Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Kontrol: fra fransk contrôle egentlig ’kontrabog, regnskabsbog’, dannet af contra ’kontra’ og rôle ’rulle’, egentlig ’papirrulle’ (Den Danske Ordbog). Så ved vi det. Men der er ikke meget papirrulle over den udbredte kontrol i det moderne samfund.
Fire borgere om ét kamera
Vi plejer at nævne Storbritannien, når vi taler om overvågning. Og det er da også rigtigt, at briterne – der i øvrigt er kendte for at hade kontrol (de har for eksempel ingen personnumre. Det har vi haft i Danmark siden 1968) – affinder sig med et væld af kameraer i bybilledet. Men vi behøver såmænd ikke tage over Nordsøen for at få øje på overvågning.
Vi kan roligt gribe i egen barm: Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring (SikkerhedsBranchen) konstaterede for 1,5 år siden, at der i Danmark er omkring 1,5 mio overvågningskameraer. Og der er næppe færre i dag. Det vil altså sige, ca. fire danskere om ét kamera.
Mere kontrol. Og det skal være nu
Interessant nok er den konstante kontrol populær i brede kredse. En undersøgelse fra 2017 viser, at 60 procent af danskerne vil have mere overvågning på offentlige steder. Argumentet er, at overvågningen vil reducere kriminalitet og få borgerne til at føle sig trygge.
Andre mener, at kontrollen vil forebygge terror. Lyder det sandsynligt? Terrorister er vel de største narcissister, der findes: Ikke så snart har en flok slyngler med blodskudte øjne begået et morderisk angreb, før fire forskellige organisationer står i kø for at tage æren for udåden. Nogle fikse portrætter af voldshandlingen bliver vel nærmest betragtet som en bonus.
Rent mel i posen
Folketingets medlemmer er naturligvis ikke enige: Nogle politikere ser overvågning som et ubetinget gode og erklærer med højhed, at ”hvis man ikke har noget at skjule, bør man ikke frygte kontrol”. Det lyder pompøst, men sandheden er jo, at vi alle har noget, vi gerne vil beholde for os selv – også noget, der intet har med kriminalitet at gøre.
Andre politikere betragter de allestedsnærværende kameraer som et indgreb i den personlige frihed. Som en af dem udtrykker det: ”Det er en helt fundamental ret som borger i Danmark, at man ikke skal gå rundt og blive kigget over skulderen hele tiden”.
Hold øje med pengene
Spørgsmålet er naturligvis, om overvågningen virker efter hensigten. Jeg kan udmærket se fornuften i kameraer, der overvåger pengeautomater. Det må formentlig være det tåbeligste sted, man kan begå et røveri. Men forhindrer et kamera på gågaden folk i at komme i klammeri med hinanden fredag aften? Voldskriminalitet foregår mig bekendt oftest i affekt. Stopper den ophidsede voldsmand op midt i sit forehavende, ser sig køligt omkring, nikker fornøjet over fraværet af kameraer og slår sin modstander til plukfisk?
Nylonstrømper og stilethæle i butikken?
Kontrol er imidlertid ikke kun et spørgsmål om overvågningskameraer. Vi trækker konstant et digitalt spor efter os – vi kan spores via vores mobiltelefoner, via vores færden på internettet, og når vi køber ind. Vil vi have rabat i butikkerne? Så skal vi ofte svinge et særligt kort for at få denne rabat. Og dermed får butikken oplysninger om os.
Supermarkedskæden Kiwi introducerede således for få år siden et særligt kundekort, som man skulle bruge for at få glæde af butikkernes tilbud. Kortet hed – hold fast – ”LÅRkort”. Hvilken svimlende åndsfyrste har dog konciperet den ide? Kæden har siden klogeligt ændret dette navn til ”Kiwi-kort”. Men skaden er sket: Min hustru har ikke sat sine ben i en Kiwi-butik, siden hun første gang mødte begrebet ”LÅRkort”, og hun kommer efter eget udsagn heller ikke til at gøre det. I øvrigt er den lokale butik lukket. Er der en sammenhæng?
Formålet med denne kontrol af forbrugernes indkøb er naturligvis ikke at forsøde vores hverdag med altruistiske tilbud. Oplysningerne kan bruges i markedsføring og disponering. Og de kan også sælges videre.
Det kan man kalde en ekstra indsats
Naturligvis er en del kontrol af det gode, og man kan af og til undre sig over dens fravær. I oktober 2018 fik vi den festlige melding om en 64-årig ”betroet” medarbejder, der har lænset Socialstyrelsen for 111 mio. kroner (i skrivende stund) over en periode på 16 (seksten!) år. Penge, der var øremærket til udsatte grupper.
Jeg er sikkert naiv, men hvordan kan en statslig styrelse miste dette beløb, uden at nogen opdager det? Ville en smule kontrol have været på sin plads her? Det har Socialstyrelsen åbenbart ikke ment.
Viden til hvilken gavn?
Foruden de mange rare penge har medarbejderen modtaget dronningens fortjenstmedalje. Det forstår man da så godt. Her har vi en ansat, der ikke var bange for at tage fat: Ifølge Socialstyrelsens indstilling til dronningen er medarbejderen ”altid tjenstvillig, når der kræves en ekstra indsats”. Ja, det tør siges. 111 mio. er dog et resultat af en betragtelig indsats.
Nu sker der imidlertid noget. Der bliver nemlig lavet ”en ekstern undersøgelse af omfang og metode, en ekstern undersøgelse af ansvar og en intern undersøgelse i Socialstyrelsen, der skal sørge for, at lignende svindel ikke kan ske igen”. Lad os kortvarigt vende tilbage til Storbritannien: Her har man et mundheld, der taler om at låse stalddøren, efter at hesten er stukket af. Socialstyrelsens motto er ”Viden til gavn”. Til gavn for den 64-årige medarbejder, forstås.
Overvågning og straf
Kontrol er ingenlunde noget nyt. Den har eksisteret siden de ældste tider og i alle samfund. Men den har unægtelig udviklet sig markant.Den franske filosof Michel Foucault beskriver i bogen Overvågning og straf fra 1975, hvordan der er sket en overgang fra middelalderens korporlige (og uhyrlige) straffe til nutidens disciplinære system, der har overvågning som sit vigtigste instrument.
Dens formål er at disciplinere os alle, og dens ultimative instrument i denne forbindelse er et panoptikon (her i betydningen ”bygning eller rum, der er indrettet, så man fra ét sted kan overskue hele bygningen eller rummet”). I dette panoptikon lever vi alle i bevidstheden om, at vi altid kan blive overvåget. Det giver mindelser om Saurons øje i Ringenes Herre. Eller om den hårrejsende amerikanske julesang Santa Claus Is Coming to Town. Den beskriver julemanden med ordene:
”He sees you when you’re sleeping
And he knows when you’re awake
He knows if you’ve been bad or good
So be good for goodness sake”
Er det kun mig, der fornemmer en vis paranoia?
Skal man nu også til at opføre sig ordentligt?
I gamle dage udmøntede kontrollen sig i begrebet Herren ser dine Veje. Det var en solid del af min religionsundervisning i første klasse. I Foucaults panoptikon er det staten, der praktiserer overvågningen. Men der er unægtelig kommet andre voyeurer til siden. I dag er det i høj grad private virksomheder, der står for kontrollen. Og for at det ikke skal være løgn, bidrager mange af os selv til overvågningen. På sociale medier offentliggør folk frejdigt mere eller mindre intime detaljer om deres liv. De bidrager villigt med oplysninger, der muliggør overvågningen.
Den narcissistiske selviscenesættelse kan imidlertid hurtigt blive til en boomerang, ihukommende de søde unge mennesker, der har lagt sexvideoer med deres kammerater i hovedrollerne på nettet – mod disses vilje. Og som bagefter var chokerede over at blive retsforfulgt: ”Det gør alle da! Hvorfor skal det netop gå ud over mig?”. Eller som en af de sigtede udtrykker det; ”Det er verdens mest åndssvage sag (…) Det er helt sindssygt. Det vil ødelægge mit liv”. Man sporer ikke nogen overvældende skyldfølelse.
Nok er nok
Før eller siden er vi nødt til at reflektere lidt mere over den kontrol, vi er indstillet på at acceptere. Og vi kan også trænge til nogle undersøgelser, der kan vise os, om kontrollen virker efter hensigten, eller om den i mange tilfælde er et slag i luften. I mellemtiden kan vi søge inspiration i 1980’ernes punkpoesi. Det var nemlig Michael Strunge, der i digtet K-O-N-T-R-O-L fra 1980 konstaterede, at ”kontrol” er ”lort nok” stavet bagfra.