Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tjek på energiforbruget

Er du træt af kedelige overraskelser hver gang du får kvartalstegninger ind ad brevsprækken, kan EnergiTjek være din redning.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi kender det alle. Vi er sikre på at vi denne gang har holdt et lavt forbrug, og måske ligefrem brugt mindre vand, varme eller energi end sidst, og derfor skal have penge tilbage. Men nej, når regningen flyver ind ad brevsprækken, står vi endnu engang til en økonomisk lussing.

Sådan behøver det dog ikke at være. Holder du nøje regnskab med forbruget kan du afværge sådanne episoder og undgå chokerende regninger. EnergiTjek er et dansk program, som er udviklet til netop dette formål. Det kan holde regnskab med alle hjemmets energiformer, uanset om det omhandler elektricitet, naturgas, vand, fjernvarme, fast brændsel eller olie.

Når brugeren hver uge indtaster værdierne fra alle hjemmets målere i programmets database og samtidig angiver pris og forventet forbrug, bliver det muligt at få overblik over de samlede udgifter til energi og vand. Også bilens benzinforbrug kan måles i form af gennemsnitsforbrug, forbrug pr. kilometer eller totalt.

Programmet kan bruges gratis, så længe du ønsker. Det gælder imidlertid kun, hvis du bruger det til at måle strømforbrug. Vil du måle andre typer forbrug, skal du betale 200 kroner for at der bliver åbnet for funktionerne.

I vores test af programmet, var det således energimålingen vi fokuserede på, men den vi var nu også ret godt tilfreds med, og faktisk rummer programmet en hel del nyttige funktioner, der udover diverse regnskabsmoduler også inkluderer direkte link til aktuelle elpriser.

Æstetisk set er programmet en bundskraber, men det er til at leve med. Vores største anke var at programmet frøs, da vi første gang brugte det. Vi oplevede dog ikke dette senere, så vi regner med at det var en uheldig engangsoplevelse. Med forbehold for eventuelle småfejl af denne type, kan vi således godt anbefale EnergiTjek, der har potentiale til at skåne dig for grå hår og økonomiske frustrationer.