Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Scosche BoomBUOY: Flydende højttaler til friluftslivet

Foråret er over os, og det er tid til at komme ud og nyde det gode vejr. Du behøver imidlertid ikke lade musikken blive derhjemme. Med BoomBUOY kan du tage den med dig hvor som helst.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den lille højttaler kommer med en karabinhage, så den kan hænges på tasken, i bæltet eller på teltet. Den er skabt i vandtæt og støvtæt design, så den ikke tager skade af en kanotur eller en Roskilde-festival. Du kan endda også tage den med i poolen, for den runde højttaler er skabt til at flyde på vandet. Så det er bare at læne sig tilbage i baderingen og slappe af, så spiller højttaleren søde sommertoner for dig.

Batteritiden er cirka 7 timer, hvilket er godkendt for en højttaler af denne størrelse, og selve opkoblingen til mobilen foregår temmelig nemt med enten almindelig Bluetooth-parring eller NFC.

Kontrolknapperne på siden er ikke helt logisk konfigureret. Et enkelt tryk på + eller -, skruer ikke op eller ned, men skifter nummer, mens der skal holdes inde på knapperne for at justere volumen. Det er det omvendte af, hvad der er standard for sådanne højttalere.

Lyden fra 3 watts-højttaleren er selvsagt ikke overrumplende. Bas skal man ikke forvente meget af, og skruer du for højt op bliver lyden skærende. Ved moderat lydniveau leverer den dog tilforladelig lyd, som man fint kan holde ud at høre på en sval sommerdag i poolen.