Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lille plug gør hjemmet smart

TP-Link har med deres HS110 Wi-Fi Smart Plug et bud på, hvorledes du ubesværet kan styre hjemmets elektronik centralt fra en app på din iOS- eller Android-smartphone.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Smart pluggen er af moderat størrelse med passthrough-funktion, for at man kan tilslutte den enhed, man ønsker at styre. Enheden er ret enkelt opbygget med en indstillingsknap på toppen og LED-indikator for Wi-Fi forbindelse og power, det er det hele.

Opsætningen er ganske simpel, man placerer HS110 i en ledig stikkontakt, trykker på indstillingsknappen, der leder efter et 2,4 GHz netværk, hvilket er den eneste frekvens smart pluggen understøtter, og man er næsten klar til at tage den i brug.

I mellemtiden har man downloadet TP-Links Kasa-app til sin smartphone, man søger efter enheder, finder HS110, og skaber en Wi-Fi-forbindelse hertil. Når man opretter forbindelsen, er det en fordel at omdøbe enheden til et sigende navn, specielt hvis man har tænkt sig at anvende flere HS110 smart plugs i hjemmet.

Kasa-appen er utrolig ligetil at betjene, det er virkeligt let at overskue, hvad man kan styre, og i HS110 får man tillige oplysninger om oppetid og energiforbrug for tilsluttede enheder, det giver en ekstra dimension brugsmæssigt. Det er muligt at slå tilsluttede enheder til og fra på prædefinerede tidspunkter, enten for samme dag eller på bestemte ugedage. Den indbyggede away-funktion gør lidt af det samme dog automatisk, her fastsættes et tidsinterval på dagen, eller over flere dage hvor away-funktionen skal aktiveres.

Tanken er, at det skal se ud som om, hjemmet er beboet, det sker ved, at eksempelvis lyset tændes på tilfældige tidspunkter. Den sidste styringsfunktion er den indbyggede timerfunktion, her kan man tænde eller slukke for en tilsluttet enhed efter et bestemt tidsforløb.

De førnævnte energi og oppetids-informationer er en af de største fordele ved HS110, og man kan se det aktuelle energiforbrug og det totale energiforbrug for den tilsluttede enhed på dagen, samt det gennemsnitlige og totale energiforbrug over de sidste syv dage samt 30 dage. Det giver simpelthen et bedre overblik, og samme typer informationer kan indhentes om oppetiden.