Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Verbatim Bluetooth Mobile Speaker

Bærbare Bluetooth-højttalere er stadig i høj kurs ude i butikkerne og hos køberne, og Verbatim Bluetooth Mobile Speaker prøver med aluminiumsdesign at ramme det lidt billigere segment men dog med et eksklusivt og kontor-agtigt look.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Højttaleren er med sine 260 gram ikke tung, men alligevel overrasker tyngden, når man samler den op. Højttaleren kobles nemt til dine enheder via Bluetooth, og en kvindestemme forsikrer dig højt og tydeligt om, at: ”Your device is connected” og ligeledes ”Your device is disconnected”, når du kobler fra. En fin og betryggende detalje, selvom volumen på stemmen er i den høje ende.

Højttaleren har en overraskende klar og flot lyd for sin størrelse, selvom der naturligvis er grænser for, hvor stor en fest du kan spille op – her vil de fleste mangle bas. Til mobilt brug til dig og et par venner er lyden dog godkendt. Højttaleren oplades via det medfølgende USB-kabel og alt efter volumen, kan du lytte til op til otte timers musik. Derudover er der jackstik, så du også kan tilkoble dine enheder denne vej. Da der er indbygget mikrofon i den lille højttaler, kan du også modtage opkald.

En solid og velbygget mini-højttaler, der måske ikke revolutionerer højttaler-genren, men som er yderst velfungerende, stilig og er velegnet til business-manden eller den rejsende.