Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Pro-ject Bluetooth Box S - bluetooth-lyd i særklasse

Testens bedst spillende enhed er tung og fyldt med kvalitetskomponenter.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er ikke særlig stor, denne Pro-ject-enhed, men vejer alligevel over et halvt kilo. Og i hi-fi-verdenen er vægt ofte et kvalitetstegn, da det lover godt indhold. Og det er da også i den grad tilfældet her, hvor enheden er bygget i metal og med kvalitetskomponenter.

Bagpå finder du både analog udgang og hele to digitale udgange, så du er dækket godt ind i forhold til tilslutninger.

Parring med afspiller foregår ganske let, og her opdager du, at displayet på fronten af enheden faktisk ikke er et display, men en Bluetooth-antenne. Al opsætning og styring håndteres fra din smartphone eller den enhed, du streamer fra. Ganske som ved et sæt trådløse Blue-tooth-hovedtelefoner.

Pro-ject Bluetooth Box S Der er både to digitale samt en analog udgang på bagsiden af Pro-ject Bluetooth Box S.

Det er tydeligt, at Pro-Ject har brugt krudtet på vellyd og mindre på at udvikle en app. Her er det funktionen, der er i fokus, og vi kan da også konstatere at Pro-jects Box S har den bedste rækkevidde via Bluetooth, vi længe har prøvet. Og klart bedst i denne test.

Så snart du slipper musikken igennem, mødes du af et meget varmt og fyldigt lydbillede, der fylder stuen med vellyd. Den lettere kliniske lyd, som flere af konkurrenterne har, er du helt fri for. Her er der mere glød og dynamik, end man tror, Bluetooth kan levere. Der er ikke tale om high end-lyd, og der er da også begrænsninger. Især når der er mange instrumenter på samme tid, kan det blive lidt klemt.

Men det ændrer ikke ved, at denne Pro-ject er testens bedste produkt. Kan du leve med de begrænsninger, Bluetooth giver i forhold til rækkevidde og manglende mulighed for multirum, er Box S en ren perle.

Pro-ject Bluetooth Box S Området i midten er ikke en skærm, men en Bluetooth-antenne, som fungerer særdeles effektivt.