Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sony A7R II

De spejlløse kameraer vinder kraftigt frem, og særligt Sony har satset stort på denne type. A7R II er blandt producentens seneste topmodeller, og det viser til fulde, at et spejlløst kan være et rigtig fornuftigt alternativ til et spejlrefleks.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De færreste fotografer vil føle nogen form for mangel med Sony A7R II mellem hænderne – særligt ikke når det som vores testmodel er forsynet med det særdeles lysstærke SEL55F18Z-objektiv. Full frame-kameraet gør brug af en 42,4 megapixel bagbelyst CMOS-sensor og har en hurtig autofokus med 399 punkter.

Præcisionen er således stor og garantien for knivskarpe billeder høj. Det gælder ikke mindst, når du skyder i mørke omgivelser, for med ISO helt op til 102.400, kan du praktisk taget skyde billeder i buldermørke. Vi fik rigtig gode resultater, uden overdreven billedstøj, ved helt at slukke lyset og lade kamerateknikken kompensere. Video kan skydes i 4K, endda også når du filmer i full frame, og taket være en stærk fem-akset billedstabilisering er der en dejlig ro i billedet, når du filmer video. Magnesiumdesignet giver en overbevisende følelse af kvalitet, og Sony A7R II er godt udrustet, når det gælder fysiske kontrolknapper og drejehjul.

Det har desuden en glimrende søger samt en flot LCD-skærm, der dog desværre ikke er touchfølsom. Det kunne have gjort det lidt nemmere at navigere i menuerne, men det klares alligevel relativt let. Det eneste, man for alvor kan brokke sig over, er prisen. Med en samlet pris på over 35.000 kroner, når objektivet regnes med, er vi langt over, hvad der er overkommeligt for selv den dedikerede hobbybruger. Langt henad vejen kan den voldsomme pris retfærdiggøres af kvaliteten, som er fuldt ud professionel, men Sony er oppe mod stærke konkurrenter i dette leje.