Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Hvilken type tastatur er bedst? - Mekanisk, membram eller optisk

Hvilken slags tastatur er bedst? Mekaniske tastaturer har vi kendt længst, men de bliver trængt af tastaturer med blødere, mere tyste membrantaster.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nogle gamere sværger til de mekaniske varianters kliklyde, mens andre foretrækker de optiske tastaturer, der bruger lys i stedet for fysisk metal. Vi prøver at nå frem til en endelig løsning, men vi er bange for, at der er stærkt delte meninger blandt AOD’s læsere ...

Her er de tre deltagere

Mange mekaniske kontakter har farvede stilke, der angiver deres modstand og følsomhed. Optiske kontakter afbryder lyset fra en lyskilde til en sensor. Membrantastaturer kan være tyndere og lettere, fordi tasternes vandring er kortere.

1. Omgang- Valuta for pengene

Allerede her snubler de optiske tastaturer. Kombinationen af solide mekaniske taster og lysstrålebaserede kontakter indebærer en kostbar produktionsproces, og optiske tastaturer er ofte dyre. Membrantastaturer er næsten altid den billigste løsning. Mange kontormiljøer har skiftet til membrantastaturer på grund af den lave pris og den ringe støj.

Som regel er et membrantastatur til almindelige formål billigere end en mekanisk model med de samme funktioner, navnlig fordi materialerne er billigere. Membrantast-teknologien har også toppet, og branchen kan derfor fokusere på at gøre produk-tionsprocessen billigere.

Mekaniske modeller befinder sig et sted midtimellem. Grundteknologien bag mekaniske tastaturer har eksisteret i årevis, og moderne mekaniske tastaturer bruger udsøgte og dyre komponenter i deres kontakter, og teknologien bliver stadig forfinet og forbedret.

Det er ikke ensbetydende med, at mekaniske tastaturer ikke kan være økonomisk overkommelige, men de billigste udgaver har ofte ringere kvalitet eller færre funktioner end membrantastaturer til samme pris. Vi har med andre ord en klar vinder.

Vinder: membran

2. Omgang - Præcision

Enhver, der prøver at overbevise dig om, at membrantastaturer giver den bedste følsomhed og ydelse, tager simpelthen fejl. Membrantaster har deres fordele, men en mekanisk tasts præcision er ganske enkelt overlegen. Billigere membrantastaturer har en tendens til, at hurtige tastetryk ikke bliver registreret separat, og mange mennesker finder membrantaster svampede.

Nogle mekaniske tastaturer har justerbar tasteaktivering – det punkt, hvortil man skal trykke en tast, før den registrerer et input – og visse kostbare enheder kan endda have taster med analoge kontakter, der er i stand til at registrere variable input. Med mekaniske tastaturer er det ofte af-gørende at have gimmicks som udskiftelige tastekontakter (for eksempel Cherrys farvekodede MX switches).

Mekaniske og optiske tastaturer er glimrende til at registrere hurtige, samtidige inputs; de er ideelle til gamere og folk, der skriver hurtigt. Der er stor forskel på mekaniske taster, når det gælder input-respons: De dyrere tastaturer har typisk mindre latens. Men optiske tastaturer registrerer inputs med lysets hastighed, hvilket gør dem til de mest præcise af dem alle.

Vinder: optisk

3. Omgang- Feedback

Fysisk feedback kan være afgørende for valget af tastatur. Hvis du ikke kan lide fornemmelsen, vil du ikke bryde dig om at bruge det hver dag. Det er svært for os at afgøre. Nogle foretrækker et fladt, tyst tastatur til kontorarbejde, men kræver solide mekaniske taster til gaming. Det er i meget høj grad en smagssag.

Mekaniske tastaturer kan have forskellig tasterespons – fra glidende Cherry MX Red-kontakter til de mere taktile MX Greens, der giver et hørligt klik og kræver et hårdere tryk. Optiske tastaturer bruger fikserede LED’er og lysssensorer, og derfor kan man normalt ikke justere aktiveringspunktet. Fornemmelsen af tastetryk bliver snarere styret af producenten.

Membrantastaturer har ofte en mindre tastevandring og en blødere tastefornemmelse, idet hver tast trykker mod den fleksible membran nedenunder og lukker et elektronisk kredsløb. Membranen er ikke så solid som fjedrene i mekaniske og optiske tastaturer, men nogle brugere foretrækker det sådan.

For os er en solid mekanisk tast mere tilfredsstillende. Man ved, når man er kommet til at ramme ved siden af på et mekanisk tastatur, og det er derfor, vinderen skal findes her.

Vinder: mekanisk

4. Omgang- Brugervenlighed

Membrantastaturer er stille. Uden en fysisk kontakt under tasten bliver meget af støjen reduceret eller absorberet af membranen under tasten.

Mekaniske og optiske modeller kan være klaprende mareridt i hænderne på en, der skriver hurtigt. En fysisk kontakt laver mere støj, og selvom optiske tastaturer kan være lidt mere tyste end deres mekaniske slægtninge, bliver de begge slået i støjkapløbet af den effektive membran.

Membrantastaturer er ofte lettere og mindre end de andre; deres konstruktion bruger færre metalkomponenter, og membrantaster kan ligge på linje med resten af tastaturer på grund af deres beskedne vandring. Det er kun få, som kan holde ud at bruge et mekanisk tastatur på skødet – membranudgaverne er utrolig lette og tynde.

Mekaniske tastaturer (og de fleste optiske) er nemmere at rense, fordi man kan fjerne hver enkelt tast uden brug af værktøj. Pust komprimeret luft ind under tasterne, og du har et rent tastatur. Man kan som regel også vaske tasterne separat. Den luksus får man ikke hos membrantastaturer, men de er stadig nemmere og mere tyste i brug, og de vinder derfor denne omgang.

Vinder: membran

5. Omgang- Holdbarhed

Det er her, membrantastaturerne kommer til kort. En mekanisk eller optisk tast vil i de fleste tilfælde bevare den samme trykfornemmelse i hele sin levetid, mens det bløde lag under tasterne på en membranmodel bliver slidt tyndt og ændrer følelsen.

Mekaniske taster holder længere, og det er også relativt enkelt at udskifte kontakterne. Membrantastaturer er markant sværere at reparere, hvis en tast svigter, men sandsynligheden taler for, at tastaturet alligevel skal skiftes ud længe inden dette er aktuelt, fordi membranen bliver slidt tynd.

Ved dagligdags brug har optiske tastaturer den længste levetid. Tastekontakterne holder længere, fordi der ikke er nogen sårbare elektriske kontakter, og det er simpelthen nemmere at udskifte tastekontakterne. Hvorfor vinder mekaniske tastaturer så?

Selvom mekaniske tastekontakter bliver slidt en smule hurtigere end de optiske, er mekaniske tastaturer generelt mere robuste. Bittesmå lyssensorer og emittere betyder, at optiske tastaturer er mere såbare over for skader, støv og elektriske fejl. Mekaniske tastaturer holder i evigheder, og man er formentlig højst nødt til at sætte nogle taster tilbage på plads undervejs.

Vinder: mekanisk

Og vinderen på point ...

Det er uafgjort! Altså uafgjort mellem mekaniske tastaturer og membrantastaturer. Sagen er, at optiske tastaturer er langt mere specialiserede og kostbare, og de yder faktisk ikke mærkbart bedre end deres mekaniske modstykker i den dyre ende. Både mekaniske tastaturer og membrantastaturer har deres fordele og ulemper; man må overveje, hvilket formål man skal bruge dem til.

Hvis man arbejder på et overfyldt kontor, er et støjende mekanisk tastatur meget velegnet til at genere kollegerne, men dets større præcision gør det ideelt til gaming derhjemme. Det er svært at sige, hvilket tastatur der er bedst, for de har begge deres svagheder. Nogle foretrækker bløde membrantaster, andre elsker det faste klik fra en mekanisk kontakt.

Vi hælder mod mekaniske tastaturer, men det er en smagssag. Mekaniske og optiske tastaturer har markant længere levetid, og efter vores mening er de pengene værd. Men den bedste slags tastatur er, når alt kommer til alt, den slags, du kan lide at bruge.