Mens teleindustrien har travlt med at grave gader og veje op for at trække fiberkabler eller andre hurtige bredbåndsforbindelser, glemmer vi nemt, at der stadig er tusindvis af adresser i Danmark uden adgang til tidssvarende kabelnet. Men den udfordring kan nemt løses på steder, hvor mobildækningen er bare nogenlunde god.
TP-Link Deco X20-4G er en router, der bruger mobilnettet til at kommunikere via internettet, og den strømforsynes fra lysnettet, så den kommer til at fungere som stationær mobilrouter. Som modelbetegnelsen fortæller, bruger dette hotspot 4G-mobilbåndene.
Det lyder lidt skrabet i disse 5G-tider, men det valg er nok truffet for at holde prisen nede. Vi kan tilføje, at selv om smartphonens 5G-indikator er tændt, er der mange steder endnu ikke særlig meget fart på den hypede teknologi. Det er også et spørgsmål om penge.
Til gengæld har X20-4G indbygget en trådløs router med Wi-Fi 6-teknologi. Ydermere er der tre LAN-porte i gigabit-klassen, to tilslutninger for eksterne antenner og mulighed for at udvide dækningsområdet ved at bygge videre på routeren med mesh-enheder fra TP-Links Deco-produktfamilie, for eksempel X20-sættet, der blev udnævnt til AOD Bedste Køb i stortesten i nummer 14.
Efter vores mening er TP-Links netværksenheder nogle af de nemmeste at få op at køre, og Deco X20-4G er ingen undtagelse fra denne regel. Sæt et sim-kort i nanostørrelse i soklen i bunden, og slut strøm til hotspottet, download Deco-appen, og start den. Følg derefter anvisningerne på skærmen.