Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test:: Duel på surroundlyd: Luksus- versus budget-receiver

Hvis du går efter flot lyd i hjemmebiografen, har du brug for en surround­receiver. Men med en teknologi, der bliver stadigt billigere, skal du så ofre bloddryppende 12.000 kroner eller kan du nøjes med at betale en tredjedel? Svaret søger vi i denne duel mellem receivere i to prisklasser.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Yamaha RX-A4A

Surroundkanaler: 7.2 • Effekt: 7 x 165 watt • Pris: 11.989 kr.

Surroundkanaler

Med 7.2-surround får du det heftige setup, som mange lydentusiaster foretrækker: to sidehøjttalere foruden de normale i en 5.1-opsætning. Og du kan tilslutte to subwoofere.

5/6 stjerner

Effektforstærker

Alene vægten på 16,2 kilo fortæller, at effektdelen er virkelig solidt opbygget – med passive kredse og en stor strømforsyning.

4/6 stjerner

Opsætning

Uanset stuens indretning og antal højttalere giver Yamahas målemikrofon en ekstrem præcis opsætning. Den har en exceptionel processor, der konstant måler på det surroundsignal, den får ind. Det er teknologi fra øverste hylde.

6/6 stjerner

Tilslutninger

Ganske som hos Denon har Yamaha-receiveren pladespillerindgang og de nyeste HDMI-tilslutninger. Dertil kommer 8K, 4K og HDR 10+. Den har flere indgange og flere muligheder, men byder ikke på mere og derfor dødt løb.

5/6 stjerner

Trådløse muligheder

Yamaha tilbyder mange løsninger, men understøtter ikke helt så mange streamingtjenester som Denon. Du får Bluetooth, Airplay 2 med mere og endda også mulighed for at tilslutte trådløse baghøjttalere via Yamahas MusicCast 20- eller 50-højttalere. Alt ret flot, men ikke så omfattende som hos Denon og derfor et lille nederlag her.

5/6 stjerner

Lydkvalitet

Med tredobbelt pris skal lyden være bedre. Og den er markant bedre – selv sammenlignet med andre dyre surroundreceivere. Den har en iørefaldende præcision og lethed selv med komplekse lydsignaler fra en actionfilm. Det har vi sjældent har hørt bedre i prisklassen. Det er tydeligt, at her bruges de nyeste og bedste komponenter i signalvejene.

6/6 stjerner

Design

Med over 19 centimeter i højden er Yamaha en stor klods at have stående. Men da alt er gemt bag et låg, og du kun har to relevante knapper på fronten, fremstår den meget fin og enkel. Finish og byggekvalitet er virkelig gennemført.

5/6 stjerner

Pris

Selvom prisen er pebret, giver receiveren fornuftig valuta for hver investeret krone. Alt fra finish over komponenter og byggekvalitet til ikke mindst lydkvalitet er over gennemsnittet.

4/6 stjerner

Testholdet mener

Vi havde forventet meget fra Yamaha til den høje pris. Men den tog fusen på os. Receiverens kvaliteter som surroundformidler er enestående, og du skal betale langt mere for at få bedre lyd end her. Så selvfølgelig slår den Denon målt på kvalitet. Men da den også er bedre end pristilsvarende konkurrenter, løber den med en klar sejr i denne duel.

6/6 stjerner

Denon AVR-S660H

Surroundkanaler: 5.1. • Effekt: 5 x 75 watt • Pris: 3999 kr.

Surroundkanaler

Denon leverer her det mest udbredte surroundformat, 5.1. Du må undvære Dolby Atmos og de ekstra kanaler som med den dyrere Yamaha-receiver. 5.1 kan sagtens give filmlyden et kraftigt boost og lyde godt, og mange film og serier har det som standardformat.

3/6 stjerner

Effektforstærker

Med sine 5 x 75 watt kan receiveren sagtens trække de fleste surroundhøjttalere pænt og ordentligt. Effektdelen er hi-fi-rigtigt opbygget, men med forholdsvis billige kredsløb. Men godkendt til prisen.

3/6 stjerner

Opsætning

Der medfølger en mikrofon og endda et stativ (af pap), så du kan stille mikrofonen præcist. Justeringen sker med den kendte rumkorrektion Audyssey, som er gennemprøvet. Løsningen er ikke helt så topoptimeret som Yamahas, men alt målt og vejet kun et lille nederlag her.

5/6 stjerner

Tilslutninger

Du får alt, hvad du har behov for. Vi sætter pris på indgange til blandt andet pladespiller og tuner på HDMI 2.1 og på 8K, 4K og HDR 10+, ganske som hos Yamaha.

5/6 stjerner

Trådløse muligheder

Du kan streame via AirPlay 2, og Denon understøtter Spotify, Tidal, Qobuz og endda entusiastløsningen fra Roon. Du kan også tilslutte trådløst via Bluetooth, og der er stemmestyring og multirum. Det kalder vi fuld plade og kvitterer med topkarakter!

6/6 stjerner

Lydkvalitet

Denon har ”kun” 5.1-lyd, men det er ok. Receiveren har et varmt og ret flot surroundlydbillede. Det hele er lækkert og præcist. Der er slet ikke det overskud og den finesse, som vi finder hos Yamaha. Det er forventet, men at forskellen er så stor, fortæller mere om Yamahas kvaliteter end Denons mangler. Så et ærefuldt nederlag.

4/6 stjerner

Design

Denon-receiveren har et ganske ordinært design. Du kan gemme den væk i en reol – den er ikke så stor. Du kan alligevel nemt styre alt fra din fjernbetjening.

3/6 stjerner

Pris

3999 kroner er en fin pris. For selvom du kan få surroundreceivere, der har flere kanaler og bedre lyd, leverer Denon AVR-S660H virkelig god valuta for pengene.

5/6 stjerner

Testholdet mener

At Denon ikke slår Yamaha på absolut kvalitet i denne duel, er forventet med den store prisforskel. Men set isoleret klarer AVR-S660H sig godt. Vi sætter pris på, at man har sænket antallet af features for at fokusere på god lyd for pengene. Denon AVR-S660H er dog ikke en mester i sin prisklasse som Yamaha RX-A4A. Derfor må Denon se sig overhalet her, men med oprejst pande.

4/6 stjerner