Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Toshiba Chromebook 2 CB30-B-104

En velafbalanceret Chromebook, hvor især skærmen tager kegler.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Toshiba Chromebook 2 er en 13,3" Chromebook, der i den testede udgave er udstyret med et full HD ips-panel på 1920 x 1080 pixel. Det bringer denne Toshiba helt i front, når vi taler billedkvalitet.

Skærmen har meget bedre betragtningsvinkler end konkurrenternes, den er tilmed lysstærk og har et varmere skærmbillede, end hovedparten af feltet råder over her.

Skærmen, der har en pixeltæthed på 165,6 PPI, understøtter ikke touch, og den kan ikke vippes særligt langt bagover, her deler den sidstepladsen med HP. Til gengæld er det ikke så kritisk her, da billedet er godt fra alle vinkler. Eneste ting, der kan drille, er lysindfald, da skærmen har en blank overflade.

Testens bedste skærm intet mindre. Full HD ips-skærm bringer denne Chromebook i en helt anden klasse. Prisen er heller ikke ringe.

Chromebook 2 er fremstillet i plast, hvilket ikke kan overraske i selskabet her, eller til prisen. Den har et sølvmetallisk look med indlagt mønster, der bryder overfladen. Kvaliteten er fin, uden at den bærbare virker så robust som konkurrenterne fra HP eller Dell.

Udstyrsmæssigt lægger den nogenlunde på niveau med de andre Chromebooks, den har dog kun 16 GB eMMC ssd ligesom Dell Chromebooken.

Chromebook 2 er udstyret med en Intel Celeron N2840 dual core-processor, det betyder, at den ikke er helt støjsvag som modellerne med Tegra K1-processor, men ydelsen virker bedre, når belastningen stiger.

Tastaturet på denne Chromebook er ganske fint, hvis man kan lide den relativt korte vandring, som tasterne har. Det er dog en ret behagelig løsning, hvor feedback og fasthed føles til at befinde sig et sted mellem Acer og Asus-tastaturerne.

Clickpad er også behageligt stort, og det udfører sit job til fulde, som det skal, her er intet at klage over.
Chromebook 2 klarer sig ganske godt ydelsesmæssigt. Den lander på en andenplads i benchmarken og er en af de hurtigste til at afvikle JavaScript i Sunspider-testen.

Batterilevetiden på 8 timer 53 minutter er fin, selvom den ikke når de bedste her i testen. Igen står skærmopløsningen for skud.