Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Polar A360

Dette er det første ur fra Polar med en indbygget optisk pulssensor, så du kan få en bedre måling på dine træningsstunder. Derudover kan det f.eks. måle både søvn, hvor meget og hvor langt du har gået, hvor mange kalorier du har forbrændt samt koble sig op til din smartphone.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Da det tilmed er vandtæt, kan du tage det med en tur i svømmehallen. De vandtætte egenskaber gør dog også, at miniUSB-indgangen til opladning er skjult med en låge, der lidt besværligt skal fiskes ud, hver gang du skal lade op – heldigvis er der god batterilevetid. Som mange andre smartarmbånd og ure, vibrerer uret, når du har været inaktiv for længe, hvilket er en god reminder for os stillesiddende pc-brugere.

Uret skulle automatisk tænde, når armen drejes (som Apple Watch), men undertegnede havde svært ved at aktivere dette og måtte som regel ty til knappen for at se skærmens info, når jeg ville se klokken, mit aktivitetsniveau eller en besked. Skærmen står dog flot, og urets relativt få funktioner er nemme at overskue. Via Polar Flow appen, der virker til Android og iOS-enheder, kan du synce data med uret via Bluetooth og få et overblik over din aktivitet, sætte personlige mål ud fra dine personlige indstillinger. Selve appen er nem og overskuelig, og urets funktioner er velfungerende.

Der er dog ingen gps, og hjertemåleren kan guide dig til bedre træning, selvom den ikke altid er helt præcis. Derudover oplevede jeg flere gange, at remmen åbnede sig af sig selv på armen, men på mine kollegers større håndled var der ingen problemer. Desværre var det også lidt for nemt at få selve uret til at smutte ud af urremmen (der kan skiftes), hvilket dog aldrig skete, mens jeg havde det på.