Af Peter Hyldahl, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Grado SR325e
Type: On-ear, åben • Tilslutning: Kabel • Pris: 2999 kr.
Konstruktion
Hovedtelefonen har en åben konstruktion, hvilket producenten sværger til, da det ifølge Grado er den eneste konstruktion, der kan skabe ren, dyb basgengivelse. Her er alt fokus lagt på komfort og lydkvalitet, så der er også et meget tykt kobberkabel op til hver ørekop.
Vurdering: 5/6 stjerner
Teknologi
Grado er low-tech. Der er ingen trådløs forbindelse, støjreduktion eller lignende. Men hovedtelefonen er håndbygget i Brooklyn i New York, enhederne er matchet, så hver driver spiller inden for en tolerance på 0,5 dB. Kablet har otte tykke ledere, og stikket er guldbelagt.
Vurdering: 4/6 stjerner
Støjdæmpning
Der er ingen støjdæmpning, da hovedtelefonerne er af den åbne type. Støj udefra slipper næsten uhindret ind. Og omgivelserne kan tydeligt høre, hvad du spiller. Så Grado SR325e egner sig mest til musiklytning derhjemme.
Vurdering: 1/6 stjerner
Komfort
Det tager to sekunder at få SR325e til at sidde perfekt. De klemmer ikke på ørerne, men falder heller ikke af. De opleves lette og meget luftige på grund af den åbne konstruktion. Materialet på ørerne er lavet af et specialskum, som er yderst behageligt, også når det er varmt.
Vurdering: 6/6 stjerner
Lydkvalitet
Kun få hovedtelefoner i prisklassen kan matche den klarhed og åbenhed, som SR325e byder på. Der er masser af detaljer og overtoner – for eksempel når et klaver klinger helt ud. Dertil kommer naturlighed i gengivelsen, som er nærmest vanedannende. Bassen er i særklasse åben uden nogen betoninger. Suværen klasse!
Vurdering: 6/6 stjerner
Des ign
Børstet aluminium og hovedbøjle i ægte læder. SR325e har et ret sejt retro-look, som var de lavet i 1960’erne. Faktisk lover Grado, at de kan tåle brylcreme i håret.
Vurdering: 6/6 stjerner
Brugbarhed
En forholdsvis let hovedtelefon på 330 gram. Kablet gør den dog mest egnet til hjemmebrug – af lydentusiasten, som forlanger kompromisløs høj lydkvalitet.
Vurdering: 3/6 stjerner
Pris
Trods det faktum, at SR325e er et puristprodukt, må vi anerkende, at du virkelig får valuta for pengene her. Målt alene på lyd og komfort finder du ikke nogen konkurrent, der kan matche SR325e til prisen.
Vurdering: 5/6 stjerner
Testholdet mener
Grado SR325e er en fabelagtig hovedtelefon, intet mindre! Men kun, hvis du alene vægter lydkvalitet og komfort højest. Du må undvære alt det moderne som trådløs teknologi, mobilopkald og støjdæmpning. Trods sine åbenlyse kvaliteter taber den derfor denne direkte duel med tyske Sennheiser Momentum Wireless – men får vores anbefaling.
Samlet vurdering: 4/6 stjerner
Sennheiser Momentum Wireless
Type: Over-ear, lukket • Tilslutning: Trådløs (Bluetooth) • Pris: 3290 kr.
Konstruktion
Denne hovedtelefon er en lukket type, som kan foldes sammen og nemt tages med rundt. Der medfølger et fint bæreetui, der fuldender Momentum som en rendyrket rejsemodel, der kan bruges både i toget, hjemme og i flyet.
Vurdering: 5/6 stjerner
Teknologi
Her er stort set alt, hvad du kan begære. Bluetooth-forbindelsen etableres automatisk, når hovedtelefonen foldes ud. Du finder stemmeassistent, mulighed for at nappe telefonopkald og naturligvis aktiv støjreduktion – alt sammen noget, du kan styre fra en app eller delvis på selve hovedtelefonen. Klar vinder her!
Vurdering: 6/6 stjerner
Støjdæmpning
Med aktiv støjdæmpning er Momentum Wire-less favoritten for musikelskere, der lægger vægt på at lytte i fred. Den er ikke så støjsvag som de bedste på markedet, men godkendt, og den slår Grado i gulvet på dette punkt.
Vurdering: 4/6 stjerner
Komfort
De bløde puder lukker godt af om ørerne, men hovedtelefonen opleves alligevel ikke varm eller ubehagelig. Den strammer heller ikke og sidder fint til. Den bliver dog mere varm og ubehagelig ved lang tids brug end konkurrenten Grado.
Vurdering: 4/6 stjerner
Lydkvalitet
Du får et meget homogent lydbillede med en rar og klar sound. Den vigtige mellemtone står veldefineret, og bassen har saft og fin power. Der er ikke de finesser i musikken og ej heller den dynamik, som vi finder hos Grado. Men alt i alt noget over gennemsnittet.
Vurdering: 5/6 stjerner
Design
Sennheiser har et lækkert retrodesign, som vi sætter meget pris på. Kombinationen af stål og læder ser godt ud, og her minder den lidt om Grado, der dog er en klasse bedre på dette punkt.
Vurdering: 5/6 stjerner
Brugbarhed
De mange funktioner og det faktum, at du kan klappe hovedtelefonen sammen, gør Momentum Wireless til en soleklar vinder på dette punkt. Faktisk kan du også tilslutte et kabel, hvis du er løbet før for strøm.
Vurdering: 6/6 stjerner
Pris
Kombinationen af høj kvalitet og velfungerende teknologi gør, at vi bestemt kan anbefale dig at kigge på Sennheiser, hvis du er i markedet for en hovedtelefon i denne prisklasse.
Vurdering: 3/6 stjerner
Testholdet mener
Fornuftig komfort, lækkert design og ikke mindst de mange muligheder, du får med denne trådløse hovedtelefon, gør Sennheiser til duellens samlede vinder. Teknologisk er den i særklasse bedre. Men måler vi alene på lydkvalitet, komfort og design må den se sig slået af den håndbyggede entusiastmodel fra New York.
Samlet vurdering: 5/6 stjerner