Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Fyldig lyd for få penge

Trods sit lidt voldsomme udseende er gaming-headsettet fra Plantronics let og behageligt, og lyden imponerer stort til prisen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lige fra starten charmerer dette gamingheadsettet Plantronics RIG 500HS, som anvendes sammen med spillekonsoller. Det er let (200 g), smidigt og leverer fremragende lyd til prisen.

I for eksempel PlayStation 4 skal du selv gå ind og aktivt bestemme, at al lyd skal gå til headsettet. Genkendelsen sker automatisk, når du sætter RIG 500HS i controlleren, men selve fordelingen af lyd skal altså ske manuelt. Og mens vi er ved de små minusser, så er designet lidt vel kantet, og kvalitetsindtrykket lidt plastikagtigt.

Når det er sagt, er sættet imødekommende og gavmildt. Specielt, når det handler om lyd, som – udover pasform – må siges at være alfa og omega for et gaming-headset. Du får alt med uanset, om det er fra smukke musikstykker til buldrende multiplayerspil, hvor din avatar støder ind i noget hårdt. Heller ikke menuernes lydbillede med små sus og klik undslipper RIG 500HS. Kort sagt: Du hører alt.

Mikrofonen fungerer på følgende måde: Fold ned, og lyden er på; Vip op mod ørekopperne, og lyden slår automatisk fra. Også i kampens hede er lyden klar og rund. Den indbyggede støjreduktion lukker effektivt omverdenen ude, og du kan koncentrere dig om fjenden og dit hold. Lyden bliver hverken skarp eller dåseagtig af den grund. Skal du ikke spille multiplayer, kan mikrofonen fjernes helt.

RIG 500HS koster særdeles rimelige 499 kroner uanset, om det er versionen til PlayStation4 eller Xbox. Du justerer selv placeringen af ørekopperne, så remmen over hovedet hverken kommer til at klemme eller trykke. Remmen er for øvrigt selvjusterende. Samlet set får du et headset som hverken gnaver eller giver hovedpine selv efter timers brug. Og så lyder det tilmed forbavsende godt til prisen.

Der er ingen knapper, lys eller ekstra funktioner, kun god lyd og en behagelig pasform.