Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Verbatim Bluetooth Headphones

Trådløse hørebøffer er perfekte til, når du slikker solskin i parken, haven eller mens du er på vej på ferie i tog eller fly. Verbatim Bluetooth Headphones leverer varen.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Måske er budgettet lidt stramt, eller også har du ikke lyst til at tage mange tusind kroner dyre hovedtelefoner med på stranden eller med på ferien. Disse Bluetooth-hovedtelefoner ligger i et overordentlig fornuftigt prisleje på lidt over 500 kroner, og det er faktisk temmeligt imponerende. Bevares, der er skåret på tilbehøret, så alt du får med i kassen er hovedtelefonerne samt et USB-kabel til opladning, men til den pris er det svært at klage. Kvaliteten er også godkendt.

Et let design med behagelige ørekopper, der nemt justeres. Du kan styre musikken på ørekopperne, og der er endda mikrofon, så du kan modtage opkald. Opkald fungerede overraskende fint, selvom høje lyde som stop-knappen i bussen røg kraftigt igennem til modtageren. Der var en fin lyd til musiklytning med en ikke for skinger top, klare mellemtoner og en dyb bas, der dog til tider var lidt udefineret. Kopperne isolerede tilpas udefrakommende lyde og lukkede ikke meget lyd ud til omverdenen.

Taget i betragtning af, at headsettet er Bluetooth, får du utroligt meget for pengene.