Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Testens sværvægter

Sony SRS-XB3 er den største og tungeste højttaler i testen. Den leverer også testens mest magtfulde lyd.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er størst af alle og med en vægt på næsten et kilo er den også sværvægteren i testen. Men den er ikke fyldt med varm luft. Sonys bud på en bærbar højttaler til sommerlandet er en hårdtslående type, som rummer bashøjttalere med ekstra lang vandring. Højttalermembranen kan flytte ekstra meget luft, og det sikrer kraftig lyd – ikke mindst i bassen. Og faktisk er der ved siden af de øvrige funktionsknapper en særlig knap, hvor du kan bede om ekstra bas.

Basknappen booster bassen – selvfølgelig – men giver også mere fylde i mellemtonen. Uden ekstra bas slået til, er lydbilledet mere tamt, så selv ved lavt lytteniveau foretrak vi at have knappen inde. Ellers leverer Sony et homogent og ikke mindst åbent og kraftfuldt lydbillede, der også spiller bagud i højttaleren. Her finder du i øvrigt også en låge for tilslutningerne, der er dækket til, så de ikke er udsat for vand eller sand.

Indvendigt er højttaleren opbygget med tre enheder, og det giver fin lydspredning. Du kan endda parre to højttalere og opnå stereolyd – oplagt, hvis du også vil bruge SRS-XB3 hjemme.

Sony SRS-XB3 Testens største deltager har en batteritid på hele 24 timer – så spil bare løs!