Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: iPad går i arbejdstøjet

Den kraftfulde iPad Pro fås nu også i almindelig tablet-størrelse. Men kan man arbejde på så lille en skærm og er der nogen mening i at bruge så mange penge på en tablet?.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der var ikke megen tvivl om, hvem Apple gik i kødet på med den første iPad Pro, der blev lanceret sidste år. Havde man som Apple-bruger følt sig fristet af Microsofts Surface-tablets, kunne den store 12,9” iPad med tilhørende tastatur og pen måske holde dig i folden.
Den store skærm er dog ikke for alle. Derfor er der nu kommet en model i ”standard”-format.

Fremragende skærm
Fysisk set er der ikke meget, der adskiller iPad Pro 9,7” fra den mere end halvandet år gamle iPad Air 2, som er alternativet, hvis du vil have en ”almindelig” iPad i denne størrelse. Vægt, tykkelse og langt henad vejen også design er identisk. Med andre ord er der altså tale om en let og lækker tablet, der er nem at klemme i tasken.
Skærmopløsningen er den samme som på iPad Air 2. Alligevel er der tale om et bedre display. Det skyldes ikke kun, at skærmen er mindre reflektiv, men også at lysstyrken er højere, og farvespektret er større. Farverne står stærkere, kontrasten er høje-re, og der er samtidig tilstrækkelig lys til, at du kan arbejde under stort set alle forhold.
Med True Tone-teknologi finder skærmen selv ud af at tilpasse billedet til de aktuelle lysforhold – en glimrende feature.
Til billedbehandling er iPad Pro ret overlegen, da man til hver en tid får et pålideligt billede og har en virkelig god fornemmelse af selv de mindste detaljer.

Lækker lyd
Den flotte skærm gør selvsagt også iPad Pro velegnet til film og underholdning. Her kommer de indbyggede højttalere også til sin ret. Der er ikke mindre end fire af dem. Tilsammen giver de en imponerende lyd, taget i betragtning af, at der er tale om en tablet på 6 mm i tykkelsen. Man kan snildt holde ud at se film og serier – og til nød lytte til musik – uden at tilslutte eksterne højttalere.
Kameraerne for og bag er ligeledes af høj klasse. Apple har anvendt samme teknologi og funktioner som i iPhone 6S. Men ærlig talt, så måtte de gerne have sparet her. Selvom det da sker, at folk skyder foto med deres tablet, er det nok de færreste, der har behov for topavanceret kamerateknik og 4K-video her.  

Fuld af kræfter
Det er især på grund af kræfterne, man bør overveje iPad Pro. For selvom man godt kan udføre basale arbejdsopgaver på en almindelig iPad, er kraftoverskuddet i Pro’eren af en helt anden kaliber. Selv grafisk arbejde af mere krævende karakter er der styrke til.  
I vores benchmark bankede iPad Pro enhver konkurrent af banen, og der skal meget til, før man fornemmer det mindste støn fra den slanke tablet.

Dyrt tilbehør
Det er de færreste, der gider arbejde på en touchskærm længere tid ad gangen. Derfor har Apple selvfølgelig designet et kombineret tastatur og cover til iPad Pro 9,7”, der gør det muligt at stille den oprejst og skrive med fysiske taster.
Gummitasterne er sådan set behagelige nok at taste på, men med en tablet i dette format må keyboardet nødvendigvis være i miniformat, og det sætter sine begrænsninger for skrivekomforten. Til et par timers togtur kan det gå an, men det kommer aldrig til at erstatte et ordentligt laptop-tastatur.
En pen kan også tilkøbes, så du kan skrive, tegne og udføre præcisions-opgaver. Den er faktisk et virkelig fint redskab, der gør det muligt at arbejde i detaljen på en måde, der ikke kan lade sig gøre med fingrene.
Både tastatur og pen er en fordel at have, hvis du vil arbejde med iPad Pro, men kommer til at koste dig over to tusind kroner ekstra, og det er alt for pebret, kvaliteten taget i betragtning.

Et monster af en tablet
iPad Pro er på mange måder den ultimative tablet. Den er let og lækker, lynende hurtig, og så har den fremragende skærm og gode højttalere. Men den er hundedyr, og til forskel fra eksempelvis Surface Pro, så er det stadig en rendyrket tablet. Den kører med mobilt styresystem, og selvom iOS tilbyder meget, så har det sine begrænsninger i forhold til et komplet Mac OS X- eller Windows-system. Det skal man have i tankerne, hvis man overvejer iPad Pro – i hvert fald hvis du vil købe den som et arbejdsredskab.
Køber du den blot som en almindelig tablet til underholdning, foto og internet – og er villig til at betale prisen – er der ingen grund til bekymring. Så får du simpelthen et monster af en tablet.