Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Touchskærm dominerer i svungen mosaik-router

Vi har med tiden set en del variation, når det kommer til routeres fremtoning, store, små, med og uden eksterne antenner, men TP-Link Touch P5 har indbygget touchbetjening, og det er nyt.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ser man på de tekniske specifikationer, er der ikke umiddelbart noget, der får denne TP-Link Touch P5 til at stikke ud fra mængden.
Routeren er en AC1900-router med teoretiske overførselshastigheder på op til 1300 Mbit/s over 5 GHz frekvensbåndet, samt op til 600 Mbit/s over 2,4 GHz frekvensbåndet. Den skiller sig ud på to områder, der på sin vis er to sider af samme sag.

Routeren er uden tvivl designet med det formål, at den skal stå frit fremme og ikke være gemt lidt af vejen, som mange routere. Den er fremstilllet i sort plast med en svungen overdel. Denne er dækket af et mosaiklignende mønster bestående af uregelmæssige sorte felter og udluftningshuller, der går ud i et med mønstret.

Det er et design mange sikkert gerne vil have stående fremme, hvilket også er nødvendigt, hvis routerens største salgsargument virkelig skal give mening. Midt på oversiden af routeren befinder der sig nemlig en 4,3" touchskærm, indlejret i et fladt plateau som en tømmerflåde i en bølgedal.

Det er denne touchskærm, der adskiller Touch P5 fra alle andre routere, vi har kigget på indtil nu. Her introducerer TP-Link for brugeren en ny måde at administrere sin router på.

En skærm til det hele
Touchskærmen udgør de ydre rammer for brugerens omgang med routeren. Her kan man ved at følge skærmguiden foretage routerens første opsætning i få enkle trin.
Men det er ikke blot opsætningen, der kan foretages her, man kan også ændre routerens indstillinger. Det gøres ved at klikke på ikonet, der omhandler den del af routerens indstillinger, man ønsker at ændre.

Skærmmenuen viser på første side, hvilken tilstand routeren arbejder i, samt hvor mange klienter der er logget på routeren. De to gæstenetværk på 2,4 GHz og 5 GHz frekvensbåndet vises også med tilhørende password.

De næste to sider rummer ikonerne for de forskellige indstillingsmuligheder. Her er der eksempelvis ikoner til administration af trådløste netværk, LAN, QoS og valg af hvilken tilstand routeren skal arbejde i, for at nævne nogle.

Touchskærmen giver efter opsætningen hurtig og ukompliceret adgang til at ændre en bestemt indstilling. Skal man ændre flere typer indstillinger i samme ombæring, så forsvinder lidt af fidusen.
Man skal nemlig angive administratorpasswordet, hver gang man vil tilgå en overordnet type indstillinger/ikon. Noget andet er, at vil man ændre visse indstillinger, skal man alligevel benytte den traditionelle webbaserede brugergrænseflade. Den er dog heldigvis overskuelig og brugervenlig.

Hvis man ønsker at bruge touchskærmen skal routerens placering gennemtænkes. Normalt vil man gerne placere en router så højt oppe som muligt, men man skal stadig kunne betjene touchskærmen.

Routeren kan også hænges på væggen. Det er dog en position man skal eksperimentere lidt med for at optimere rækkevidden.

God er styrken
TP-Link Touch P5 er, hvis man ser bort fra touchskærmen, en 802.11ac-router med fine features. Der er de sædvanlige 1 Gbit/s LAN-porte, der er to USB- porte, hvoraf en er USB 3.0. Her kan man dele et USB-drev eller en USB-printer over netværket.

Der er også de fornødne sikkerhedsmæssige kvaliteter i form af SPI firewall, adgangskontrol, samt DOS-beskyttelse. I QoS-afsnittet kan du prioritere programmer eller enheder i høj, mellem og lav prioritet.

Touch P5 er ikke specielt hurtig, men klarer sig godt på 5 GHz frekvensbåndet, hvor den også har en fornuftig rækkevidde. Her er den målt til 123 Mbit/s til 138 MBit/s alt efter, hvor langt væk vi målte fra routeren.

Vi er lidt skuffede over 2,4 GHz frekvensbåndet, der i vores målinger højest nåede 61 Mbit/s og  faldt en del over afstand.

TP-Link Touch P5 Hvis du er den rette bruger, får du her en meget let konfigurerbar router, der rummer en hel del features.