Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Toyota Prius Plug-in Solar: Hybridbilen oplader sig selv

Toyota Prius Plug-in er ikke bare en fuldblods hybridbil. Den fungerer også som ren elbil, og så har den solceller på taget, så den kan oplade sig selv. Vi tog bilen på en testtur.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Bilmarkedet er i en overgangsfase. De rene benzin- og dieselbiler lever på lånt tid. El er vejen frem, men teknologien er stadig i sin tidlige fase med visse udfordringer, der skal overvindes, for at den helt kan matche de gamle fossildrevne biler i rækkevidde og optankningstid.

Hybridbilerne er overgangsløsningen. De bygger bro mellem de to teknologier ved at lade en elmotor hjælpe benzinmotoren, så du får markant længere rækkevidde og dermed også et lavere udslip af CO2 og skadelige partikler. Det uden at give køb på den tryghed, der ligger i, at du til enhver tid kan køre ind på den nærmeste tankstation, når bilen er ved at løbe tør for brændstof.

Helt så miljøvenlig som en elbil er hybridbilen dog ikke. Men ved at smide en ekstra elmotor og et større batteri i sin Prius Plug-in har Toyota gjort det muligt at bruge bilen både som hybrid og som ren elbil.

Kør konservativt

Batteriet rækker dog kun til kortere ture. Men det kan også være fint nok, hvis du eksempelvis bruger bilen til at køre gennem byen til og fra arbejde. Det var netop, hvad vi gjorde, da vi testede den.

Toyota Prius Plug-in Solar er angivet til at kunne klare cirka 50 kilometer på en opladning. Hvad du reelt får ud af den, afhænger dog meget af din kørestil. Vi blev lidt chokerede, da strømmen allerede var brugt efter et par ture på sammenlagt cirka tyve kilometer første dag med bilen.

I løbet af den uge, vi testede, lærte vi dog, at konservativ kørsel er vejen frem. Ved at køre jævnt og behersket kan du spare rigtig megen strøm. Sidst på ugen begyndte vi at kunne ramme noget, der lå væsentligt tættere på de angivne 50 kilometer (bilen lærer din kørsel at kende og udregner den specifikke rækkevidde efter det).

For at hjælpe dig til en mere energirigtig kørsel, vises din brug af motorkraft på displayet, og efter hver opstart og nedbremsning får du point for, hvor godt du har kørt. Det er en rigtig god hjælp til at spare på strømmen. Selvfølgelig hjælper det også at slukke for musik og klimaanlæg. Da vi testede midt i januar, har bilvarmen været med til at øge strømforbruget, omend dette er indregnet i den angivne rækkevidde.

Bilen giver dig point for hvor energirigtigt du kører.

Vælger du ikke at køre ren el, skifter bilen selv mellem benzin- og elmotor eller en kombination af de to. På displayet kan du hele tiden følge med i, hvilken type energi der driver bil, aircondition, musikanlæg m.m.

Du kan hele tiden se hvordan energien distribueres i bilen.

Takket være en særlig varmepumpe med gas-indsprøjtning er det faktisk ikke så megen strøm, der ryger på klimaanlægget. Varmepumpen bidrager også til at holde batte-riet på en fornuftig temperatur, så det ikke taber så megen strøm i vinterkulden, som ellers kan være tilfældet.

I hybridtilstand kan bilen præstere en rækkevidde på op til 29,4 kilometer på literen. Elmotoren tager således godt ved, også når benzinmotoren er aktiv.

Oplader sig selv

Da der er tale om en plug-in-hybrid kan opladning af bilen ske med et ladekabel. Indgangen sidder modsat af benzinlugen. Der er tale om et standardstik, som passer til de fleste af de standere, der står rundt omkring i landet. Dog ikke turbo-ladere, da dette desværre ikke er understøttet. Ved en almindelig ladestander tager en opladning cirka to timer. Oplader du derhjemme via en almindelig strømudgang, skal du beregne cirka tre timer.

Med bilen følger to års gratis opladning hos Clever, hvilket er en ret fin bonus at tage med, især hvis du ikke selv har en opladestander derhjemme.

Som noget ganske særligt byder den testede model også på en ekstra mulighed for at oplade. Den har solceller på taget. Det betyder, at den rent faktisk kan oplade selv, blot den står ude i solen.

Det er selvsagt ikke sådan, at du kan regne med en fuldt opladt bil, hver morgen du skal på arbejde, slet ikke en mørk januar, som da vi testede den. Men taget skal ikke desto mindre være i stand til at forsyne bilen med strøm svarende til 1000 kilometer om året, eller cirka 3 kilometer om dagen. Så lidt batter det alligevel.

Det er dog svært at se hvor meget strøm, der kommer fra solcellerne. Når bilen kører, går strømmen direkte til det indbyggede anlæg. Når bilen holder stille går strømmen ned i et lille batteri, og først når dette er fuldt, går den ned i kørebatteriet og figurerer på tælleren. I løbet af den tid kan du have nået at oplade bilen selv og derfor have svært ved at se, om der også er kommet strøm fra solcellerne. Det ville være sjovt som bilejer at vide hvor meget strøm, der kommer fra solcelletaget, især fordi det er en feature, man aktivt vælger til. Toyota er lydhøre over for dette og kigger på muligheden for at implementere det.

Solceller på taget! Det har vi ikke tidligere set i en ganske almindelig familiebil. Solceller på taget! Det har vi ikke tidligere set i en ganske almindelig familiebil.

Toyota Prius Plug-in Hybrid er en nydelig bil. Strømlinet og moderne i sit udseende. Den er behagelig at sidde i, med god plads på både førersædet og i resten af kabinen.

Der er god plads på forsædet.

Bagagepladsen kniber det dog med. Batteriet er nemlig placeret, hvor bagagerummet almindeligvis er, og det betyder, at kapaciteten begrænses en hel del. Du kan glemme at tage barnevognen med og en familietur med fuld oppakning til syden bliver også noget af en udfordring. Det er lidt ærgerligt, for pointen med at købe denne type bil vil nok for mange mennesker være at få fordelene ved en elbil i dagligdagen og samtidig muligheden for de lange ture, når behovet skulle opstå.

Det ekstra batteri betyder at der ryger en del bagageplads.

Den er behagelig, nem og sikker at køre i. Der er nøglefri betjening, automatgear, bakkamera, og hvad man ellers forventer af en moderne bil. Med Toyota Safety Sense får du desuden adaptiv fartpilot og aktivt nødbremsesystem, mens afstandssensor sikrer fast afstand til forankørende (bilen bremser helt ned, hvis den forankørende gør det), og en vognbaneassistent holder dig inden for kørebanen. Den kunne således næsten være selvkørende, men Toyota har valgt ikke at indbygge en decideret autopilot.

Også lygterne på bilen har intelligent teknologi. Der er tale om Matrix LED-lygter, som ved hjælp af kameraer justerer lyset automatisk efter trafikken foran bilen. Kører du med fjernlys kan de otte LED-chips tilpasse sig, så de lyser uden om modkørende og ikke blænder dem.

De smarte Matrix-forlygter justerer lyset efter trafikken.

Fornuftig overgangsmodel

Der er ikke CarPlay eller Android Auto, men det indbyggede multimediesystem Toyota Touch 2 er ganske udmærket. Du kan nemt tilslutte mobilen trådløst, og den store 8"-touchskærm giver nem adgang til DAB, FM og dansk navigation med det nogenlunde velfungerende Go+.

Vi vil til enhver tid råde købere til at gå efter en elbil, hvis det overhovedet kan give mening i deres bilvaner. Hybridbiler er og bliver en overgangsløsning, men skal det være, så er Prius Plug-in Hybrid et rigtig fint bud, da du her kan køre ren el i dagligdagen, men samtidig har muligeden for at drøne afsted på de lange ture, når behovet er der.

Den er rar at køre i og forsynet med et godt udvalg af moderne kørefunktioner. Som de tech-hoveder, vi nu er, havde vi dog gerne set lidt flere smarte features. Du kan vælge en model med trådløs mobilopladning, intelligent parkeringsassistent og luksusanlæg fra JBL, men så må du give afkald på solcelletaget.

Vi havde gerne set muligheden for at vælge en model med det hele.

Toyota Prius Plug-in Hybrid Solar får du anbefaler. Toyota Prius Plug-in Solar får en anbefaler.

Kend biltyperne

Der findes tre typer biler, som er udstyret med elmotor. Hybridbilen har, som navnet siger, både en elmtor og en forbrændingsmotor. Elbilen er den rene vare, mens den hybride plug-in-bil har en elmotor, der i stand til alene at trække bilen uanset, om du kører i en by eller med høj fart på motorvejen.

Hybridbil
Hybridbilen har både benzin- og elmotor. Batteriet kan dog ikke lades med kabel, elmotoren får primært sin strøm fra nedbremsning. Den kan køre på ren el, men typisk hjælper elmotoren benzinmotoren, så sidstnævnte skal knokle betydeligt mindre. Du får derfor mange flere kilometer på literen. Men helt fri for udslip er den ikke og regnes derfor som en fossildreven bil.

Elbil
Her er kun elmotor, og bilen oplades via kabel. Den er derfor stort set lydløs og udslipper ingen udstødningsgasser, skadelige partikler og lignende. Opladningstiden kan dog være lang og rækkevidden er langt fra på niveau med en benzin- eller hybridbil. Med Turbo-opladning og nye batterityper begynder vi dog så småt at komme derhenad, og det er uden tvivl denne type, der er fremtiden.

Plug-in hybridbil
Hybridbil og elbil i ét. Hybridmotoren suppleres af en ekstra elmotor og et større batteri, der kan oplades med kabel. Bilen kan derfor køre på ren el over længere afstande. Batteriet har begrænset kapacitet, men giver strøm nok til bykørsel og kortere pendlerture til og fra job. Den har mange steder samme status som en elbil og kan nyde godt af privilegier som gratis parkering m.m.

Opladningen går hurtigst, hvis du benytter en offentlig ladestander. Opladningen går hurtigst, hvis du benytter en offentlig ladestander.