Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: The New Soundboks: Gigant-højttaler med batteri og Bluetooth

Det virker næsten naturstridigt med så stor og højtspillende en højttaler på batteri. Men spiller du ved afdæmpet niveau, kan den store Soundboks blive ved hele 40 timer.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sætter du fuld tryk på kedlerne, kan den holde op til fem timer. Og er festen ikke forbi på det tidspunkt, kan du blot tilkøbe et ekstra batteri.

The New Soundboks, som den seneste variant hedder, er bygget til fest og er pakket ind som en professionel monitor. Det vil sige med beskyttelse på hjørnerne og gitter foran de tre store højttalerenheder, så den kan tåle at blive slæbt med rundt.

Se den aktuelle dagspris på Soundboks her.

Den har desuden en såkaldt pulsrefleksport, der går hele vejen gennem højttaleren. Her slippes bassen igennem og bliver boostet ret voldsomt. Prøv at løfte højttaleren, mens du spiller tung techno; du kan mærke vibrationerne tydeligt i hele kroppen.

Voldsom volumen

Soundboks er bygget til at kunne spille højt udendørs, og det gør den godt.

Derfor er den også blevet favoritten uden for festivalernes mange telte, hvor den kan ødelægge nattesøvnen for naboerne. Det kan den bestemt også i din have eller på din vej. Så brug den med respekt og anstændighed, hvis du vælger denne.

Lydkvaliteten er ikke til klassisk klaver, og det er jo heller meningen. De to basenheder og mellem-tone/diskanthornet er bygget til power. Alligevel er gengivelsen ret homogen og ikke voldsomt generende i øvre mellemtone, hvilket mange hornsystemer ellers er. Stream fra din yndlingsmusiktjeneste, og lyden pumpes højt og godt ud. Det er nærmest monitorlyd – og det er perfekt til festen.