Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: TP-Link Deco M9 Plus: Deco kan gøre dit smarte hjem (lidt) smartere

Det seneste Deco mesh-system fra TP-Link kan ikke alene Wi-Fi-dække selv meget store hjem. Det kan også fungere som hub for smarte enheder fra producenten selv plus flere andre mærker, bl.a. Philips Hue, Amazon Alexa, Nest og Samsung.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Deco M9 Plus er navnet på den tredje og hidtil stærkeste mesh-generation fra TP-Link. I forhold til Deco M5, som vi testede for godt et år siden i nummer 11/2017, er prisen for en 3-pack steget 500 kroner, men performancemæssigt er vi rykket flere klasser op, og firmaet lover Wi-Fi-dækning af 600 kvadrat-meter fordelt på op til tre etager.

Først og fremmest er M9 Plus AC2200-klassificeret og har en teoretisk hastighed på 2,2 Gbps, hvor M5 nøjes med AC1300-data. Dernæst kan det nye system fungere som hub for nogle af de smarte enheder, der bliver flere og flere af i vores smarte, opkoblede hjem.

Ud over Wi-Fi og Bluetooth har TP-Link udrustet M9 Plus med ZigBee-teknologi. Den sidste protokol gør det muligt at kontrollere ganske mange smarte pærer og stikkontakter samt sikkerhedsprodukter som sensorer og låse.

Kys dine hubs og apps farvel – eller?

Aktuelt er udvalget af smarte enheder, som er kompatible med Deco M9 Plus, overskueligt. Der er 41 produkter på firmaets liste, og heraf står der TP-Link på de 15. Dette tal skal gerne vokse i den nærmeste fremtid, og det er der også plads til, for systemet kan have mere end 100 enheder tilkoblet samtidigt.

Vi er nogle stykker, som kunne få et nemmere Wi-Fi-liv, hvis et mesh-system – eller en kraftig router – kunne klare alle husets opkoblede enheder. Nogle løsninger kræver imidlertid en hub – eller bridge, switch eller gateway, kært barn kan have mange navne – til at skabe forbindelse mellem enhederne og den egentlige router.

Et velkendt eksempel er Philips’ smarte Hue-lyssystem, som ikke fungerer ordentligt uden sådan en mellemstation. TP-Links app kan styre Hue-lamper, men man slipper ikke for hubben. Til gengæld kan man klare sig uden Hue-appen.

Omvendt er situationen med TP-Links smarte pærer og stikkontakter. De kan ikke bruges sammen med M9 Plus, uden at firmaets egen Kasa-app er installeret på smartphonen, men ellers stiller de ingen særlige krav.

Vi kunne godt leve uden Hue-hubben. På den anden side er Philips’ app noget mere sexet og intuitiv end TP-Links. Men Philips tilbyder ikke stikkontakter, som vi ikke kan undvære til lamper, der ikke er kompatible med Hue-pærer. Og sådan kan vi blive ved.

En anden uomgængelig hub her på adressen er den, der holder Netgears Arlo-overvågningskameraer kørende. Den er fysisk stor og temmelig strømslugende, men den giver større rækkevidde end en typisk router eller mesh-enhed, samtidig med at den sørger for, at kameraerne ikke sluger noget af netværkets trådløse båndbredde.

Her på Alt om DATA synes vi bestemt, at TP-Link har taget et rigtigt godt initiativ, men i vores optik er der lang vej igen, før vi står med en branchestandard i stil med f.eks. Wi-Fi eller Bluetooth. I mellemtiden kan programmørerne iblandt os hygge sig med at kode handlinger under IFTTT-paraplyen.

Et meget komplet mesh-system

Vi blev så glade, da vi så, at hver Deco M9 Plus-enhed – i modsætning til de fleste af markedets mesh-produkter – har en USB-port. Måske ikke et must-have, men i det mindste nice-to-have. Sådan lader TP-Link også til at have tænkt, for i den elektroniske brugermanual står der blot ”Reserved” ved denne tilslutning. Det vil sige, at her og nu er dens funktionalitet begrænset til opladning af en smartphone eller lignende.

TP-Link fortsætter samarbejdet med Trend Micro og bundler et 3-års abonnement på HomeCare med mesh-systemet. Denne pakke omfatter både avanceret antivirus og forældrekontrol. Det første kan man måske ikke få for meget af, og det sidste lader til at være noget, som især amerikanske forældre går højt op i. Vi hører meget gerne fra læsere, som har erfaring med og/eller holdninger til brug af forældrekontrol.

TP-Link har udviklet ny teknologi til at maksimere kapaciteten i et mesh-system ved at kombinere alle tre frekvensbånd, når situationen og datatrafikken gør det ønskeligt.

Da Deco M9 Plus er et AC2200-klassificeret mesh-system, benytter det sig af tre frekvensbånd med en kapacitet på 400 Mbps på 2,4 GHz og 2 x 867 Mbps på 5 GHz.
I mesh-verdenen er det almindeligt, at det ene 5 GHz-frekvensbånd i et tri-band-system bruges som såkaldt backhaul (”returlast”) kanal til intern kommunikation mellem enhederne.

Her er TP-Link gået længere og har gjort det muligt at bruge samtlige frekvensbånd til backhaul i situationer, hvor systemet vurderer, at tung trafik på netværket kan afvikles bedre på denne måde.

Stemmestyring med Amazon Alexa er Deco M9 Plus klar til, når denne teknologi bliver tilgængelig her i landet. På udenlandske websites har vi læst os til, at man vil kunne bruge sin milde røst til at aktivere et QoS (Quality of Service eller båndbredde-prioritering) forvalg samt slå sit gæstenetværk til og fra.

Og med IFTTT-applets sættes grænserne næsten kun af fantasien. Hvad med at få tændt lyset i forhaven, når en bestilt taxi er fremme, eller få Hue-pærerne til at skifte farve, når favoritholdet scorer?

Internethastigheder målt fire steder i huset med tre forskellige smartphones og en notebook med ekstern Wi-Fi-adapter.

Nem opsætning og indstilling

Vi har skrevet det før: Der er efterhånden ikke meget voodoo tilbage i nogenlunde almindelig router-opsætning, og et mesh-system rummer heller ikke mange udfordringer, når blot man kan starte den tilhørende app.

Hos os har det ikke taget meget tid at komme i gang, og det har virket tillidsvækkende, at man nemt kan fortælle systemet, om de tre enheder skal placeres i et hjem med én, to eller tre etager.

Ventetiderne har også været rimelige, ikke mindst fordi systemet evner at kommunikere på en måde, så man kan se, at der sker noget. De obligatoriske firmware-opdateringer, som kan tage nogen tid, føles mindre irriterende, fordi man stadig kan arbejde på nettet, mens de foregår.

Fortæl Deco-appen, hvor mange etager der er i huset, og lad den guide dig til de bedste placeringer for Deco M9 Plus-enhederne. Det virker faktisk og går ret hurtigt.

Vi har heller ikke haft problemer med at lade Deco kontrollere Hue-pærer og smarte enheder fra TP-Link. Hue-funktionaliteten kræver en parring af hubben og Deco, hvorefter Hue-enhederne dukker op på menuen i Deco-appen, og her kan man navngive og indstille pærernes lys.

TP-Links pærer og stikkontakter bliver tilgængelige, så snart man har installeret firmaets Kasa-app, og så kan man i princippet styre alt lys i huset på én menu i en enkelt app. Desværre blokerer denne løsning for den velkendte Hue-app, som i vores øjne er noget mere elegant og intuitiv at bruge. Hos os er resultatet blevet en både/og-løsning, hvor Hue- og Kasa-ikonerne står side om side på smartphone-startskærmen.

Flotte præstationer

Siden vores sidste router-test, har YouSee været i gavehumør og ”foræret” os 100 Mbps i download-hastighed. Derfor rapporterer Deco-appens kablede testfunktion nu 461 Mbps i denne disciplin og nogenlunde uændret 68 Mbps upload. Tilsvarende er nogle af de trådløse hastighedsmålinger i vores testmiljø også kravlet højere op på speedo-meterskalaen.

Endnu mere imponerende er ping- eller svartiden, som vi har målt til et sted mellem 4 og 5 millisekunder (ms) – værdifuld bonusinfo til gamere! Dog er det lidt mystisk, at vi kun har kunnet bruge Speedtest til kablede hastighedsmålinger på en enkelt af vores desktop-pc’er – en HP Z230 arbejdsstation fra 2013.

Sådan tester vi

Denne test er udført hjemme hos overtegnede skribent, som bor i et lille hus med et bebygget areal på 80 kvm og tre etager – kælder, stue og første sal. Alle vægge er muret eller støbt i beton uden stål, og etageadskillelserne er af træ. Testen foregår fra kontoret i kælderen, hvor den primære router under test placeres ved siden af et bredbåndsmodem (SagemCom F@ST3890) med deaktiveret Wi-Fi fra YouSee, som leverer en kablet internetforbindelse på 400/60 Mbps nominelt og omkring 470/70 Mbps i praksis.

I denne test har den anden enhed været placeret i tv-stuen og den tredje på første sal. Til måling af hastighed bruger vi appen Speedtest, som er tilgængelig på alle relevante platforme. Routernes rækkevidde bestemmer vi ved at måle hastigheden på fire forskellige positioner i huset – med tre forskellige smartphones plus en bærbar computer – og notere alle resultaterne i en tabel. Denne enkle måleteknik, som enhver læser selv kan bruge i sit eget miljø, giver efter vores erfaring et realistisk indtryk af, hvordan en router performer i praksis med forskellige mobile klienter.

Vores to nyere maskiner, som begge er fra Lenovo, kan ikke køre Speedtest kablet gennem Deco M9 Plus. Programmet indlæses og starter med turbo på ping-testen, men så crasher det uden fejlmeldinger af nogen art. Kan det være en hidtil ukendt fejl i Lenovos netværkskort? Måske – vi aner det ikke.

Vores trådløse hastighedsmålinger viser, at Deco M9 Plus ikke har helt så kraftige radioer som de stærkeste konkurrenter, men totalt set er dækningen af vores testmiljø absolut tilfredsstillende. Vores walkaround-test, hvor vi streamer et tv-program til en smartphone og går rundt i huset med den, er lige til et 12-tal.