Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Modulær mobil med dobbelt kamera

Der er stort potentiale i det modulære design, som LG introducerer med deres nyeste topmobil. G5 indfrier det bare ikke. Alligevel er der tale om en glimrende mobil, der især imponerer med et overlegent kamera.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vores mobil er blevet et altmuligtværktøj, der skal kunne det hele. Det er bare ikke alt den – af helt naturlige fysiske årsager – er lige god til.
Ved at udbygge det lille apparat med bedre komponenter der, hvor der måtte være behov, har LG gjort det muligt at skræddersy sin mobil. Tanken er god, men ideen kunne være bedre udført.

Dumper på modul-delen
Vi fik mobilen leveret sammen med kamera-modulet, LG Cam Plus.
Her kunne man måske tro, at der var tale om et modul, som erstatter mobilkameraets optik med noget bedre – større blænde, optisk zoom og hvad man nu ellers kan savne i et mobilkamera.
Men nej, for de omkring 800 kroner det koster, får du blot et gummigreb med fysiske kontrolknapper, der giver ”hands-on”-kontrol af kameraets funktioner.

Udover en aftrækkerknap, der aktiverer autofokus halvvejs nede, er der blandt andet et zoom-hjul, så du kan rulle for at zoome ind og ud. Uden optisk zoom i kameraet gør det dog ikke så meget andet end at forringe billedkvaliteten, og så er der ikke megen pointe i det.
Knapper og kontrolhjul er desuden så plastikagtige og fnidrede, at man faktisk ikke føler den store nytte i dem. Slet ikke når man er nødt til at slukke mobilen samt tage batteriet ud og flytte det over i modulet, før man kan bruge det. Det er upraktisk og uelegant udført. Dumpe-karakter for modul-funktionaliteten.

Skyder brede billeder
Heldigvis kan du også bare købe mobilen uden nogensinde at skænke modulerne en tanke. Det er sikkert, hvad de fleste vil gøre.
I så fald får du en rigtig tilfredsstillende mobiloplevelse. Ikke mindst på grund af kameraet, der udover at tage glimrende billeder også er nytænkende. G5 er forsynet med ikke mindre end to objektiver på bagsiden.

AOD10_LG01

Foruden standard-objektivet er der et vidvinkel-objektiv, som kan tage ekstra brede billeder. Alt i en vinkel af 135 grader kommer med – ideelt til landskabs- eller gruppebilleder. Du må dog leve med lidt buen i kanterne, sådan som det nu engang er med den slags objektiver.
Selfie-kameraet på fronten er også fint, dog uden at imponere i samme grad som kameraet bagpå.

Nydelig kvalitetsmobil
Der er tale om en nydelig, omend rimelig anonym, aluminiumsmobil med skærm på 5,3”. Billedet står flot og skarpt i QHD, dog er det en smule blegt i farverne.
I vores benchmark leverede mobilen en ydelse, der lå et mulehår under de hurtigste konkurrenter, men i praksis kan forskellen ikke mærkes. Det er en lynhurtig mobil.
Udvalget af funktioner kan man heller ikke klage over. Med fingeraftrykslæser, USB C-stik, 32 GB lager plus microSD-indgang og Android 6.0 er der, hvad der skal være i en topmobil. Og det endda til en pris, der er over tusind kroner lavere end de dyreste af konkurrenterne.