Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple Watch Series 4: Apples nye ur passer på dig

Apple Watch Series 4 er en oplagt makker til din iPhone. Det nye ur har fået sundhedsfunktioner, som kan give værdifuld viden om dit helbred.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et Apple Watch er en oplagt ledsager til din iPhone, især når det gælder en stor model som iPhone XS Max, der kan være lidt kluntet at håndtere.
Foruden de sædvanlige forbedringer i ydelse, batteritid og software byder Apple Watch Series 4 på opdateret design og interessante sundhedsfunktioner.

Større skærm, bedre lyd

Først og fremmest er designet forbedret. Du får mere skærm i den lille ramme. Faktisk hele 30 procent mere, selvom urkassen samtidig er blevet tyndere. Om man kan lide designet er en smagssag, men man må sige, at Apple har finpudset det til perfektion. Det er i hvert fald ikke håndværket, der fejler noget.

Højttalerne er også forbedret. De spiller 50 procent højere end tidligere. Samtidig er mikrofonen flyttet for at optimere lydkvaliteten. Det får du glæde af, hvis du anvender uret til opkald. En ting der faktisk kan være ganske praktisk, selvom det lyder lidt fjollet. Er du i gang med at lave mad, eller sidder du og arbejder ved din computer, kan du tage et opkald uden at skulle holde en mobil op for øret.

Den forbedrede lydkvalitet giver også en fordel, når du anvender Apples digitale assistent Siri. Stemmekommandoer går bedre igennem, og Siris svar er tydeligere.

Netop Siri er da også en stor trumf ved uret. Med hurtige stemmekommandoer som "dæmp lyset til 20 procent", "spil noget med Kim Larsen" eller lignende kan du slippe for at fedte rundt på urets lille skærm eller fiske mobilen op af lommen. Det kræver selvfølgelig, at du har enheder og tjenester, der understøtter Siri, men det er der flere og flere, der gør.

En doktor på din arm

En af de store fordele ved et smartwatch er dets evne til at måle din fysiske aktivitet og hjælpe dig til en sundere livsstil. Apple Watch 4 går et stort skridt videre. Uret skal ikke længere bare være din træningsmakker, men også din doktor.

Digitale Crown, den runde navigationsknap på siden af uret, er forsynet med en EKG-måler. Ved at sætte fingeren på den i 30 sekunder kan du få en måling af din hjerterytme. Den fortæller om der skulle være tegn på atrieflimren.

Målingen skulle leve op til medicinske standarder. Den er blåstemplet af de amerikanske myndigheder, men endnu ikke de europæiske. Funktionen er dog heller ikke tilgængelig før senere på året, hvor EKG-appen bliver lanceret.

Allerede nu er der imidlertid tilført en supplerende funktion i Puls-appen, som kontinuerligt måler din puls. Du kan således få besked, hvis pulsen overstiger eller falder til et kritisk niveau, så du kan søge læge.

Uret er desuden i stand til at registrere fald. Sker det, vil uret bede dig svare på, om du er okay. Får det ikke et svar, vil uret ringe op til pårørende eller alarmcentralen med angivelse af, hvor du befinder dig.