Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Trendsætteren løber med guldet

UE Boom er en trend-sætter, og den lille 2’er fortsætter de fine traditioner.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den helt runde Ultimate Ears Boom fra Logitech har på mange måder sat markedsstandarden for, hvordan en moderne trådløs højttaler skal udformes. Og Boom 2 fortsætter, hvor forgængeren slap. Det er en forholdsvis lille og helt rund højttaler, der kan tåle ret meget. Dyp den i poolen, tab den på jorden eller kast med den, og den vil stadig spille videre. Den er IPX7-certificeret (meget hårdfør!) og kan tåle at opholde sig under vand i en meters dybde i op til 30 minutter.

Det er nok ikke noget, du vil udsætte højttaleren for (man hører ikke så godt under vand), men pointen er, at Boom 2 ikke bliver ødelagt, fordi du tager den med ud i naturen eller på stranden. Her vil du også sætte pris på de forrygende 15 timers batteritid. Ikke mindst når din smartphone er ved at løbe tør for strøm og skal have et boost.

Men også hjemme vil den lille højttaler gøre sig godt, og her kan du kombinere flere højttalere i forskellige farver. Du kan ikke sætte dem op i en multirumsløsning, men du kan parre hver højttaler med op til otte enheder. Det sker med Bluetooth eller NFC.

Du kan parre direkte eller via app, alt efter hvor mange funktioner du ønsker – herunder også at kunne tage opkald.

Lyden udsendes af to basenheder og to diskantenheder. De to basenheder forstærkes endvidere af en enkelt passiv bas, der er med til at give de dybeste frekvenser mere fylde og tilstedeværelse.
UE Boom 3 spiller godt. Den vigtige mellemtone når godt ud i rummet uanset, hvor du er i forhold til højttaleren. Den er nærværende i gengivelsen, så musikken opleves engagerende, og så gør det mindre, at bassen ikke er markedets dybeste eller mest nuancerede. Lydgengivelsen er absolut godkendt og pænt over gennemsnittet, når vi lytter til hele testfeltet. Der er et drive i den lille højttaler, som vi sætter stor pris på.

Vi sætter også pris på de meget store knapper, hvor du let kan skrue op eller ned for lyden, ligesom du kan lægge højttaleen ned på bordet, uden at den ruller rundt trods cylinderdesignet.
UE Boom 2 er kort sagt et gennemtænkt produkt, hvor lyd, design og betjening går op i en smuk enhed. Den homogene og fyldige sound klæder en lille stue, men fungerer også godt, når du er udenfor. Vil du have endnu mere detaljeret lyd, skal du vælge Asgards Freya. Men alt målt og vejet løber den nye klassiker med testguldet denne gang.

Tydeligt:
Store volumenknapper (+ og -) gør det let hurtigt at regulere lydstyrken.

Indgange:
Stik til opladning og den analoge indgang er placeret i bunden.

Kan parres:
Op til otte forskellige enheder kan parres med højttaleren.

Vandtæt:
Højttaleren er vandtæt ned til en meter i op til 30 minutter.

Mobilsnak:
Tag et mobilopkald – så kommer lyden ud gennem højttaleren.