Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: God komfort og neutral lyd

Denon AH-C120MA er behagelige ørepropper. Lyden er detaljeret, men lidt klinisk.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hele fire gummiforinger til ørestykkerne medfølger i forskellig størrelse, så vi havde ingen problemer med at få de små Denon-propper til at passe i øret. De er let vinklede og sidder godt til uden at virke generende.

De er ikke designet til brug under løb, men de bliver ret sikkert siddende. I det hele taget oplevede vi AH-C120MA som ret behagelige, samtidig med de dæmper lyden fint fra omgivelserne – men ikke mere end du let kan høre lyde fra tog, mennesker og så videre. Vil du have komplet ro, kan du tilkøbe skumpropper, som holder lyden næsten helt ude. Fin detalje!

Vi noterer også en god aflastning på kablet, hvor det er ekstra udsat. Det betyder længere levetid, hvis de rulles sammen dagligt. Dette kan gøres i det medfølgende etui.

Denon er med sin pris på 700 kroner i den dyre ende af skalaen, men den erfarne, japanske lydspecialist plejer at levere vellyde. Således også her, hvor vi især bemærker et helt neutralt lydbillede, hvor navnlig mellemtonen er meget åben og levende. Diskanten er fint opløst og detaljeret, men bassen mangler lidt substans og fylde. Det hele bliver lidt for klinisk, og vi savner det engagement i lyden, som andre i prisklassen klarer så godt.