Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Nu er dit tv også en gamingkonsol

Med denne nyhed fra LG bevæger tv’et sig i retning af gamingkonsol. Såkaldte GameFly-apps gør gamingkonsollen overflødig. Du tilslutter blot din controller.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Smart-tv’et bliver stadig smartere. Nu omfatter denne udvikling også gaming. LG har indledt et samarbejde med spiltjenesten GameFly og har lagt en streaming-app på alle de nye smart-tv’er, som er baseret på LG’s webOS 3.0-styresystem.

Fordelen? Du får adgang til et helt bibliotek af spil!
Klik på appen, og du har adgang til GameFlys skytjeneste, hvor der ligger spil, som du kan afprøve gratis, købe eller abonnere på. GameFly kan også tilgås fra andre platforme som PlayStation, Android mv., men LG er sammen med Samsung den første producent, som lancerer et tv i Danmark med denne tjeneste.

GameFly installeres som en hvilken som helst anden app. Det gøres hurtigt, og så får du straks adgang til alle spillene hos GameFly. Du kan tilslutte en controller fra for eksempel Logitech eller Xbox direkte til tv’et (kablet eller trådløs med Bluetooth) og spille helt uden om en konsol.

I praksis funger det ret godt. Vi havde ingen problemer med grafikhastighed eller med start og afvikling af spil.

Alt virker, som det skal – dog skal du sikre dig en stabil og kvik internetforbindelse, da tv’et jo arbejder direkte i samarbejde med en tjeneste i skyen. Her er en gamingkonsol mere driftssikker, da den ikke kræver internetforbindelse. Når du åbner et spil på LG-tv’et, kan du spille gratis i 10 minutter, hvorefter der skal betales. Men du kan altså prøve spillene af, før du lade kronerne rulle.

 

LG Ultra Super UHD 55UH950V Det nye LG 55UH950V giver blandt andet adgang til spil med for eksempel Lara Croft. Lydgengivelsen er ret god, da der er gjort plads til Harman Kardon-højttalere i en ”fortykkelse” nederst på bagsiden.


Mange apps – jævnt billede

Vi har afprøvet GameFly med det nye tv LG 55UH950V, og det er blot en af mange tjenester, som tv’et tilbyder. Vi er imponeret over, hvor mange apps der er til rådighed, allerede når du starter tv’et første gang, og mange nye apps kan nemt installeres. Netdelen og WebOS-systemet fungerer hurtigt og har ikke den træghed, som mange smart-tv desværre stadig lider under.

Opsætningen af tv’et tager lidt mere tid, end du måske er vant til, på grund af de mange muligheder.

Fjernbetjeningen kan både bruges på traditionel vis og som trådløs markør. Den sidste kan du let komme til at aktivere uforvarende, og det er et mindre irritationsmoment.
Billedkvaliteten fra tv’et er stærkt svingende. Standardindstillingen har for kraftige farver, og her er ”movie-mode” langt at foretrække. Med et godt tv-signal er der fine detaljer, men også en grynethed i farverne. Desuden er streamet tv ofte lidt for klinisk og mangler den dybde i farverne, som gør film og serier engagerende. Man kan sige, at illusionen ryger lidt på grund af det kølige billede.

Billedet fungerer til gengæld godt med GameFly-delen, hvor der leveres skærmbilleder med masser af saft og power.
LG 55UH950V er altså langt fra et perfekt tv, og da slet ikke, når prisen er næsten 19.000 kroner. Men det ændrer ikke ved, at LG har fat i noget rigtigt med WebOS og GameFly – to ting, der fungerer fremragende.

 

Godt alternativ:

Samsung UE55J5505AK
Også Samsung tilbyder tv’er med GameFly (for 69 kroner om måneden) – nemlig alle modeller i 5-serien. Du kan for eksempel vælge dette 55”-tv, som er noget billigere end det testede LG: 10.999 kroner.

DT08_LG02