Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Sennheiser PC363D

PC363D synger nok på sidste vers, det blev nemlig lanceret i 2013, men dette 7.1 kanals surroundheadset kan dog stadig købes.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den største forskel på dette headset og de andre er den nærmest totale mangel på indstillingsmuligheder.

Der er ikke noget lydsoftware, hvor man kan ændre eller tilpasse indstillinger efter behag. Det eneste er muligheden for at skifte mellem 2 kanals drift og op til 7.1 kanals tilstand på proceslinjens meddelelsesområde.

Der er ganske vist volumenkontrol for headsettet på højre ørekop, men den er ikke just let at betjene. Når det kommer til betjeningsvenlighed kan alderen godt mærkes.

PC363D har ellers også sine styrker, og når det kommer til lydkvaliteten behøves headsettet eksempelvis ikke at skamme sig. Lyden er dynamisk og kraftfuld, man kan tydeligt høre forskel på de forskellige lydes oprindelse.

Der er et fint basniveau uden, at det er decideret overdøvende, og stemmer gengives også flot. I det hele taget har headsettet en musikalsk gengivelse, det er derfor også ganske glimrende til musiklytning.

Når det kommer til surround- egenskaberne, som jo er en af de vigtigste kriterier her i testen, så er det ikke helt så let at fastslå fra hvilken retning, en lyd kommer, som i de andre headsets her i testen.

PC363D er kablet, det indskrænker bevægelsesfriheden en smule i forhold til de trådløse modeller. Headsettet er behageligt at have på med den polstrede hovedbøjle. Det vejer ikke ret meget, det trykker ikke, og de store ovale fløjlsørepuder, der dækker øret, varmer heller ikke så voldsomt.

Mikrofonen er meget stor, men har en meget god og klar lyd med støjdæmpning, den er ikke aftagelig, til gengæld kan mikrofonen mutes ved at dreje den opad. Et godt headset der er blevet overhalet lidt.

Sennheiser PC363D PC363D virker slank af bygning for et gamingheadset, lyseffekter er der heller ingen af.