Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Solid gamingbærbar med overbevisende træk

Schenker Technologies er sikkert ikke kendt af ret mange herhjemme, men det kan deres gaming-brand XMG sagtens blive. Vi har kigget på en.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.


17,3"- bærbar af den potente slags  

XMG P706 er nok en ukendt bærbar for mange, men vi tester den her for at blive klogere på, hvad den står for. Danner man sig et overblik over den anvendte hardware, borger det godt med forventning om en kraftfuld gamingbærbar.
Der anvendes et Clevo-kabinet, en bærbar producent, hvis kabinetter ofte anvendes af mindre producenter til deres bærbare computere.

Kabinettet har plastsider, men håndledstøtten, undersiden og  skærmlåget med XMG-logoet er beklædt med børstet aluminium. Vægten er 3,2 kg, hvilket man må forvente af en 17,3"-bærbar skabt til seriøs gaming.
Den bærbare er cirka 35 mm tyk, 25 mm i åbnet tilstand, men udformningen med de skrånende kanter på låg, og især på undersiden, får den til at se noget tyndere ud, end den faktisk er.

Lovende hardwarevalg
Man skal ikke skue længe på hardwarelisten før, at det bliver klart, at denne bærbare har et stort potentiale som gamingbærbar. Det er ikke en kompromiløs higen efter uendelig ydelse, snarere ønsket om at skabe en virkelig kraftfuld men opnåelig gamingbærbar, som man kan få uden at skulle investere tæt på 20.000 kroner eller mere.

Den testede XMG P706 er en hel del stærkere end de slanke gamingbærbare, der typisk er baseret på GTX960M grafikkort. Det er en gamingbærbar for dem, der gerne vil være i stand til at spille snart sagt alle spil, selv ved høje kvalitetsindstillinger.

Den bærbare har en kraftig firkernet processor, hvor hastigheden først stopper ved 3,5 GHz, når Turbo Boost-teknologien topper. Det kan ses i SiSoftware Sandra 2016's cpu-aritmetiske test, hvor den aggregerede score ender på flotte 104,2 GOPS.

Grafikkortet er et Nvidia GTX970M, der har 6 GB gddr5- hukommelse. Det er stadig et stærkt grafikkort, omend ydelsen ligger noget lavere end hos et GTX980M grafikkort.
Det er dog som sagt med til at holde prisniveauet nede, af samme årsag er den anvendte Micron ssd på 'blot' 128 GB. Der er dog på samme tid blevet plads til en HGST harddisk på 1 TB, således at lagringsbehovet er godt dækket ind.

XMG P706 sparer dog ikke på kerneområdet, hvorfor der udover 1 Gbit/s LAN-porten er installeret et Killer Wireless 1535 802.11ac netværkskort. Dette kort anvender drivere, der er optimeret  for at opnå lavere latens, og tilhørende software analyserer og prioriterer netværkstrafik.
Den anvendte AH-IPS skærm har full HD-opløsning, den er ret lysstærk og er udstyret med gode betragtningsvinkler. Farverne står flot og klart, og anti glare- belægningen forhindrer de fleste reflektioner i skærmbilledet.
 
Bundsolid gamer
XMG P706 fremstår ikke helt så flamboyant, som visse andre gamingbærbare. Den lidt større anonymitet har også sine tilhængere. Det vigtigste er, at den er solidt bygget, og så larmer den eksempelvis ikke særligt meget, for en gamingbærbar af denne kaliber.

Den bærbare er klippesolidt samlet, touchpad’en er fornuftig stor og fin at bruge uden at være helt i top. De indbyggede muse-taster, der omkranser finger-aftryksscanneren, er til gengæld meget gode.

Tastaturet er naturligvis baggrundsbelyst, tasterne er for det meste af en god stor størrelse, de har forholdsvis lang vandring med en fjedrende, men trods alt rimelig fast fornemmelse.
Optisk drev er der intet af, til gengæld medfølger Windows 10 genetablering også på en USB-nøgle, det er fin service.
Når det kommer til ydelsen scorer XMG P706 6568 3DMarks i Fire Strike, 3398 3DMarks i Fire Stike Extreme og endelig 1736 3DMarks i Fire Strike Ultra. Alt sammen ved standardindstillinger i 3DMark.

Batterilevetiden er ret god, 3 timer 41 minutter, og 3 timer 12 minutter i Powermark i de to test: produktivitet og balanceret. 