Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Razer Mamba Tournament Edition

Denne mus er så at sige 'lillebroderen' til den endnu mere eksklusive Mamba gamingmus, den eneste forskel er, at man ikke kan indstille trykstyrken for knapperne og heller ikke kan anvende musen trådløst.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er tale om en forholdsvis stor mus, men den virker grundet sin kurvede formgivning alligevel ret kompakt. Den er fremstillet i sort mat plastik med en anelse ruhed, hvilket sikrer en god kontakt med musen. Ergonomien er god, musen kan bruges gennem længere tid, uden man trættes.

Mamba Tournament Edition kan benyttes med såvel palm-, claw- og tip-greb, hvor man holder musen med fingerspidserne. Hvad det angår, er det testens mest alsidige mus.

Det er testens eneste mus, hvor scrollhjulet har sideværts klikfunktion, det kan vise sig at være nyttigt, men de primære musetasters tydelige reaktion med en god respons glæder endnu mere.
Musen virker også meget præcis ved de lavere dpi-indstillinger, det er eksempelvis også muligt at kalibrere musen, så den indstiller sig efter den musemåtte, man anvender.

Mamba understøtter skift mellem fem forskellige dpi-indstillinger i spillet, det fungerer fint, men sammenlignet med Hyperion Fury er det lidt mere besværligt, hvis man benytter palm-grebet.
Musen her har den absolutte højeste dpi-værdi, den kan indstilles trinløst op til de 16.000 dpi, men reelt set er det nærmest umuligt at styre noget som helst ved så høje dpi-indstillinger.

Synapse driversoftwaren er fornuftigt opbygget, den giver mulighed for en del interaktion, herunder at styre musens imponerende RGB-belysning.