Af Knud Søndergaard, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Projektorer? Hvem i alverden bruger denne type billedgengiver derhjemme? Hånden på hjertet – ikke ret mange, for med de priser, som nye, for-
holdsvis store fladskærme på f.eks. 50” handles til, skal du være mere end almindeligt interesseret i billeder for at indrette dig med en projektor og et lærred i et mørklagt rum. Skal skærmen være endnu større, bliver situationen dog en anden, for fra 70” stiger prisen pr. diagonaltomme eksplosivt, og så kan projektion blive en både god og økonomisk løsning.
Har du pladsen og lysten, er der noget helt særligt ved at sidde i buldermørke og være totalt foku-seret på en film eller et spil. Og skal det være perfekt, møblerer du naturligvis rummet med biografstole, overfede reclinere eller skræddersyede gamer-stole.
Derfor er der et stabilt eller blot svagt vigende marked for projektorer til andet end business-folkets PowerPoint- og Excel-dias.
Ligesom de fleste tv’er, der står et trin over discountklassen, kan de to projektorer i denne test også gengive 3D-indhold. Til trods for masser af omtale er der i øjeblikket ikke meget mere liv i 3D-film på Blu-ray end i Grauballemanden, men 3D-gaming er stadig nogenlunde hot. Der følger to aktive 3D-briller med den dyre Sony, mens BenQ meget fornuftigt giver dig frihed til at bestemme, om du vil smide 750 kroner efter hver brille.
Mellem business og film
Taiwanske BenQ har lanceret en W10XX-familie af økonomiske projektorer, som med fuld hd-opløsning (1920 x 1080 pixel), mulighed for 3D-gengivelse og to HDMI-indgange henvender sig til privatmarkedet. Omvendt er en lysstyrke på 2.000 ANSI-lumen, digital zoom (!), indbygget forstærker og højttaler samt alt i analoge indgange – selv en antikveret S-Video bøsning – egenskaber, som efterspørges i erhvervslivet.
Billedgengivelsen starter med en enkelt DLP (Digital Light Processing) chip fra Texas Instruments. I modsætning til de i denne prisklasse mere gængse LCD-chips, som danner billedet ved at åbne og lukke for lysstrømmen, består en DLP-chip af mikroskopiske, bevægelige spejle, der reflekterer det ønskede lys. På papiret er DLP en mere enten/eller-teknologi end LCD og skal derfor være bedre til at lukke for uønsket lys, så sort bliver helt sort på lærredet.
På minussiden tæller det, at en enkelt DLP-chip kræver et hurtigt roterende farvehjul, som ikke alene støjer en smule, men også giver en såkaldt regnbueeffekt, der er mere generende for nogle mennesker end andre.
Almindeligt eller ST (Short Throw) objektiv
Basismodellen i W10XX-familien er W1070 til ca. 6500 kroner. Jeg ville hellere prøve W1080ST til ca. 9000 kroner, som kommer med et ST (Short Throw) objektiv, der kræver mindre afstand for at få billedet til at fylde hele lærredet. Hvor W1070 behøver mindst 228 cm afstand til mit 90”-lærred, kan W1080St klare sig med godt det halve, nemlig 137 cm. Det er fint, hvis projektoren skal stå eller hænge foran biografstolene, men i mit rum kunne der faktisk være plads til begge modeller, og W1070 ville have været det rigtige valg. Læs specifikationerne, inden du bestiller!
W1070 har endnu en fordel, idet den er udstyret med mekanisk lodret objektivforskydning (shift), som gør det nemmere at placere billedet på lærredet.
Begge modeller har elektronisk Keystone (trapezkorrektion) justering og et gittermønster, der gør det nemt at få korrekt geometri i billedet.
Rå diamant
BenQ W1080ST kommer i en praktisk taske,, og den lille projektor med målene 31 x 11 x 24 cm vejer en bagatel af 2,85 kg.
Når der fyres op for strømmen, kvitterer projektoren med en decideret business-lydprofil. Lyddæmpning er der ikke gjort meget ud af, så støjniveauet er ret højt.
Det opgives til 33 dB, hvad der ikke vil være generende i et kontorlandskab eller gamer-miljø, men hvis der skal vises andet end rabalderfilm i hjemmebiografen, er det efter min mening nødvendigt at vælge den mindst varmeudviklende ”Cinema”-indstilling og skrue ned for lyset med den grønne ”Smart Eco”-knap på den lille fjernbetjening, som i øvrigt ikke har belyste taster. Det dæmper støjen til et niveau, som nemt kan overdøves af et surroundanlæg og giver en mere realistisk dybde i de mørke dele af billedet.
Lige ud af kassen er billedet bestemt ikke ubehageligt – upoleret er nok et bedre ord. Men videre raffineret er det ikke. Tegnefilm og dermed også spil vises med masser af pang i farverne og nærmest perfekte hurtige bevægelser. Rigtige film virker umiddelbart noget fladere i farverne, og nogle gange i ”Skyfall” kom jeg til at spekulere på, om stjernerne havde slugt nogle mystiske svampe fra det skotske højland. Deres ansigtsfarver kunne virke lidt syge.
Retfærdigvis skal det siges, at BenQ har udstyret projektoren med alt i billedjusteringer – også professionel ISF (Image Science Foundation) kalibrering. Dog kan jeg ikke forestille mig, at ret mange mennesker vil betale nogle tusinde kroner for at optimere en forholdsvis billig projektor. Jeg ville starte i ”Cinema”-indstillingen med nogle velkendte fotos eller testbilleder og skrue på alle knapperne, indtil billedet ser fornuftigt ud. Hvis farverne kommer helt ud i hampen, er der en ”Reset” funktion. Lyden fra den indbyggede forstærker og højttaler er også noget rå – som fra en meget flad fladskærm, men godkendt til et møde eller kontrol af indgangene.
Stor biografprojektor
Med Sony VPL-HW50ES rykker vi op i et andet pris- og kvalitetslag. Udadtil har denne projektor meget tilfælles med forgængerne i dette firmas mellemklasse, som prismæssigt ligger omkring 30.000 kroner. Vi taler om en stor maskine med målene 41 x 18 x 46 cm og en vægt på næsten 10 kg – altså kun til permanente installationer. Objektivet er dimensioneret til forholdsvis store rum. Mit 90”-lærred kræver en projektionsafstand på omkring 3 m.
Billedopbygningen foregår i tre chips – en til hver grundfarve – med SXRD (Silicon X-tal Reflective Display) teknologi. Som navnet antyder, reflekteres lyset på chippens overflade, hvad der skal forbedre sortniveauet, og der er ingen spejle eller andre bevægelige dele.
Nok så væsentligt er det, at Sony har kunnet trække på årtiers erfaring fra professionelle billedgengivere og udstyre HW50 med en meget kraftig billedprocessor og noget hidsig software.
Når det gælder udstyr, mangler HW50 absolut intet. Da der er både vandret og lodret objektivforskydning, er den let at placere. Fra fabrikken er den fornemt kalibreret, og har du særlige ønsker, er det bare med at komme i gang. I denne prisklasse kan en professionel kalibrering være en fornuftig investering, men hvorfor ikke gøre som så mange andre og se, om der skulle være en ejer på nettet, som har lyst til at dele sine foretrukne indstillinger?
Plasmafarver
VPL-HW50ES har fået lysstyrken skruet op til 1.700 ANSI lumen, hvad der er ny rekord i denne klasse hos Sony. Billedet er dog stadig ret afdæmpet og perfekt til film. Kort fortalt er HW50 den projektor, jeg har oplevet, hvis farver minder mest om gengivelsen på et plasma-tv i den høje ende. Det er lige så nemt at se, som det er svært at beskrive. I fabrikkens ”Cinema Film 1”-indstilling kan de mørke flader blive sorte som fløjl, og alligevel kan detaljerne i lyse flader blive næsten skræmmende realistiske. Se f.eks. M’s rynker i ”Skyfall”.
Projektorens store kabinet er med til at holde støjniveauet i bund. Sony lover 21 dB eller praktisk talt intet. Selv hvis du sidder lige ved siden af HW50, hører du kun en svag hvisken.
Flotte 3D-billeder
Begge projektorer er bygget til aktive 3D-briller. Af uvisse årsager er Sonys til ca. 1200 kroner noget dyrere end BenQs, og ingen af dem er særlig smarte eller behagelige. Men de virker. 3D-briller sluger altid en del lys, og i forbindelse med BenQ W1080ST bliver billedet mere afdæmpet, men lidt fladt er det stadig.
Sony VPL-HW50ES kan selv kompensere for lystabet i brillerne, og drengerøvsfilm som de seneste udgaver af ”De tre musketerer” og ”Piraterne i Caribien” får en dybde i både rum og nuancer, der gør dem næsten værd at gense.
