Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Design i særklasse

Du får både vellyd og mange muligheder i Denon DRA-100.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

 

En lækker overflade og bundplade i aluminium står flot i kontrast op mod den sorte front og side. Fronten har kun en stor volumenknap, foruden afbryderknappen, og bagpå er alle tilslutninger gemt nogle centimeter ind i chassiset. Det er lidt bøvlet at tilslutte kabler, men det ser flot ud, når Denon DRA-100 står i en reol, at man ikke kan se stikkene og kan samle kablerne i en kabelstrømpe eller lignende. Fin detalje!

Efter få klik på fjernbetjeningen er alt oppe at køre efter forventning, og med det store display og ditto fjernbetjening kan du let scrolle rundt i menuerne, streame, spille internetradio og meget mere.

Denne del sammen med det flotte design gør Denon til en særdeles stuevenlig løsning, som alle kan lære at betjene.

Du kan streame Spotify og Apples AirPlay og har du en anden tjeneste end Spotify, kan du bare sende direkte via Bluetooth til Denon.

Lydmæssigt har DRA-100 ikke samme fylde som Bluesound, Project og endda den noget billigere Pioneer. Gengivelsen er meget glat og homogen, ligesom der er fint med detaljer. Men der mangler noget power og dynamik. Det er, som om effektdelen ikke har strøm til virkelig at sparke igennem. Her taler vi ikke om, at DRA-100 ikke kan spille højt, men at den mangler punch, alt det der gør musikken engagerende. Og det er lidt ærgerligt, nu alle de øvrige parametre i den grad kører for den smukt forarbejdede Denon.