Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Hårdfør og med behagelig klang

Logitech UE Roll er som født til livet på stranden. Lyden er ikke stor, men dog godkendt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Logitech UE Roll er den eneste testdeltager, som tåler en tur i bølgen. Den særdeles kompakte højttaler har endda en kraftig elastik bagpå, så du kan fastgøre den til håndleddet eller surfbrættets stang. Højttaleren spreder lyden 360 grader. Opladerstik og kabel-tilslutning sidder bagpå bag et meget kraftigt låg, og foran kan du let styre volumen med store plus og minus knapper.

Logitech koster over 1000 kroner, og det virker kostbart i forhold til dens dimensioner og konkurrenterne i øvrigt. Men det er prisen for at få en højttaler, der kan modstå naturens elementer i en grad som UE Roll kan.

Rent lydmæssigt overrasker den lidt ved at levere et åbent og ret artikuleret mellemtoneområde. Lydbilledet er selvfølgelig ikke stort, men behageligt. Både diskant og især bas er vigende, og det kan gøre lyden lidt flad i forhold til større konkurrenter. Størrelsen taget i betragtning er lyden dog godkendt uden at være imponerende.

Bluetooth-forbindelsen fungerer i op til 20 meters afstand, så UE Roll spiller videre, selvom du tager din mobil med et stykke hen ad stranden. Og du skal ikke være så bekymret for, om nogen taber lidt vand eller sparker lidt sand hen over den.

Logitech UE Roll Måske ikke en strandløve, men bestemt det tilbehør en strandløve tager med sig ud på sandet.