har vi ikke kunnet finde ud af, men vi konstaterer lidt såkaldt tøndeforvrængning – se billedet af vores testkort. Under ”Advanced Settings” i menusystemet er der en ”Distortion Correction”-feature, som kan reducere denne forvrængning, men det koster en reduktion af synsfeltet. Vi foretrækker fabrikkens standardindstilling.

Når den ubudne gæst er lokaliseret, kan man zoome ind og tage et billede eller en video af begivenheden. Som sædvanlig er der både mikrofon og højttaler i kameraet, så man kan tale med ”gæsten” eller bede hunden om at hoppe ned fra sofaen.

Andre optagelser end skærmskud på mobilen kræver, at man finder et microSD-kort, kører kameraet helt op i dets højeste lodrette position og sætter hukommelseskortet i den matchende holder. Et kort på 128 GB rækker til 384 timers (16 dages) optagelser. Mindre kan også gøre det, og under alle omstændigheder slipper man for at betale (endnu) et abonnement i skyen.


Frit for såkaldt tøndeforvrængning er Tapo C200 ikke, men et fiskeøjeobjektiv med et tilsvarende synsfelt vil fortegne langt mere. Til prisen er skarpheden godkendt, og farverne er også i orden.

Flot billede til prisen

Det tilbyder TP-Link slet ikke til dette overvågningskamera. Vi havde gerne set en mulighed for lagringsplads i skyen, men et kompromis er at tilkøbe et hukommelseskort og satse på, at en eventuel indbrudstyv overser det lille kamera i jagten på et mere værdifuldt bytte.

”Capture every detail in crystal-clear 1080p definition”, står der på emballagen til Tapo C200. I vores optik er billedet ikke knivskarpt, men til prisen er optagelserne af både stillbilleder og video imponerende gode og absolut brugbare. Det tæller også, at kameraet kan tage billeder – i sort/hvid – i totalt mørke på afstande op til 9 meter.

Ligesom smartphones har en Flight Mode, som afskærer enhver kontakt til omverdenen, tilbyder TP-Link en Privacy Mode, der deaktiverer streaming og optagefunktioner, så skærmen bliver sort, og kameraet hverken ser eller hører noget som helst.

Ellers kan den indbyggede bevægelsessensor være nærmest hysterisk følsom og får kameraet i standardindstilling til at dytte og båtte mere, end selv vi bryder os om. Heldigvis kan niveauet reduceres til ”Low”.

Endelig er det muligt at få kameraet til at trigge en lys- eller lydalarm. Så kan en indbrudstyv måske stresses ved pludselig at blive blændet af en projektør.