Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Smart LED Leitz Style

Dette er den første lampe, vi er stødt på, som kan tale sammen med din smartphone, og det vækker naturligvis vores nysgerrighed.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Via Bluetooth og en gratis app til din iOS- eller Android-enhed, kan Smart LED Leitz-lampen tilpasses dine lysbehov. Udover glæden ved at kunne tilkoble endnu en enhed til sin smartphone er finten, at du via din smartphone kan justere lyset i lampen, præcist som du ønsker det.

Du kan indstille din alder, så lampen tilpasser sig efter denne – pointen er, at jo ældre du er, jo stærkere lys har du brug for. Du kan sætte lysstyrken og varmetemperaturen i lampens syv varm-hvide og syv kold-hvide indbyggede lysdioder, indstille om lampen bliver brugt til arbejdslys eller ambiance, og så kan du overlade det til lampen selv at justere sit lys efter omgivelserne via indbyggede lyssensorer. Derudover er der den ekstra finesse, at du kan indstille lampen til automatisk at tænde, når du kommer i nærheden med din smartphone og slukke automatisk, når du går væk.

Sidstnævnte virkede forrygende, men det krævede dog, at jeg huskede at tænde appen om morgenen, når jeg kom på kontoret – derefter slukkede den fint, når jeg og min mobil fjernede sig igen for at hente en kop kaffe. Automatisk slukning sker ikke, hvis ikke appen har været aktiveret. Det viste sig at være særdeles rart at kunne indstille lampens lysstyrke og varmetemperatur alt efter, hvad jeg foretog mig, og den reducerede eller øgede lyset alt efter tiden på dagen.

Det skal dog siges, at lampen ikke kræver en app i brug. Via fem indbyggede knapper på fronten, kan du selv foretage alle justeringer og et ekstra plus var et USB-stik i ”ryggen”, der hurtigt blev en fast telefonoplader. Designet er meget industrielt og vil passe ind i et kontormiljø. Til en pris på ca. 2500 kroner vil der dog næppe være mange private, der punger ud for lampen på trods af dens smarte fordele. Foden virkede en anelse stor, men lampen stod stabilt, også når jeg justerede på lampens hoved. Kan du overtale dit firma, er den en lækker smart-lampe.