Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Et monster af en mobil

Det er på tide at tage Huawei alvorligt. Med Mate 8 lægger den kinesiske producent sig i førerfeltet med markedets hurtigste mobil.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Indtil for få år siden var Huawei primært kendt for lavbudgets-mobiler. Producenten har imidlertid oprustet gevaldigt. De tunge skyts er trukket frem for at udfordre markedets topmobiler.
Missionen er lykkedes med stigende held, og med firmaets nye Mate 8 viser Huawei, at de ikke bare kan være med i toppen, men også er i stand til at definere den.

En ordentlig krabat
Som forgængeren Mate 7 er der tale om en ordentlig krabat af en mobil. Skærmen måler seks tommer. Vi befinder os dermed i phablet-kategorien.

I betragtning af hvor stor en skærm, der er tale om, er mobilen dog ikke kolossal. Der er kun meget lidt spildplads omkring skærmen. Arealet udnyttes optimalt. Trods en halv tomme ekstra i skærmareal er mobilen faktisk ikke større end iPhone 6S Plus. Ikke desto mindre fylder den en del i lommen og vil uden tvivl være for stor for nogen.

Mobilen er bundsolidt bygget, og aluminiumsdesignet er stilrent, omend ikke vanvitigt spændende.

Smæk på faverne
Med så stor en skærm kan man godt undre sig over, at Huawei har valgt en beskeden full HD-opløsning. Pixelering er dog ikke et problem. Billedet står flot, med stærke farver, god kontrast og fine betragtningsvinkler. Lysstyrken er desuden noget af det stærkeste, vi har set.

Skyder du billeder sker det i 16 MP fra bagkameraet og 8 MP fra frontkameraet. Begge kameraer er i stand til at filme video i full HD. Kvaliteten er udmærket, men dog uden at være på niveau med de bedste konkurrenter i feltet.

Ved medgørlige lysforhold er mobilen et effektivt fotoapparat. Autofokus er meget hurtig, og billedstabiliseringen stærk, men når forholdene bliver vanskelige, holder den ikke kadencen på samme niveau som iPhone 6S eller Samsung Galaxy S6. Mekanikken bliver upræcis, og farverne fejlagtige, når lysforholdene forringes.

Kinesisk kraftværk
Mobilen er forsynet med en ottekernet processor, der er udviklet af Huawei selv. Kineserne har gjort et enestående job, for mobilen blæser alle andre omkuld. I vores Benchmark lå ydelsen et pænt stykke over Samsung Galaxy Note 5, som hidtil sad på tronen. Webhastigheden er også i den helt høje ende.

Hvad enten du vil bruge mobilen til spil, multimedie eller til arbejde – som Huawei har tænkt mobilen – er der derfor få begrænsninger.

Batterilevetiden er ligeledes imponerende. Du får snildt to dages levetid på en opladning, og mobilen er hurtigt ladt op igen. Cirka to en halv time tager en fuld opladning.

Stærk billedkvalitet
Mate 8 viser, at Huawei ikke bare kan levere halvbillige mobiler, der er næsten ligeså gode som topproducenternes, men at kineserne formår selv at sætte standarden.
Er du på udkig efter en stor mobil med masser af kræfter, er det svært at komme udenom Mate 8.

Huawei Ascend Mate 8 I forhold til hvor stor en skærm den har, er mobilen ikke voldsom i størrelse.